Lillebælt Halvmarathon 2. maj 2009

Anette Lund Madsens billede
Før løbet 

Tilmelding foregår fra Lillebælt Halvmarathons hjemmeside (www.lillebaelthalvmarathon.dk), hvor man bliver guidet videre til www.sportstiming.dk, som står for selve registreringen, betalingen og tidstagningen under løbet. Prisen for løbet er 350 kr. og oveni tager de et gebyr på kr. 9,85 for betaling med dankort. Før der blev åbnet for tilmeldingen fik deltagerne fra sidste års løb tilsendt en mail om løbet, og da løbsledelsen fik tilladelse til yderligere 2500 løbere blev der igen sendt mail til sidste års løbere, så de der var for sent ude i første omgang fik en ny chance. De første 7500 pladser blev udsolgt på kun tre uger.

På hjemmesiden står alt det praktiske man har brug for. Desuden blev der sidst i marts sendt mail ud, hvor klubber og firmaer fik tilbud om speciel parkering til deres busser, og ligeledes kunne de bestille buffet til efterfølgende spisning i telt efter løbet. Midt i april kom der ny mail med praktiske oplysninger og endelig to dage før løbet, kom den sidste mail med de absolut sidste oplysninger.

Jeg valgte at tage tog til Middelfart og gå de 5 min. til Kulturøen som ligger på havnefronten, hvor det hele var placeret.

Der var nummerudlevering fra dagen før løbet fra klokken 10.00 til 20.00 og igen på løbsdagen fra klokken 08.00 til start. Der var mange til at udlevere numre, hvilket gjorde at selv til sidst var køerne meget små. Samtidig med løbsposen med nummer og chip fik man udleveret t-shirt. På bagsiden af nummeret kunne man udfylde sit navn og adresse og kontakt tfl.nr. Desuden var der kort over Middelfart, hvor alt var indtegnet. Det var muligt at få ændret sit navn på startnummeret på selve dagen mod et gebyr på 40 kroner.

Bagageopbevaringen lå et minut fra nummerudleveringen. Her var der til gengæld køer til sidst. Dette kunne være undgået hvis man havde lagt den seddel, hvorpå man skulle skrive sit nummer og klæbe på bagagen, i løbsposen, så man kunne have udfyldt den på forhånd i stedet for at nu skulle man først skrive det, når man kom frem til pigerne, der modtog bagagen.

Der var omklædning og bad to steder. På Vestre Skole ca 300 meter fra start og i Lillebæltshallen ca 1800 meter fra start. Ved Lillebæltshallen kunne man også parkere, og der afgik shuttlebusser til startområdet.

10.000 løbere er mange i en lille by som Middelfart. Derfor havde man valgt at have to starter. De første 6000 startede på havnen og de sidste 4000 løbere startede i Hessgade. Begge hold startede samtidigt. Jeg havde stillet mig ved den tid, der var realistisk for mig, men kunne ikke få øje på nogle fartholdere. Måske var snoren i ballonerne for kort...

4
Under løbet 

Efter at have løbet i 2 km blev de to hold flettet sammen, hvilket foregik uden problemer. På hele ruten var der masser af officials. Der var ikke brug for dem til at vise vej, for med så mange løbere var det bare at følge strømmen. Til gengæld var der desværre brug for dem flere gange til at tage sig af de løbere, der blev dårlige undervejs.

Efter tre km kom man til Den Gamle Lillebæltsbro. På Jyllandssiden løb man en kort sløjfe i Snoghøj, derefter til Erritsø. Ruten var lidt kedelig på Jyllandssiden, men der var mange tilskuere, der var ude at heppe i det dejlige vejr. Ved Lillebæltsbroen var der også orkester, der satte stemningen godt i vejret. Tilbage på Fyn løb man langs skoven ud omkring Hindsgavl Slot. Dejlig natur men ikke så mange tilskuere. Men alt i alt en smuk og varierende rute. Der blev hele tiden løbet på asfalt. Der var et par bakker, men absolut ikke nogen svær rute.

Der var væskeudlevering ved 5-9-13-16 og 19 km med borde i begge sider af vejen, hvor man kunne få powerade eller vand. Ved det første depot var der noget kaos, men det tror jeg skyldes de løbere, som ikke gik til side, når de havde fået væske.

4
Efter løbet 

Efter løbet var der vand, powerade, æbler og bananer. Jeg savnede dog sidste års roulade og sodavand, men måske er det den sunde bølge, der er slået igennem. Og dog! Der var nemlig en masse små steder med fadølsanlæg -det kan så diskuteres, om de har deres berettigelse til et løb. Men foruden at være et løb er det også en kæmpe folkefest i Middelfart. Og der var en dejlig stemning. Solskin og masser af stolte løbere. Der var stort messetelt med salg af sportstøj. I målområdet var der opsat storskærme, og løbet blev fulgt af helikopter og tv-hold, så tilskuerne hele tiden kunne følge løberne ude på ruten. En fin lille detalje var, at man efter mål blev guidet hen til en lille gangbro, som man gik over og her sad der piger og klippede chips af skoene! Dejligt ikke at skulle rode med det selv.

Præmieoverrækkelsen sker efter de 5 første damer er kommet i mål.

For de som ikke er hurtige nok til at få præmier, ville en medalje have været en fin souvenir fra et så stort løb.

På hjemmesiden står der, at man fra 6. maj kan downloade sit billede (der blev taget 12.000 billeder) gratis fra www.my-photo.dk

Da jeg kom hjem gik jeg ind på Sportstimings hjemmeside for at se min tid. Det er en noget rodet side, og der står ikke noget om, at man kan printe diplom ud. Og det gør der heller ikke på Lillebælts hjemmeside!

4
Løbets helhed 

Lillebælt Halvmarathon er ikke kun et løb, det er også en stor folkefest, og det er der lagt op til med storskærme, speaking, fadølsanlæg osv. Jeg følte lidt, at når først løberne var sendt afsted, så færdig med dem. Når det er sagt må jeg også sige, at løbet er yderst professionelt arrangeret. Og de begynderfejl, der var sidste år, er blevet rettet i år.

Løbet er for alle - og det bliver løbet af alle. Også af nybegyndere, der nok burde have trænet lidt mere, men Lillebælt Halvmarathon er helt klart blevet et prestigeløb, der er kommet for at blive.

Der var meget fin opbakning af tilskuere, men nu var det også en flot solskindag. Smart at lægge løbet på denne tid af året med forår og nyudsprungne bøgetræer og blomstrende gule rapsmarker. Når dertil kommer solskin fra en skyfri blå himmel kan det ikke være andet end et flot løb.

Næste år løbes Lillebælt Halvmarathon den 1. maj 2010.

4

#1

FrankBThs billede
Hej Anette Tak for en fin beskrivelse af løbet. Jeg kan kun være enig i din bedømmelse. Løbsledelsen havde lyttet til kritikken fra sidste år og rettet op på de væsentligste punkter. Det var lidt synd at vi ikke længere får lov at løbe over den nye lillebæltsbro, for som du var inde på var ruten på jyllandssiden ret kedelig. At de har skiftet udbyder på tidstagningen er dog nok en forkert beslutning. De resultatlister der ligger på sportstimings hjemmeside er da under al kritik. Der er ingen søgefunktioner og listen er komplet uoverskuelig. Der blev på lillebælt halvmarathons hjemmeside også lovet at man kunne udskrive diplomer ... og det kan man bare ikke. Det er en ommer. Løbesættet var faktisk af en god kvalitet i år ... i modsætning til løbejakken fra sidste år. Frank B. Th.

#2

Anette Lund Madsens billede
Hej Frank. Tak for de pæne ord. :-)) Jeg er helt enig i din kritik af Sportstimings hjemmeside. Mage til roderi skal man da lede længe efter. Det er simpelthen for dårligt til så stort et løb. Efterfølgende vil man jo gerne ind og se sine kammeraters løbetider også, og det er bare totalt umuligt medmindre man vil tage listen fra en ende af og kender deres ca.tider. De fleste vil også gerne have et diplom. Det er vil også det mindste man kan forlange, eftersom de hverken uddeler medaljer, lodtrækningsgaver eller andet. Anette

#3

Anette Lund Madsens billede
[IMG]http://Middelfart Halvmarathon 2009[/IMG]

#4

Anette Lund Madsens billede
[IMG]Middelfart Halvmarathon 2009[/IMG]

#5

Anette Lund Madsens billede
[ATTACH]18[/ATTACH]fra Lillebælt Halvmarathon

Log ind

To prevent automated spam submissions leave this field empty.

Nyt medlem

Velkommen til medlem nr. 14397:

Nyhedsbreve




Løber
Løbsarrangør

HAJ Marathon

Bliv medlem af løberne.dk