- 19-02-2014
- Tor Rønnow
- Tors klumme
Kender du det der med at være bange for ikke at nå sin flyver i lufthavnen ? Den lettere irritation ved bagage-indchecket, den klamme koldsved i køen ved Security, toilet-besøget der springes over og stemmen, der begynder at snerre også efter man faktisk har indset, at man alligevel ikke misser flyveren. Kort sagt, kender du frygten for ikke at "være med", at de andre får deres men du (måske af egen dumhed) ikke får dit ?
Det er sjovere at være med !
Lidt sådan kan man også have det med hensyn til sine maratonløb, lige at være lidt for sent på den. Det er skisme ikke rart ! Tænk lidt på dét, og tænk så på, om du skal med til NYKREDIT Copenhagen Marathon ? Dét skal du da ! Og det er altså NU, du skal bevæge dig til "gaten", det er sidste udkald: træning, mere træning, søvn, kost. Det er NU, og de næste 12 uger frem, at kilometrerne skal tilbagelægges, intervallerne klares og visualiseringerne omkring landets største maratonløb skal foretages. Starten på Islands Brygge, menneskemængderne ved Trianglen og Østerbrogade, de skrappe bakker ved Fisketorvet og den berømte kulisse i Nyhavn og på Langelinie, det er nu, du skal tage stilling: ja, jeg skal med ! Hvorfor ikke bare melde sig til med det samme ?
Nyhavn - NYKREDIT Copenhagen Marathon
Den vigtigste forberedelse er og bliver træningen, jeg ved det kun selv alt for godt efter halvandet år med en fodskade: det ER bare ikke den samme oplevelse at løbe maraton, når man ikke er i form til det. Og 12 uger, det er lige præcis sidste udkald, hvis du vel at mærke allerede er igang som løber (ellers er det for sent, men så kan du se frem mod efterårets og Odense, H.C. Andersen Marathon). Der er flere måder at tilsikre, at de fornødne kilometre kommer ind på kontoen, bor du i København og omegn, så kan den gratis fællestræning med Sparta anbefales, og i alle tilfælde er det en god idé at få deltaget i et par 10 km eller halvmaratonløb de næste par måneder. Det vender jeg tilbage til i næste klumme, hvor jeg også vil se lidt frem efter tiden efter NCM, for det er jo sådan, at når maratonmyggen først har bidt, så er man smittet. For alvor.
Din to-do liste idag indeholder to punkter, A) en tilmelding, B) en træningstur. Sådan, og god fornøjelse !
Vi ses i København - uden koldsved.
vh. Tor Rønnow