Midnatsløbet Frederiksberg 12/6

Jesper Halvorsens billede

Som nogen måske ved, var det meningen at jeg skulle have anmeldt løbet i Farum i søndags men blev desværre forhindret. Derfor tog jeg løbet på Frederiksberg i fredags som erstatning.

Før løbet 

Løbet er en del af en række skandinaviske natløb, og der er et fælles website for løbene. Tilmelding osv. sker via http://www.midnattsloppet.com/start/..._ID=3&Lan_ID=8 – der nogen gange ender i en glad blanding af dansk og svensk, men ellers meget informativt. Prisen er 210 kr. for løbet og der mulighed for at vælge mellem 5 og 10 km [opdateret, jeg var kommet til at skrive 260 som var prisen ved eftertilmelding]. Man vælger faktisk først hvor langt man vil løbe under vejs.

Ved tilmelding skal man også vælge hvilken tid man satser på at løbe på – der er 4 grupper at vælge mellem.

Løbet laves i sammenarbejde med Stadium kæden, og man skal i perioden fra onsdag til fredag forbi butikken i enten Lyngby eller København for at hente t-shirt (en god en fra Nike) og chip. Løbet er lidt anderledes i og med at t-shirten udleveres inden og skal bæres under løbet. Et par dage inden løbet kom der en email med de praktiske informationer.

Selv om løbet hedder midnatsløbet gik starten kl. 22 hvilket jeg ikke helt forstod.

Parkering er et problem da løbet starter ved Frederiksberg Centeret – men omvendt lige ovenpå en metrostation, så det er nemt at komme til og fra. Der var mulighed for at få opbevaret bagage under løbet, og ud fra hvad jeg kunne se var der ikke alt for lang kø.

Der var musik og samba inden løbet – imponerede show de fik lavet i det dårlige vejr.

Ved starten var det svært at finde ud af hvordan de forskellige startgrupper var opdelt. Jeg måtte gætte og prøve mig frem og det viste sig at der var en lille tynd snor på tværs mellem grupperne – noget jeg kun fandt ud af fordi jeg gik på opdagelse. De manglende skilte betød desværre at en del folk kom til at stå i forkerte grupper.

2
Under løbet 

Som de fleste nok ved, så regnede det hele torsdag og fredag her i København, så jeg var lidt nervøs for om ruten var regnet helt væk. Ved start regnede det let og under løbet var det skiftevist byger og tørvejr.

Ruten startede som sagt ved Frederiksberg Centeret og gik så rundt om Frederiksberg Have, ind gennem stierne i Søndermarken, gennem Zoo og så tilbage rundt om Frederiksberg Have. Hvis man ville løbe 10 km skulle man så rundt på ruten to gange – dem på 5 km kunne nøjes med én. Dog var ruten lagt så dårligt at dem der skulle løbe 5 km faktisk kom til at løbe 5,3 km. Og jeg tvivler også en del på at alle kilometerskiltene var placeret korrekt.

Det vil sige at ruten ikke var flad og specielt stykket gennem Zoo var med en del sving og kloaker/dæksler man skulle passe lidt på – så det var bestemt ikke en hurtig rute. Stykket i Søndermarken var meget mørkt da jeg kom igennem anden gang og mange røg ned i de store vandpytter, men de fleste tog det med godt humør.

Og de eneste dyr jeg kunne få øje på i Zoo var en flok flamingoer, så der var efter min mening ikke den store grund til lægge løbet gennem Zoo. Der var to depoter i Zoo under vejs – ved 3 og 7 km, så skulle man da være dækket ind

Da der som sagt var 4 startgruppen, og meget stor spredning i folks ambitioner/hastighed, var der lidt bøvl med at få plads på anden omgang, men det gik uden de store problemer.

2
Efter løbet 

Da vi var kommet i mål var der vand, sportsdrik og frugt. Der ud over var der mulighed for at købe øl, kaffe og mad. Dog skulle man ud og gå noget for at finde vand, sportsdrik og frugt, og jeg måtte rundt til flere boder for at få både vand og frugt.

Der var en god stemning i målområdet, og det var tydeligt at dette meget var et løb for alle og der var mange der var taget af sted i grupper og havde aftalt at mødes efter løbet.

Resultaterne lå på hjemmesiden da jeg var hjemme ca. 45 min efter at være kommet i mål.

3
Løbets helhed 

Min anmeldelse/vurdering er baseret på at løbet gør meget ud for at virke professionelt og bestemt ikke kan siges at være billigt – nærmest tvært imod.

Jeg er kort sagt ikke imponeret og løbet: Distancerne passede ikke, ideen med at løbe gennem Søndermarken har nok virket meget god en eftermiddag i solskin – men holdt ikke en overskyet aften og opdelingen af folk i startgrupperne virkede ikke.

Havde dette været et lille hyggeløb i ”Nørresønderby IF” og til rimelige penge havde jeg nok set noget anderledes på disse ting – men hvis man vil slå løbet op som et professionelt løb og har planer om at gøre det til en tradition skal der virkeligt strammes op før jeg kommer tilbage – ellers vil jeg hellere bruge pengene på en 2-3 andre mindre løb.

2

#1

FrankBThs billede
260,- kr. for en 5 eller 10 km lyder af en voldsom pris ! Gad vide hvad det er der får folk til at betale så meget ?!? Du har helt ret i at tingene bare skal være 120% i orden, når man betaler en mindre formue for at deltage. Frank B. Th.

#2

pavs billede
Ja jeg var selv med i dette løb og jeg syntes da også at det virkede som et meget prof. sæt op men jeg kan godt holde med i meget af den kretik:mad: og ja 260 kr er ok for en 1/2 eller hel marthon men ikke for 5/10 km det er lidt for dyrt. det skal lige siges at det er lidt sjovt at løbe i zoo klokken (nat)

#3

Jette Gs billede
Jeg betalte 210 kr., de 260 var efter en vis dato. Jeg synes sådan set det var det værd, arrangementet var sjovt og hyggeligt, og det lader til at være en seriøs arrangør der lytter til kritikken. Jeg så skiltene til alle [B]5[/B] startgrupper. Det var ikke tydeligt hvor hver enkelt gruppe gik til, men skiltene var der, så når der stod 4'ere i 2'er gruppen, så opfatter jeg det altså bare som det sædvanlige med, at der er nogle der synes de ved bedre end arrangørerne hvor de selv skal stå - om de så har ret eller ej. Og det havde de altså langt fra allesammen. Jeg synes ikke man kan forlange PR-forhold til et natløb. Jeg havde personligt ingen problemer i mørket, syntes det var sjovt at spæne om hjørnerne i Zoo, og vandpytter løber man da bare igennem. ;;-) I betragtning af, at det allerede er blevet MEGET bedre end sidste år (hvor løbs-t-shirten for eksempel var en stor tung bomuldsting, som jeg ikke kunne drømme om at løbe en meter i), og arrangementet i år var flyttet ud af gyden lige foran gymnasiet og hen hvor der var mere plads, synes jeg de har gjort det ret godt. De oplyste ovenikøbet fra scenen før løbet hvor lang ruten var. Det kunne flere andre løb lære noget af. Og måske kræver det lidt mindre forberedelse at lede 2-3000 mennesker igennem "Nørresønderby" end rundt på Frederiksberg? Professionelt kan tolkes på så mange måder. Hvis målet var at lave et sjovt og anderledes arrangement med en god stemning, så var det dybt professionelt. Hvis man vil slå PR, så er der andre arrangører der laver løb der egner sig til dét. Jeg synes det er givet, at en våd park midt om natten ikke er det optimale sted til den slags. Så jeg synes ikke det er fair at sige, at det ikke holdt. Der er altid plads til forbedringer, men jeg synes alt i alt det her var et ret godt arrangement. Jeg vil også gerne komme til næste år. :;-)

#4

Halvorsens billede
Hej Jette Du har givet vist ret mht. prisen - jeg havde fået et gratis nummer og så de 260 kr. på hjemmesiden, og var først inde og checke prisen her efter løbet så det skal nok passe at det er "sidste chance prisen". Mht. PR, så er min på 10 km faktisk sat til natløb - men du har ret i at det ikke er noget man normalt altid kan forvente, og jeg skrev også bare at det ikke var en hurtig rute så folk var klar over det. Ikke fordi jeg ser dette som noget positivt eller negativt. Og ja, de sagde hvor langt de to løb var inden løbet - men det bliver den ligesom ikke mere rigtig af :) Hvis man også vil have et 5 km løb holder det altså efter min menig ikke at det er 5.3 km. Og når det er sagt, så syntes jeg det er meget positivt at du bruger tid på at skrive din mening om løbet - igen tvivl om at folk kan bruge begge vores meninger til at vurdere om løbet er noget for dem.

#5

Jette Gs billede
Det er helt rigtigt at der skal være styr på ruten og dens længde. Men når man først har været til en håndfuld fejlopmålte KIF-løb, hvor man nærmest skal vride sandheden ud af dem bagefter, og det tilsyneladende mest er sponsorens samvittighed der afgør, om der bliver oplyst noget om det eller ej, så synes jeg at BK Ydun greb det ret acceptabelt an. Og det er ikke engang en løbeklub! Flot at du kunne slå PR til et natløb. Du skulle have prøvet igen i dagslys ugen efter, hvad kunne det ikke være blevet til? ;;-)

#6

Frederiksberg Park og Frederiksberg Have s billede

Det lydder som et rigtigt hyggeligt løb. Jeg besøgte Frederiksberg Park og Frederiksberg Have i sommers. Hvis I har lyst kan I se nogle videoklip på: Frederiksberg Park og Frederiksberg Have

Log ind

To prevent automated spam submissions leave this field empty.

Nyt medlem

Velkommen til medlem nr. 14073:

Nyhedsbreve




Løber
Løbsarrangør

Løberne.dk - bliv klogere på dit løb