Fik løbet den hjem.....

Min tripel ironman i Lensahn blev gennemført uden det store drama. Der var ikke tale om en kamp mellem liv eller død. Der var ikke tale om at presse kroppen eller sindet helt i bund. Jeg var ikke decideret glad da jeg passerede målstregen. Hvorfor dog ikke? Det hænger nok sammen med at jeg ikke fik presset mig selv nok til at få en stor oplevelse eller oplevede ikke en følelse af storhed eller glæde (manglende produktion af endofiner) ved dette stævne. Jeg blev dog klogere og ved nu at jeg aldrig kan presse mig selv, hvor der er en chance for et kollaps, da jeg rent overlevelsesmæssigt aldrig vil slippe kontrol med styring af mit løb og være afhængige af andres hjælp. En anden ting jeg opdagede var at konkurrencegenet ikke kunne aktiveres for alvor kun sporadisk. Jeg fik løbet de sidste 126 km. på en kontrolleret måde uden at presse mig selv ud over det sædvanlige. Hvor står jeg nu?

Ultratri minder om ultraløb, umiddelbart er det lettere for mig at lave ultratri end løb, så dette spor vil jeg fortsætte med også i den nærmeste fremtid. Næste step må være en quintuple i Mexico eller en deca ultra i Schweitz måske allerede til næste år?

Løbemæssigt er det ikke prangende men formen er blevet bedre efter stævnet i Tyskland, mener jeg. Derfor vil jeg holde formen ved lige og ikke mindst holde vægten nede ved at træne frem mod et 24 timers løb den 3. september. Der er en måned til dette stævne og løbet vil først og fremmest mest være en slags lang træningspas for at udmatte kroppen og sindet.