- 08-01-2014
- Tor Rønnow
- Tors klumme
Godt nytår, kære læser, og velkommen til det nye løbeår 2014. Hvad enten du er ny i løbets verden eller en garvet rotte, så har du måske allerede nogle målsætninger med den forestående sæson ? Måske er du en af de mange, som f.eks. har et af forårets store halv- eller helmaratonløb som dét mål, der glimter og lokker her i den ellers mørke og triste januarhorisont ? Som bekendt nåes et mål ofte bedst ved at definere nogle delmål på vejen dertil, og netop dette er genstanden for nærværende klumme. Så hvis du f.eks. sigter efter NYKREDIT Copenhagen Marathon, Hamborg Marathon, eller måske Lillebælt Halvmarathon, så hæng på, måske du kan bruge et par fif.
Ja, vil du sikre en god maratonoplevelse i april eller maj måned, så er det fra nu af, at der skal arbejdes ! Den ugentlige træning skal passes, og det er ofte en idé at have lidt fokus på emner såsom kost, søvn og generelt stressniveau. Konkret at plotte løbemæssige delmål ind i sin kalender, dét er en rigtigt god idé ! Hvorfor ikke starte hårdt ud med en tur til Kalundborg nu på søndag, der afholdes det klassiske halv- og helmaraton Kalundborg Vintermarathon på den smukke rute på Røsnæs. Skynd dig, for der er tilmeldesfrist senest d. 9 januar.
Kalundborg Vintermarathon
Et andet vinterløb, der på få år endog er blevet Danmarks trediestørste maraton, det er det begivenhedsfulde Dr. Nielsens Vinterhyggemarathon i Vejle, men dette løb er vist tæt på udsolgt, så der vil være bedre chancer henne i marts måned, hvor det flot arrangerede Sydkystmarathon afholdes i Greve, ved dette løb kan der også dystes på en række af de kortere distancer.
Sydkystmarathon
Kan du ikke vente til marts, så vil jeg anbefale en tur til Holstebro Bymarathon (der er også halv) den tredie søndag i februar, eller tage det første af Spartas testløb op imod Copenhagen, det første Nike Marathontest 1 afholdes søndag d. 2 feb. på Østerbro.
Du kan selvfølgelig også bare løbe dine egne træningsture dér, hvor du nu gør. Men. Der skér altså noget med os løbere, når vi får et nummer på maven ! Ikke ?
Vi ses derude et sted, venlig hilsen Tor Rønnow