Løberen Skovmarathon 1. november 2009
- 01-11-2009
- Anette Lund Madsen
- Nyt fra løbeverdenen
Alle relevante oplysninger om løbet kan findes på www.skovmarathon.dk
Man kan tilmelde sig online på www.ultimate.dk , som også står for tidtagningen, eller personligt hos ”Løberen” i Lyngby fra ca. 1. august 2009. Hos ”Løberen” kan man tilmelde sig indtil 24. oktober mens der på nettet er tilmelding indtil den 29. oktober klokken 22.
Der er dog også tilmelding på løbsdagen fra klokken 08.00 til klokken 10.00. Det koster 50 kr at eftertilmelde sig.
Der er tre distancer: 10 km som koster 80 kr, ½ maraton til 130 kr og maraton til 160 kr.
Man kan også tilmelde sig ved at sende en mail til: info@skovmarathon.dk med de nødvendige oplysninger.
I år var der ca. 1900 forhåndstilmeldte løbere, og godt nok kan man eftertilmelde sig på selve dagen, men man skal være klar over, at løbet kun har en skovtilladelse til 2.250 løbere, så man risikerer altså at komme forgæves på selve dagen.
Der er start og mål på Overdrevsvejen, Hillerød Øst mellem Københavnsvej og Istedrødvej. Det er helt klart en fordel at have bil, da stationen ligger lidt langt fra start og målområdet, ca. 4-5 km. Man kan parkere på Regionsgården eller langs Overdrevsvejen i den ene side.
Der var adskillige telte i startområdet. To telte til omklædning til henholdsvis damer og herrer; de fleste kom dog omklædte. Et til eftertilmelding – derimod skulle man selv gå hen og finde sin kuvert med løbsnummer og chip. Disse kasser stod på borde ude i det fri, Det var dog let nok at finde sin kuvert. Newline havde også et telt med salg af diverse løbsudstyr. Der var også telt, hvor man kunne få sin bagage opbevaret.
Om der var toiletter nok, eller det var fordi, det var let at træde af på naturens vegne, skal jeg lade være usagt, men der var i hvert fald ikke nævneværdige køer.
Selve løbet løbes i Store Dyrehave, som er en 11 kvadratkilometer stor statsskov, der ligger sydøst for Hillerød. Skoven består mest af bøgetræer, selvom der også findes nåletræer. Der er gode grusveje at løbe på, og terrænet er indimellem godt kuperet - dog ikke så meget, at det trækker tænder ud.
Halvmarathon og helmarathon starter samtidigt klokken 11, og et kvarter senere starter 10 km løberne. De første 5 km er fælles for alle tre grupper. Marathonløberne gennemløber halvmarathonruten to gange.
Der er depoter med vand, energidrik og bananer. Depotet ved 13,8 km ligger for sig selv, ellers er konceptet så smart, at det store depot ligger ét sted, og man løber så i en slags stjerneform, så man kommer til dette depot efter xx km. Dette sparer mange hjælpere.
Ruten var godt afmærket, og de få steder, hvor man måske kunne være i tvivl, var der hjælpere ude. Faktisk er ½-maratonruten afmærket året rundt, så nåede man ikke at være med til dette løb, kan man bare tage derop og løbe selv.
Der er kun ganske få tilskuere, men eftersom man løber i skoven, forventer man heller nogen.
Umiddelbart efter mål kom man ind i en lille indhegning, hvor der stod stole, så man i ro og mag kunne sidde og hvile sig lidt, mens man tog chippen af og lagde i en af de to tønder, der stod i nærheden.
I nærheden af målområdet var der et telt, hvori der sad to damer og printede diplomer ud. Der var telt med mere vand, energidrik og bananer. Var man ikke til disse iskolde drikke, var der telt, hvor det var muligt at købe kaffe, te, kakao, kage, suppe. Det var der vist mange, der var glade for, for damerne havde lidt svært ved at klare efterspørgslen på varmt vand.
Der er præmier til den hurtigste løber på hver distance til såvel herre som dame. Og så er der en pengepulje (på max. 2000 kr) som bliver udløst ved løbsrekord. Den blev dog ikke udløst i år. Ligeledes er der diverse lodtrækningspræmier på løbsudstyr, som man straks kan afhente i kiosken.
Der er ikke mulighed for at komme i bad på selve stævneområdet, men man kan tage bad i Blovstrødhallen, som ligger i Allerød, cirka 6 km fra stævnepladsen.
Allerede tidligt på aftenen var det muligt at gå ind på hjemmesiden og se resultatlisten.
Det er Farum Orienteringsklub, der står for løbet, og i år var det 14. gang, at det blev løbet. Der er da heller ikke noget at komme efter. Alt klappede. Ingen skønhedsfejl. Det ville have været dejligt, hvis man i stedet for det iskolde vand og energidrik kunne have fået noget varmt og drikke og måske noget andet fast føde i stedet for iskolde, hårde bananstykker. Men det er kun fordi, det var en lidt råkold dag.
Nogle vil måske mene, at det kan være lidt kedeligt kun at løbe i skoven, men når man ser det væld af farver, skoven frembød i dag, var det et fantastisk flot skue med alle de gule, gyldne, røde nuancer og bladene, der raslede i skovbunden og dryssede ned i hovedet på én under løbet. Ja, så har man bare haft en herlig efterårsdag i naturen.
Et årligt tilbagevendende løb, der hvert år løbes den første søndag i november. Selv om jeg nød denne herlige efterårsdag, kunne jeg dog godt tænke mig, at man ville arrangere det samme løb f.eks. den 1. maj, så man også kunne opleve skoven i forårsdragt.
Log ind
Nyt medlem
Velkommen til medlem nr. 14867:
Nyhedsbreve
#1
#2
#3
#4
#5
#6
#7