- 18-02-2011
- Henrik Lund Jensen
- Nyheder om løb
Når den 12. udgave af det klassiske H. C. Andersen Marathon skydes i gang søndag den 18. september er afviklingen af de danske mesterskaber tilbage i Odense. - Vi er meget glade for, at mesterskaberne afgøres i vores løb, siger løbsdirektør Torben Simonsen. - Siden premieren i 2000 har vi haft DM i alle aldersgrupper i alt 8 gange. Kun i 2006, 2008 og 2010 har der ikke været DM i Odense, og det er atletikforbundets intention, at mesterskaberne lægges om efteråret i de kommende år. Her er vi oplagte arrangører, da vi kan tilbyde en helt lukket rute med professionel service, der sætter den enkelte løber i centrum, siger Torben Simonsen.
Nordens bedste rute og ny hovedsponsor
Løbsdirektøren fremhæver også, at H.C. Andersen Marathon nu er tilbage med prædikatet som Nordens hurtigste rute. - Denne titel har vi haft på skift med Stockholm Marathon, men vi er nu igen fremme i førerfeltet og har én af de hurtigste ruter i Nordeuropa. Det skyldes det fantastiske løb i 2010, hvor Kenya-løberen Raymond Kandie fik noteret 2.10,43. Det var en berusende oplevelse at overvære, og vi er ret stolte over dette resultat, siger Torben Simonsen, der også her i 2011 kan notere ny og positiv interesse for løbet:
- Vi har ved årsskiftet indgået en sponsorkontrakt med Sparekassen Faaborg, der nu er hovedsponsor i H.C. Andersen Marathon, som ud over det klassiske sensommerløb står for en række andre løb på Fyn. Vi arrangerer Fynske Medier´s Etape-Marathon over fem runder i 2010-2011, vi inviterer til I Form Kvindeløbet i maj måned, Nytårsløbet den 31. december og Havfruestafetten i juni måned.
H.C. Andersen Marathon afvikles traditionen tro på den næstsidste søndag i september. Arrangementet omfatter den klassiske maratondistance på 42,195 km, 1/2 maraton på 21,097 km for både mænd og kvinder i opdelte felter og Minimarathon over 4,2 km.
I løbets 11. udgave i 2010 havde H.C. Andersen Marathon i alt 3.681 tilmeldte deltagere fordelt på de fire løb: Maraton: 1.600, ½ maraton kvinder: 958, ½ maraton mænd: 742 og Minimarathon: 381.
Yderligere informationer:
H.C. Andersen Marathon
Løbsdirektør Torben Simonsen
Gråbrødre Plads 3
5000 Odense C.
30592444/21757592
www.hcamarathon.dk
E-mail: ts@hcamarathon.dk
Henrik Lund Jensen
Pressemedarbejder
66173564/20292815
E-mail: hlund@dsa-net.dk