Den legendariske drømmemil fylder 60

Roger Bannisters rekordløb for 60 år siden var et sammentræf af kølig kalkulation, tilfældigheder og gode aftaler. Englænderen var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

af Henrik Lund Jensen

Torsdag den 6. maj 1954 er en ganske almindelig dag i London. Men ikke for den 25-årige, nyuddannede læge og løber, Roger Bannister. Efter at have taget en skemalagt turnus-vagt på St Mary´s-hospitalet indtil klokken 11, går han ned på laboratoriet og finder en elektrisk slibesten. Han gør piggene på sine løbesko skarpe, og de får gnedet en lille smule grafit på, så de ikke suger alt for meget cinders på sig, når han senere på dagen skal deltage i et vigtigt løb. I en match mellem det engelske atletikforbunds hold (AAA) og Oxfords universitetshold er disciplinen en engelsk mile sat på programmet til klokken 18. Desværre er vejrudsigten er dårlig. Der er lovet stormende kuling, og dagen forinden er Bannister faldet på en glatpoleret gulv og har slået hoften. Han har sovet dårligt på det seneste og har i drømme set sig selv på startstregen igen og igen. De fire baneomgange kører som en indre film. Han er nervøs. Bannister går over til banegården i Paddington og tager toget nordpå til Oxford. Byen, hvor han har taget størsteparten af sin medicinske uddannelse siden 1946, og hvor han som en del af livet som ung studerende blev fascineret af løb: "Løb gennem mudder og regn er aldrig kedeligt. Som andre løbere finder jeg - som vinder eller taber - dyb tilfredsstillelse, som jeg ikke kan forklare. Uanset hvor anstrengende vores arbejde forekommer, bringer sport mere fornøjelse end lettere afslapning. Det giver glæde, frihed og udfordring, som man ikke kan finde andre steder", skriver Bannister i erindringsbogen "The four-minute mile".  

Drømmen

Den engelske mil er 1609 meter og 3,44 centimeter. På de fleste moderne atletikbaner er det lig med lidt mere end fire baneomgange. Drømmen om at komme under de fire minutter på denne klassiske distance begyndte at tage form midt i 30´erne, hvor først amerikaneren Glenn V. Cunningham (4.06,8 i 1934) og briten Sydney Charles Wooderson (4.06,4 i 1937) nærmede sig den magiske tid. Bannister var en stor fan af netop Wooderson, der også havde verdensrekorden på 800 meter og 880 yards og som blev europamester på 1.500 meter i 1938 - og på 5.000 meter i 1946: "Jeg havde skoledrengens drøm om at blive løber. Og sammen med min far overværede jeg det første internationale atletikstævne efter krigen på White City Stadium i London. Wooderson skulle løbe mod svenske Arne Andersson, der havde sat tre verdensrekorder på milen i 1942, 1943 og 1944 i Sverige. Der var 50.000 tilskuere, og vi måtte kravle over et hegn for at komme ind, så mange mennesker var der. Selvom svenskeren vandt løbet, blev Wooderson min helt".

Svenskerne ude af kapløbet

Mens resten af verden havde sit at tænke på fra 1939 til 1945, kunne løbere og andre sportsfolk i det neutrale Sverige træne og konkurrere stort set ubegrænset. Og det benyttede bondedrengen Gunder Hägg fra Jämtland og hans argeste modstander, folkeskolelæreren Arne Andersson fra Vänersborg sig af. Hägg var den suværent bedste mellem- og langdistanceløber i perioden og satte 15 individuelle verdensrekorder i perioden 1941-1944 på syv forskellige distancer. Arne Andersson satte tre verdensrekorder i samme periode, og på milen afløste de to hinanden hele fem gange efter en række drabelige opgør, der kunne fylde tribunerne i både Stockholm, Göteborg og Malmö. I sidstnævnte by satte Gunder Hägg på Idrottsplatsen den 17. juli 1945 rekord med 4.01,4. Der mangler nu ti meter. Verden kan godt begynde at drømme om en tid under de fire minutter, for begge svenskere har alderen, rutinen og kapaciteten til at bringe tiden ned på de magiske cifre. Og så sprænger bomben på den anden side af Øresund! Den 28-årige Gunder Hägg og hans et år ældre kombattant bliver af det svenske atletikforbund i marts 1946 idømt karantæne på livstid. De to havde sammen med en række andre aktive fået gode diæter og rejsepenge i det svenske atletikcirkus under krigen. Hägg angiveligt omkring 150.000 svenske kroner. De to verdensstjerner kommer aldrig til at løbe konkurrencer mere. Væk er drømmen om en mile under fire minutter og medaljer ved de store mesterskaber i 1946 og 1948.

Verdens bedste løbekammerater

Roger Bannister har været i godt selskab hele vinteren i London. Forude venter hans sidste sæson som topløber. Udfordringerne er store: Empire Games i Vancouver og EM i Bern. Og så er der jo lige den mulige drømmemil. Bannister er udfordret af den et år yngre australier John Landy, der profiterer af sommeren på den sydlige halvkugle og løber 4.02 på en græsbane i december. I seks løb frem til april løber han under 4.03. Landy planlægger en sæson i Europa, hvor Finland lokker med de gode baner og det perfekte sommer-klima til rekordforsøg. Instinktivt fornemmer Bannister, at tiden er inde til et tidligt forsøg i maj måned. Han har løbet 4.01,8 i juni 1953, verdens tredjebedste tid efter de to svenskere. Også den amerikanske bondesøn Wes Santee er begyndt at røre på sig med 4.02: "Den store forandring var nu, at jeg ikke trænede alene. Måske var jeg blevet lidt mere moden og også mere social", fortæller Bannister, der karrieren igennem ikke kunne forliges med at have en træner. Bannister var i det hele taget kendetegnet ved en stor personlig og sportslig integritet: "Forbedringer i løb er afhængigt af kontinuerlig selvdisciplin hos udøveren selv, en præcis observation af han reaktion over for konkurrencer og træning - og først og fremmest en sans for at vurdere rigtigt. Det skal han selv lære, ingen træner er med på løbebanen. Hvis man er sin egen træner, har man kun sig selv at bebrejde, hvis det bliver til nederlag".  

Sammen med 24-årige Chris Chataway og den et år ældre Chris Brasher og andre løbere danner han en træningsgruppe, som mødes i frokostpausen på en løbebane i Paddington.  De kalder sig "the Paddington lunch club". "Jeg følte mig yderst glad for de venskaber, jeg fik skabt der, og vi deltes om det hårde arbejde at løbe 1/4 miles og sprint". De løber 10 gange 400 meter intervaller over hele vinteren: Forbedrer tiderne uge efter uge. Men pludselig er det slut. De kan ikke presse sig mere. Tager nogle dage til Skotland for at slappe af og finde den rigtige mentale og fysiske form. Det lykkes.

Selskabet er sportsligt set perfekt. Chataway har været i den olympiske finale i 1952, hvor han falder i opløbet i en spurt, der bliver vundet af den legendariske tjekke Emil Zatopek. Senere i 1954 sætter han verdensrekord på 3 miles i London og året efter snupper han 5.000 meter-rekorden, også i London. Sammen med Bannister er han medindehaver af verdensrekorden på 4 x 1 mile, som kvartetten satte i august 1953. Også Chris Brasher er en formidabel løber, der to år senere vinder det olympiske guld i forhindringsløb. Bannister vil udnytte de to udholdende kammeraters evne til at holde tempo undervejs i et rekordforsøg over fire baneomgange. De er perfekte "stayere" og "pacesetters".

Flaget

Bannister ønsker at tage toget alene til Oxford og er af sted fra London i god tid. Til sin store overraskelse møder han den 41-årige Franz Stampfl i kupéen. Den kendte træner af østrigsk-russisk oprindelse havde mirakuløst overlevet et skibsforlis på Atlanten efter et tysk torpedoangreb og boede nu i London, hvor han var træner for Chris Brasher. De to får en lang snak på togturen mod universitetsbyen. "Med en god motivation kan du simpelt hen have viljen til at tage rekorden. Vinden kan finde på at lægge sig", siger Stampfl, inden de går over mod Iffley Road Track. En nervøs Bannister venter og venter på at vinden skal tage af. "Lad os vente med at tage beslutningen til klokken 17", siger han til Chataway. En regnbyge fejer hen over stadion. Under opvarmningen kigger de op på flaget. Pludselig begynder det at tøve, blafrer ikke så meget mere.

Dansker i kulissen

Ikke kun svenskere, australiere og amerikanere var med i kapløbet om drømmemilen. I København trænede en langbenet, rødhåret hurtigløber, den typografuddannede Gunner Nielsen. KIF´eren havde overrasket alt og alle fra 1949, og ved OL i Helsingfors, hvor Bannister blev meget skuffet over sin 4. plads på 1.500 meter, var danskeren i finalen på 800 meter. Her fik han på 4. pladsen samme tid som tyskeren Ulzheimer, og Gunner var blevet et internationalt navn. Den blændende spurt var hans varemærke, og han var en frygtet modstander overalt, hvor han stillede op. Hans 800 meter tider var væsentlig hurtigere end Bannisters, og på 1.500 meteren skulle de snart mødes i en spændende finale.

Tiden: 3 minutter.......

Det er en særlig, følelsesmæssig oplevelse at se de sort-hvide, ikoniske optagelser fra løbet i Oxford, som er tilgængelig i flere udgaver på YouTube. Som at smugkigge ind i løbehistorien. Banen er i perfekt stand. Bannister har som formand for Oxfords universitetsklub tilbage i 1948 været talsmand for at konstruere et moderne anlæg med en rundbane med internationale mål. Her skal han nu løbe sit livs løb. Det engelske St George's Cross-flaget har stået ud fra flagstangen på den nærliggende kirke i mange timer. Pludselig tager vinde af. Tidspunktet er kommet.Startskuddet lyder. En tyvstart! Og så kommer de af sted: "Mine synes ikke at møde modstand, det er som om de bliver bevæget af en ukendt kraft. Det føles, som om vi løber for langsomt. Men Brasher holder det aftalt tempo på 57,5 på den første runde". Ud på tribunerne og ved græskanterne står 3.000 tilskuere på nåle. De ved godt, at noget spændende og historisk er under opsejling. BBC rapporterer direkte i radioen. Anden runde går på 60,7 sekunder, stadig i rekordtempo. Brasher overhales af Chataway, der nu er den perfekte hare for Bannister. Klokken ringer, tiden er et halvt sekund over de 3 minutter. Og nu kommer smerten for alvor i benene, og snart i hele kroppen. Det ultimative løb er en kamp mod iltgæld og mælkesyre. Den 1,87 meter høje løber i hvidt påbegynder spurten: "Der var et øjeblik af blanding mellem glæde og smerte, og så tog min sjæl over. Den løb hurtigere end min krop og drev mig fremad. Der var ikke smerte, kun en forening af bevægelse og bestræbelse. Jeg følte, at mit livs øjeblik var kommet".

Bannister sprænger uldsnoren, nærmest vælter over målstregen og bliver grebet af officials og holdkammerater. Tilskuerne strømmer ind på banen. De tre officielle stopure viser alle sammen tid. Da speakeren nogel minutter senere annoncerer rekorden, drukner sekunder og decimaler i larmen fra publikum. Han når blot at sige: "3 minutter.....". Der er skrevet historie.  Det franske sportsblad L´Equipe daterer rekorden den 6. maj 2694. Så uvirkelig er Bannisters præstation, som snart skulle blive legendarisk.

Mødet med Landy

Roger Bannisters rekord holder i blot 45 dage. Så slår John Landy til i finske Turku med 3.58,0. Og siden fulgte en lind strøm af løbere. Andre briter som Ibbotson, Coe, Ovett og Cram. Franskmanden Jazy. Australieren Herb Elliott. Amerikaneren Jim Ryun. Tanzanias Filbert Bayi. New Zealands John Walker. Algeriets Morceli. Og sidst Marokkos Hicham El Guerrouj med 3.43,13 i 1999. En håndfuld danskere har løbet under de fire minutter, og hundredvis har gjort det i denne globale kappestrid om herredømmet på de fire omgange. Moderne træningsmetoder, kunststofbaner og lette sko har gjort det muligt for de bedste at løbe 4 sekunder hurtigere per omgang end på den kølige torsdag i Oxford for 60 år siden.

Bannister møder Landy ved Empire Games den 7. august i Vancouver. Løbet bliver kaldt "The Miracle Mile", overværes af 50.000 tilskuere og transmitteres i radio og tv. Landy forsøger at tage pusten fra Bannister ved at lægge et hårdt tempo. Det lykkes ikke, og englænderen er først over stregen i personlig rekord.  

Bannisters sidste løb var mod en dansker

Nu var karrieren ved at slutte for den første mand under fire minutter. Der var blot et opgør tilbage, og det var ved at gå helt galt. Bannister kunne ikke lide de fysiske og tætte felter, hvor der blev brugt albuer og ind imellem ufine tricks Ved EM i Bern er det tæt på at ende i en fiasko det indledende heat. Hans bedste pigsko går i stykker under opvarmningen, reserveskoene passer ham ikke, og på banen får han problemer hele vejen rundt. Det bliver dog til en 3. plads i en beskeden tid, nok til at stå klar på stregen den 29. august til sin karrieres sidste løb. "Danske Gunner Nielsen var klart den bedste fighter i feltet", skriver Bannister, "han er mere end to sekunder hurtigere end mig på 800 meter og er vant til den kontinentale, puffende stil i denne type løb".

30.000 tilskuere er på lægterne. Det bliver et af disse specielle finaleløb, hvor alle stjernerne lurepasser. Bannister må springe over en falden modstander og ligger snart sidst. Det går meget langsomt, fire sekunder fra verdensrekordtempo halvvejs i løbet, og alle vogter på hinanden. Bannister har planlagt en spurt over 200 meter, ellers vil Gunner Nielsen fange ham til sidst. Det lykkes for englænderen at holde farten til stregen og han vinder med 6/10 sekund foran Nielsen, der satte spurten ind lidt for sent og også var hæmmet af en flænge i benet. Ingen undskyldninger fra den altid fair KIF´er, der året efter bliver verdensrekordindehaver på 1.500 meter og den indendørs mile.

Karrieren er slut. Bannister var ikke bare den første under fire minutter. Han kunne også vise tænder, når de store mesterskabsløb skulle afgøres. Han var en helt unik løber.

Fakta:

Sir Roger Bannister

Født: 29. marts 1929

Guld ved Empire Games 1954 på 1.500 meter

Guld ved EM 1954 på 1.500 meter

Bronze ved EM 1950 på 800 meter

Verdensrekord på 1 engelsk mile: 3.59,4 den 6. maj 1954

Verdensrekord i 4 x 1 mile i 16.41,0 den 1. august 1953