Frederiksberg Midnatsløb druknede i regn

Lars Friis Farsøes billede

I fredags stillede jeg til start til Frederiksberg Midnatsløb, som starter sølle 500 meter fra min hoveddør. Størstedelen af ruten foregår på stier og veje, hvor min daglige træning foregår, og det gør det lidt ekstra sjovt at deltage på trods af en lidt pepret deltagerpris. Med til start var også to gode venner og min far, så det sociale aspekt var absolut også til stede.

Inden start var der en masse musik, opvarmning mm. på Rådhuspladsen, hvilket var fint og hyggeligt, men det var desværre en smule koldt/råt, dvs. at juni-måned ikke viste sig fra sin bedste side. Dagen inden havde jeg taget en rolig 6 km., men jeg havde ikke specifikt nedtrappet til løbet. Derfor havde jeg ikke de store forventninger til tiden, da ruten både er mørk og rimelig kuperet (Valby Bakke skal forceres på alle leder og kanter). Ikke desto mindre gik det rigtig godt (habilt udgangstempo + god rytme), og benene var slet ikke til at styre, da jeg satte en lang slutspurt ind med 2-3 km. igen. Resultatet blev en sluttid på 48.28, hvilket var en ny PR med ca. 1,5 minuts forbedring. Det er naturligvis svært at få hænderne ned – særligt når man tænker på rutens højdeprofil, og at det væltede ned med regn på den sidste halvdel af ruten.

Hold k*** hvor blev vi våde, og der blev brugt megen energi på at springe imellem de mange vandpytter, men til sidst var det ligemeget – mine sko sejlede med regnvand. Vejret må siges at have modarbejdet arrangørerne, da de færreste blev hængende i målområdet på trods underholdning, musik, salg af fadøl osv. Personligt nåede jeg at blive rigtig, rigtig kold i målområdet – ja det startede faktisk allerede ude på selve ruten. Det satte mit knæ ikke pris på, men helt galt gik det heldigvis ikke. Og den massive regnmængde kunne som sagt heller ikke få mig til at tage armene ned efter løbet, da jeg slet ikke havde kalkuleret med en så massiv forbedring af PR, selvom jeg godt havde på fornemmelsen, at en mindre fremgang trods alt var mulig.

Søndag valgte jeg at skippe en rolig restitutionstur – både hoved og krop var lidt kvæstet. Førstnævnte kropsdels tilstand skyldtes sandsynligvis kombinationen af 5 venner, et meget langt Matador-spil, en flaske Jack D og nogle kolde øl aftenen før. Den ekstra hviledag gjorde, at jeg var rimelig frisk, da jeg i går atter deltog i Christianshavnermilen sammen med en ven. Vi fulgtes de første 4-5 km. med et fornuftigt snit på lige over 5.00 pr. km., men jeg skruede lidt op for tempoet til sidst. Sluttiden var min hidtil langsommeste til Christianshavnermilen, men det var en god omgang tempotræning, hvor hverken lunger, ben eller knæ brokkede sig undervejs. Solen tittede også frem, og det var svært at være utilfreds med livet.

I øvrigt har jeg nu også fået oprettet mig en Endomondo-profil (selvom jeg ikke altid lige får slået den til før start), og her er et link til stats fra Christianshavnermilen: http://www.endomondo.com/workouts/vK4mtSinDXM

Resten af ugen står på 2 rolige (formentlig – skal løbe den ene tur sammen med venner/bekendte i morgen, og det kan jo godt medføre lidt konkurrence) ture på 7-9 km og et enkelt træningspas, hvor jeg gerne ville runde de 14-15 km. Pt. sigter jeg efter Ørestadsløbet den 23. juni, hvor man kan vælge imellem 10 km. eller halvmarathon. Ruten er nogenlunde flad, så det bliver enten til et PR-forsøg på 10 km. eller et halvmarathon, hvor jeg meget gerne skulle kunne komme fornuftigt  igennem (tidsmæssigt sub2) uden at mærke noget til de mange skavanker, der tidligere har meldt sig, når jeg har været ude på denne distance.

Billeder

#1

Arne Olsens billede

Er Frederiksberg Midnatsløb en 10 kilometer-rute?

#2

Lars Friis Farsøes billede

Man kunne vælge imellem 5/10 km. til Frb. Midnatsløb :)

Om bloggen

Lars Friis Farsøes billede
Kække beretninger fra en ung og relativ ny løber, der kæmper for formfremgang, nye personlige rekorder og et marathon på under 4 timer med et dårligt knæ og en forkærlighed for fest som de værste modstandere.

Andre bloggere

5 blogeksempler

Log ind

To prevent automated spam submissions leave this field empty.

Nyt medlem

Velkommen til medlem nr. 15015:

Michael Jakobsens billede
Loebet jaevnligt de sidste 30 aar elsker det.

Nyhedsbreve




Løber
Løbsarrangør

Bliv medlem af løberne.dk

Læs mere om Under Amour HOVR Machina