Powerade København Halvmarathon 12. september 2010

Anette Lund Madsens billede

Powerade København Halvmaraton arrangeres af Sparta i samarbejde med iForm og Aktiv Træning og med Powerade som hovedsponsor. Løbet er Københavns nye store halvmaraton, som løbes på en rute i den indre by. Sparta har store ambitioner om at gøre løbet til Danmarks største halvmaraton med 15.000 løbere. Det blev det ikke helt til i denne omgang. Cirka 5500 var tilmeldt – cirka 4500 gennemførte.

Før løbet 

Man tilmelder sig via Spartas hjemmeside på www.sparta.dk, og prisen er 280 kr. + et ekspeditionsgebyr på 10 kr. Sparta er meget grundig med at give informationer om deres løb. På deres hjemmeside er der et hav af oplysninger. De udsender pressemeddelelser og i ugen op til løbet, får man både tilsendt startkort med oplysninger og et par dage efter en mail med de sidste informationer. På hjemmesiden kan man også få informationerne på engelsk.

Startkortet skal man medbringe og ombytte til startnummer og chip, som man får i Sparta Hallen på Gunnar Nu Hansens Plads 11 på Østerbro i København, hvor der er åbent fra:

Fredag den 10. september kl. 14:00 - 20:00
Lørdag den 11. september kl. 10:00 - 18:00
Søndag den 12. september kl. 8:00 - 10.30

Der var masser af udstillere, og lørdag kl. 14 var der foredrag på iFORMs stand med ernæringsvejleder og løbetræner Martin Kreutzer, som foralte om, hvordan man får den bedste løbeoplevelse og kommer i mål på sin drømmetid. Man kan også møde Spartas fartholdere dér.

www.sparta.dk/sms kunne man tilmelde sig gratis SMS service og få sin sluttid på SMS. Det virkede fint – allerede da jeg var på vej hjem i toget (½time efter at jeg var færdig med at løbe) var min tid kommet på SMS. Søndag var der desuden live resultatformidling på www.sparta.dk/resultater, og havde man medbragt sin mobiltelefon under løbet kunne ens familie/venner følge tiderne på Endomondo.

Sparta opfordrer til, at man lader bilen stå, da der er begrænset antal parkeringspladser i området, og det var der også mange, der havde gjort.

Ved start- og målområdet var der indrettet en stævneplads, hvor der var mulighed for omklædning. Der var to uoverdækkede telte til henholdsvis mænd og damer. Heldigvis for arrangørerne og os holdt det (næsten) tørvejr. Det kan godt undre mig, at man ikke tilbød omklædning på Østerbro Stadion. Jeg mener heller ikke have set tilbud om, at man kunne bade der. (?)

Der var også mulighed for at få bagagen opbevaret – i det fri, men tildækket og med opsyn.

Der var kun 40 toiletter til omkring 4500 løbere, men da stævnepladsen lå ved Fælledparken, var der ikke nævneværdig kødannelse ved toiletterne – nok fordi mange valgte at bruge buskadset!

Der var gratis kaffe til alle – både løbere og tilskuere.

4
Under løbet 

Løbet foregik i den indre by, var DAF opmålt og på nær et par få stigninger, var det en flad rute på asfalt. Der var musik to steder. Masser af officials ude og også hjemmeværnsfolk til at holde styr på trafikken de steder, hvor det ikke var muligt at have bilfri gader. Det fungerede upåklageligt. Der var cyklende samaritter med rundt.

Der var væskedepoter ved 5 km, 8,9 km, 12,4 km og 16,2 km, hvor man kunne få vand og poverade. Ved 12,4 km var der også appelsin og banan. Det havde været dejligt, hvis der også havde været frugt ved det sidste depot, som godt kunne have ligget et par km nærmere mål. At sidste depot lå ved 16,2 i stedet for f.eks. ved 18 skyldes nok, at det var samme depot som ved 5 km. Tallene varierer lidt alt efter, hvor man har læst dem.

Der var fartholdere med 5 minutters mellemrum mellem forventede ankomsttider, og hvor skal de have ros, for det er meget præcist, de kommer i mål.

Sparta har lanceret Powerade Halvmarathon som et nyt løb. Jeg mener dog, at det har eksisteret før, men er ikke sikker. (?) Eller er det fordi, det er en ny rute, at det lanceres som et nyt løb? Jeg vil nu ikke kalde ruten for ny. Det er snarere en genbrugsrute. Der er rigtig meget, der går igen fra henholdsvis København Marathon og EB Cityløb.

4
Efter løbet 

Straks man kom i mål stod der søde piger og hængte medaljer om halsen på én. Så var der vand og müslibar, inden man afleverede chippen og blev ledt ud fra målområdet og tilbage på stævnepladsen, hvor man kunne få vand og powerade, kaffe, kanelgifler, æbler.

Der var 6 massagebrikse, hvor man kunne få gratis massage, og det var efterspurgt.

Der var pengepræmier til de tre hurtigste. Således belønnedes en førsteplads med € 600, mens anden- og tredjepladsen fik henholdsvis € 300 og € 150.

4
Løbets helhed 

Min samvittighed byder mig at give løbet 4 løbesko. Der var styr på alt. God information før løbet. Alt klappede under og efter løbet. Intet var overladt til tilfældighederne, men Sparta er naturligvis også vant til at arrangere løb. Måske burde jeg endda have givet løbet 5 løbesko.

Det sjove/triste er, at jeg faktisk kun har lyst til at give løbet 3 løbesko.
Sparta, vi trænger til nogle nye ruter! Vi er trætte af at løbe rundt i de samme gader til alle jeres løb. Det er dejligt, at I laver nye løb, men lav nogle nye ruter også.

Men et meget velorganiseret løb!

4

#1

Anonyms billede

1: Det er nu ikke særlig mange løb, der tilbyder omklædning.
Østerbro Stadion og Idrætshuset ejes af Kbh. Kommune, så det man skal undres over er mere, at de netop denne søndag holder de fleste omklædningsrum aflåste. De er ellers ALTID åbne om søndagen.

2: Det ER altså begrænset hvor forskellige ruter man kan lave når den skal starte og slutte i eller ved Idrætshuset! Specielt når løbet er så langt som i dag kan man ikke undgå at løbe i de samme gader som f.eks. Kbh. Marathon. Så stor er Kbh. altså ikke. F.eks. er området nordpå (ud mod Hellerup) ikke særlig spændende og (i hvert fald i mine øjne) dårligere.

#2

Anonyms billede

Super flot og helt klart fem sko fra mig. Max stort tillykke til Sparta

#3

Anonyms billede

En stor fornøjelse at deltage i løbet, klar forbedring i forhold til Copenhagen Marathon. Også fem sko fra mig. Super opløbsstrækning og trafikregulering. Potentiale til at løbet kan få større deltagerantal, især med den nuværende løbstermin 14 dage før Berlin-marathon.

#4

Anette Lund Madsens billede

Jeg synes nu, der er rigtig mange af de større løb (læs ½ og hel marathon) der har mulighed for omklædning og bad. jeg vidste egentlig ikke (men burde kunne tænke det..) at det er Københavns Kommune, der har Østerbro Stadion - desto mere nærliggende var det, at der var mulighed for bad og omklædning dér. Kommunen burde jo have en klar interesse i et sådant stort løb, som uden tvivl vil vokse sig større. Men måske vil Sparta - når løbet bliver større - løse problemet med telte med bad, som der er ved Københavns Marathon.

Selvfølgelig er det begrænset, hvor mange ruter man kan have, men man kunne dog godt inddrage f.eks. Christianshavn, Amager og Frederiksberg lidt mere. Måske Amager Fælled - hvis det er muligt.

#5

CHRs billede

Det er som nævnt meget vanskeligt at lave nye ruter i en by, der trods alt ikke er større. Vil du løbe i Vanløse, Husum, Brønshøj, Valby, NV osv? Nej vel - det er villakvarterer og endeløse rækker af beboelsesejendomme. Her er ingen mennesker til at heppe, som du finder det i indre by. Og Amager fælled er prøvet (det er det halvmarathon, du mener at kunne huske). Her er der i sagens natur ikke et øje, og deltagerantallet fra dengang ligger da også på cirka halvdelen af søndagens løb. Christianshavn er et dejligt sted - ingen tvivl om det, men Torvegade er alt for smal til at lave trafikopdeling på og da det er en af øens og Amagers eneste "fødevej" er det nok en dårlig idé.
Frederiksberg kommune stiller restriktive krav (om fx at have målområdet indenfor kommunegrænsen), så de vil ikke lege med, og bliver derfor ikke en del af Spartas Løb i København.
Det er sandt, at det er muligt at bade i Idrætshuset - men når der er fodboldkamp som i søndags er alt låst af i 5 timer til ære for 22 spillere, en dommertrio og 15 tilskuere. Jeg synes du skal prøve at skrive en mail om dette spændende emne til KI, der administrerer idrætsanlæggene i kommunen Laughing out loud
Sjovt er det også, at du nævner de intermistiske bade, som opstilles til marathon. Sparta har gennem tiden fået så meget kritik for dem, fordi folk ikke kan forstå, at der ikke er klinker på gulve og vægge, hårtørreservice og aflåste skabe som i svømmehallen. Nu var der ingen bade - så er det også galt.
For arrangører af større begivenheder opererer man med en tommelfingerregel om, at der skal være ca. 100 mennesker om et toilet. Det passede sådan cirka i søndags. Skal vi starte en bevægelse for at lave reglerne, der gælder for koncertarrangører, messearrangører, løbsarrangører osv om? Hvad er da dit forslag?

Vh CHR

#6

Anette Lund Madsens billede

Hej Chr.
Ja, hvad ved vi bønder om agurkesalat....tak for belæringen. Jeg kan godt se, at det er svært at komme ud på Chr. Havn og Amager p.g.a. Torvegade, selvom man vel kunne lukke den ene vejbane over Knippelsbro og dreje til venstre lige efter broen. Og tage Langebro på tilbagevejen! Nå, jeg kan godt forstå problemet, nu hvor du har forklaret det. Jeg har bare svært ved at forstå, at kommunerne ikke er lidt mere interesserede i disse store løb, som kan bringe fok til byen!
Det er bestemt ikke mig, der har kritiseret de intermistiske bade ved CPH marathon - tværtimod synes jeg det var en fin løsning. Toiletproblemerne kan aldrig blive løst, og jeg kritiserede heller ikke - konstaterede bare at der var 40!
venlig hilsen
Anette

#7

Anonyms billede

Syntes det var et flot og godt løb Smile men nok også fordi det var mit første Smile 5 stjerner herfra Smile syntes der skal være 2 toiletter for 100 mennesker, haha. (gerne flere).

#8

Danny Krølls billede

Det bedste halvmarathon jeg har løbet, med Kvalitet, bruserere ved vanddepoterne var dejlige.

5 store sko herfra

Log ind

To prevent automated spam submissions leave this field empty.

Nyt medlem

Velkommen til medlem nr. 14250:

Claus Meyers billede
47 år Løber 10km og op til Marathon Gennemført 4 Marathon Runners vært (DGI) i Glumsø Den...

Nyhedsbreve




Løber
Løbsarrangør

Guldbæk løbet

Bliv medlem af løberne.dk