- 30-01-2010
- Henrik Lund Jensen
- Nyheder om løb
Pressemeddelelse
Århus 1900 enearrangør af Kvindeløbet i Århus
Vestdanmarks største kvindeløb er på vej mod en bemærkelsesværdig deltagerrekord. Når løbet den 1. juni 2010 afvikles for 29. gang, forventer arrangørerne fra Århus 1900 Atletik/Motion at nå over det magiske tal 10.000. Fra år til år er deltagertallet svulmet op, hvilket i fjor fik 1900 til at flytte de fysiske rammer fra Tangkrogen til Mindeparken. Under indtryk af den fortsat stigende interesse for motionsløb er 1900 p.t. inde i forskellige overvejelser om den tekniske afvikling, der stiller voksende krav til det organisatoriske med en stab af frivillige på ca. 300, som er med til at generere en fornuftig økonomi. Kvindeløbet har siden 2002 været afviklet i samarbejde med Alt for damerne, hvis medspil primært har været af markedsføringsmæssig karakter. Bladet har i år afbrudt samarbejdet. Alt for damerne har så vidt 1900 ved, rettet henvendelse til en sportstøjgrossist, andre motionsklubber, samt en nystiftet løbeklub, der måske kan sikre momsfritagelse og gratis arealer fra Århus Kommune, selv om man er ude i et kommercielt ærinde. 1900 er ifølge klubbens formand Leif-Henning Jensen, vidende om, at flere klubber har sagt nej til at samarbejde med Alt for damerne om et nyt motionsløb. Samtidig har Dansk Atletik Forbund frarådet klubberne at indlade sig på arrangementer af denne art. For Alt for damerne er ikke eneste erhvervsvirksomhed, der er begyndt at operere på markedet, hvilket Leif-Henning Jensen betegner som både problematisk og usympatisk, fordi det påfører foreningslivet et konkurrencemoment, som man gerne er foruden. Han fremhæver i denne sammenhæng, at 1900’s kvindeløb er med til at finansiere foreningens sportslige og sociale aktiviteter, der blandt andet skaber grundlag for et stort ungdomsarbejde, som i fjor udmøntede sig i en række danske mesterskaber. At Alt for damerne i år ikke indgår blandt kvindeløbets sponsorer, vil give andre virksomheder øgede muligheder for at profilere sig som sponsorer, tilføjer Annette Thygesen, der er formand for klubbens kvindeløbsudvalg, og føler sig ret overbevist om, at det afbrudte samarbejde vil give bladet større problemer end 1900, som er fortrolig med rollen som enearrangør.
Yderligere oplysninger: Leif-Henning Jensen 20262247 eller Annette Thygesen 40844933