La Santa, Valbyløbet og panik før lukketid

Lars Friis Farsøes billede

Forleden gik det op for mig, at der er under 2 måneder til Copenhagen Marathon. Det er svært at forestille sig med sne og minusgrader, men det er altså lige om lidt, at de 42 km. skal tilbagelægges i Københavns gader.

Jeg kan med hånden på hjertet sige, at træningen de seneste par måneder ikke har været helt optimal. De fleste uger er det kun blevet til 2-3 ugentlige ture frem for 3-4 ugentlige ture med kvalitet og tempo. Derfor er det efterhånden også en lille uro i kroppen – nogle vil måske kalde det panik – i forhold til, hvorvidt det er realistisk at løbe marathon i løbet af foråret. Jeg er dog optimistisk – motivationen er ved at være på plads, knæet har jeg intet mærket til længe, og formen er i konstant fremgang.

La Santa er noget af det helt rigtige

Et absolut højdepunkt i vinterens træning var en uges ophold på La Santa Sport i godt selskab med svigerfamilien. Det gav formen et rigtig godt boost at være indlagt til en intensiv dagligdag med forskellige konkurrencer (løb), turneringer (tennis) og andre former for motion! Min svigerfamilie er forholdvis konkurrencemindede (læs: det var en meget diplomatisk formulering), så der er ikke noget med at springe over, hvor gærdet er lavest på trods af manglende form. Derfor gav jeg mig også 100%, når jeg deltog i det ene eller det andet event – det var hårdt, men det var også med til at give formen et ordentligt ryk. Jeg glæder mig allerede til næste års tur, hvor jeg har lovet mig selv, at jeg kommer derned i noget bedre form end i år, så jeg kan holde til en endnu højere træningsmængde.

Valbyløbet

I går var så første gang i år, at jeg deltog i et regulært motionsløb på dansk grund. Valbyløbet er et helt nyt løb, der starter og slutter i Spinderiet (butikscenter). Man kan vælge mellem distancerne 5 og 10 km., og jeg havde i selskab med en god kammerat tilmeldt mig den lange rute. Solen skinnede på livet løs, men det var alligevel en kølig affære i startområdet, men da vi endelig kom afsted, så fik vi hurtigt varmen.

Der var desværre kun 35 deltagere på den lange distance, og det gjorde, at vi hurtigt kom til at løbe meget spredt. Ruten starter med et gennemløb af Spinderiet, hvorefter at vi blev ledt ud på diverse villaveje af to omgange inden, at vi sluttede med målgang i Spinderiet.

Jeg er ikke ubetinget fan af ruten, da det ikke er vildt inspirerende at løbe på fortove og isglatte veje i villakvarterer, og der var også en del ’anden’ trafik i form af gående, cyklister og biler, som kunne have skabt potentielt farlige situationer. Men det er et nyt løb, og jeg tager hatten af for det nye initiativ.

Jeg lagde meget roligt ud i selskab med min gode kammerat, der var liiiiidt hæmmet af manglende løbetræning og en firmafest aftenen før, men han formåede alligevel at hive en absolut acceptabel tid i land. Efter en 3-4 kilometer trak jeg stille og roligt fra og arbejdede mig op igennem feltet med en snitfart på 4.50, hvilket jeg er godt tilfreds med – også taget det noget spændende underlag i betragtning.

Det gav en sluttid på 50 minutter og 33 sekunder. Knæet brokkede sig ikke, benene har det fint i dag, og jeg var ikke for alvor ved at hoste blod op undervejs. Det ser jeg som tegn på, at kroppen er ved at være klar til en lidt større belastning.

Jeg pønser derfor på at årsdebutere på halvmarathondistancen i forbindelse med Natteløbet i Køge, der afholdes i næste weekend. Som nævnt før er jeg opvokset i Køge, så det er altid lidt sjovt at løbe på hjemmebane. Jeg har ikke de store ambitioner i forhold til tider og resultater – det vigtigste er nu at få nogle km. i benene, og desuden er Natteløbet vist også et løb, hvor man har brug for en pandelygte undervejs, så der er mere fokus på gennemførelse end på ny PR.

Der er tegn på panik før lukketid, men mon ikke det alt sammen går alligevel. Jeg tror det.

Om bloggen

Lars Friis Farsøes billede
Kække beretninger fra en ung og relativ ny løber, der kæmper for formfremgang, nye personlige rekorder og et marathon på under 4 timer med et dårligt knæ og en forkærlighed for fest som de værste modstandere.

Andre bloggere

5 blogeksempler

Log ind

To prevent automated spam submissions leave this field empty.

Nyt medlem

Velkommen til medlem nr. 15654:

Nyhedsbreve




Løber
Løbsarrangør

Læs mere her

 

Sign Up