Udbrændt

Hvert andet år dyrker jeg triathlon, som rendyrket amatør. I år skal jeg deltage i et stævne, selvom jeg egentlig ikke gider det. Problemet er, at man skal langtidsplanlægge sin trisæson og det er ikke lige mig, desværre. Til stævnet, jeg havde tilmeldt mig, opfattede jeg, at man skulle lave en ironmandistance om dagen. Det virkede nemt nok, men fandt senere ud af, til dette stævne skulle man lave det hele i én køre. Dvs. svømme 11,4 km. derefter cykle 540 km. for at slutte af med at løbe 126 km. De sidste 2 discipliner og distancen er bestemt ikke den store udfordring, hvis man tager det stille og rolig. Svømningen volder mig store problemer. Jeg har det svært med vejrtrækningen, når jeg svømmer crawl og svømmer med alt for stor en kadance (dårlig teknik). Det er til at leve med, derimod har jeg det svært, når jeg bliver overhalet af kvinder og mænd som svømmer brystsvømning. Det er nedslående at blive overhalet af næsten alle i bassinet. Hvis jeg ikke drukner undervejs, skal det nok blive et okay stævne. ( Lensahn, tripel-ironman)

Jeg glæder mig til at få dette stævne overstået. Siden 2012 har jeg deltaget i 30 ultraløb plus alt det løse. Ikke et eneste har jeg droppet, men gennemført det uanset min form og motivation så godt som det nu kunne lade sig gøre.

Hvorfor løber jeg eller deltager i ret beset håbløse stævner? Det er ikke for konkurrencens skyld, heller ikke decideret for at sætte en PR. Jeg tror, at det er for at lære mig selv bedre at kende? Det har indtil videre været en lang manisk rejse, båret på en tro at jeg skal udfolde mit potentiale. Måske handler det bare om at få tiden til at gå...... Fra august md. skal løb være mere lystbetonet, det er mit mål! og ikke bare et endnu et hak i bæltet, bare fordi jeg fejlagtig tror, at jeg kan løbe langt og der skulle ligge en dybere indsigt i denne proces.

Mvh. Sukil