Horsensløbet 2010

Søren H. Mikkelsens billede

I Horsens er der mange traditioner. En af dem er, at Horsensløbet afvikles Grundlovsdag. I år blev løbet gennemført i høj sol, hvilket især tilskuerne nød. Deltagerantallet var faldet drastisk fra sidste år, hvor 3791 løbere var tilmeldt løbet. I år var der kun ca. 2800 deltagere. Årsagen til faldet skyldes ifølge arrangørerne, at Grundlovsdag i år faldt på en lørdag og at AC/DC senere samme aften skulle afholde koncert i byen.
Løbet blev som sædvanlig afviklet fra dyrskuepladsen i Horsens. Ruten gik omkring Bygholm Sø, som er meget naturskøn.

Før løbet 

Horsensløbet har sin egen hjemmeside http://www.horsenslobet.dk Hjemmesiden er rimelig informativ og overskuelig. Der er 3 ruter på 5, 10 og 21,1 km. Endvidere afvikles børneløb.
Tilmelding sker via http://www.ultimate.dk/ som man bliver viderestillet til fra løbets hjemmeside. Det fungerer upåklageligt. Virksomheder, skoler og andre med store hold, tilbydes at kunne indskrive deltagerne samlet via et specielt administrationsprogram. Det er en god service, især for løb som Horsensløbet, hvor mange deltagere tilmeldes via lokale virksomheder m.v. Priserne for deltagelse er OK i forhold til løbets kvalitet. Udover deltagergebyret er der et administrationsgebyr.
Parkering foregik hurtig og smertefrit på en græsplæne kun 100 meter fra start- og målområdet. Der var ikke lange køer i forbindelse med udlevering af startnumre, hvilket måske skyldtes, at man kunne afhente startnumre i en lokal sportsbutik dagen før løbet. Her var det også muligt at ændre navn, distance m.v. uden gebyr. På pladsen var der en god service overalt, bl.a. kunne man få sin bagage opbevaret. Dog var der igen (se anmeldelse for 2009) lidt forvirring om startstedet for de forskellige distancer. 21,1 km startede midt på dyrskuepladsen, mens 5 og 10 km startede et stykke væk fra dyrskuepladsen. Enkelte løbere på 5 km ruten fandt ikke startområdet, før startskuddet gik. Skiltningen i denne forbindelse var måske lidt mangelfuld. Tidligere startede alle distancerne fra dyrskuepladsen, men pga. det store deltagerantal de sidste par år, har arrangørerne valgt at flytte startstedet for de 2 korte distancer. Det har givet nogle fordele i forbindelse med starten, men samtidig nogle problemer med logistikken.

Under løbet 

Alle 3 ruter startede alle med et fladt stykke, indtil man mødte skoven. Her var 21,1 km ruten lettere kuperet, mens 5 og 10 km ruterne var forholdsvis flade. 10 km ruten var ændret for andet år i træk, da et vendepunkt i starten af ruten sidste år, skabte problemer med kødannelse. Ændringen var tiltrængt, men desværre resulterede det bare i et nyt vendested senere på ruten, hvor man skulle løbe op af en vej, rundt om en kegle, og tilbage til Bygholm Sø. Ærgerligt at der ikke er mulighed for at lave en 10 km rute, hvor man bliver i den dejlige natur omkring søen. Bygholm Sø er en fantastisk kulisse til løbet.
Det lavere deltagerantal, sammenholdt med ændringen af ruten gjorde, at der i år ikke var større problemer med zik-zak løb for de hurtigste i anden startgruppe.
Ruterne var meget fint afmærket og der stod hjælpere alle de steder, hvor man kunne blive i tvivl. Depoterne var OK og man mødtes af glade smil på hele ruten. I målområdet var der en del tilskuere, som mødte løberne med klapsalver.

Efter løbet 

Der var god plads i målområdet. Vand, Faxe Kondi og frugt blev serveret umiddelbart efter målstregen, uden at det gav nævneværdige problemer med kødannelser. I målområdet skulle man aflevere sin lånechip i store tønder.
Der var et mindre antal lodtrækningspræmier, som kunne afhentes i et telt. Herudover var der nogle større lodtrækningspræmier (F.eks. cykel og rejse), som blev udtrukket sent på eftermiddagen. Her skulle man være til stede, for at modtage præmien. Arrangørerne håber, at dette kan holde folk på pladsen til præmieoverrækkelsen (fine præmier til de hurtigste og pokal til største hold), men det er lang tid for de løbere, som har været færdige med at løbe i flere timer. Derfor måtte man igen i år trække en masse ekstra gange, fordi folk var gået hjem. Ventetiden kunne man dog benytte til at besøge nogle af de mange boder, eller hente sit diplom, som dog også kan udskrives fra http://www.ultimate.dk efterfølgende. Her kan man også se resultaterne. Der var mulighed for bad, men kun i begrænset omfang.

Løbets helhed 

Horsensløbet er stadigt et stort og traditionsrigt motionsløb, som fungere godt. Atmosfæren er hyggelig og der er god plads overalt på dyrskuepladsen. Der er enkelte skønhedsfejl som f.eks. manglende lyd i startområdet (kunne ikke høre informationerne). Endvidere trækker det lidt ned, at enkelte løbere ikke fandt startområdet før startskuddet, men generelt er løbet meget professionelt arrangeret. Endvidere har arrangørerne (Atletica) formået at få mange virksomheder og skoler m.v. med i løbet, hvilket giver en god og hyggelig stemning. Flere virksomheder og skoler havde telte, hvor man mødtes før og efter løbet. Alt i alt vil jeg rose arrangørerne for et fint løb, hvor man har respekt for løbets tradition, men samtidig fornyer med nye tiltag efter behov.

#1

Anonyms billede

Lidt malurt...

Utroligt fustrende at der ikke var en fungerende tidstagning setup ..
Ergo vi tilskuere kunne ikke se en "live" tid...

Det tog faktisk en del af oplevelsen bort...

#2

TTHs billede

Jeg deltog på 10 km ruten og var godt tilfreds med løbet og vejret. Ruten var ganske fin og det at man skulle løbe langt op af en lang vej tog ikke noget af oplevelsen, for du kom jo ned igen og rundt om søen.

det med tiden er bare ærgeligt, hvis du som tilskuere vil vide hvad din ven eller familie løb på må man selv tage tid eller vide hvad kl de blev skudt igang.

#3

LHWs billede

Måske skulle man overveje et tidligere starttidspunkt for alle løb. Det var i hvert fald noget hårdt at løbe halvmaraton i den værste middagshede fra 13 til 15.

Log ind

To prevent automated spam submissions leave this field empty.

Nyt medlem

Velkommen til medlem nr. 13983:

Nyhedsbreve




Løber
Løbsarrangør