Helvede i Nord den 13/04/2009
- 14-04-2009
- Jesper Halvorsen
Tilmelding foregår fra Nord Trims hjemmeside (http://www.nordtrim.dk/) , men man kommer hurtig over hos Events4U der står for selve registreringen, betaling og tidstagning under selve løbet. Events4U tager et lille gebyr for dette (12 kr.), men så er der også styr på det hele og direkte betaling med dankort (frem for overførelse til bank osv.). Prisen for selve løbet er 135 kr. for halvmaraton og 100 kr. for 10 km.
På hjemmesiden er der en side med alt det praktisk man har brug for: Hvor, hvornår, hvordan man kommer frem, omklædning, depoter under vejs og mulighed for at kontakte arrangøren. Der er også en deltagerliste der løbende opdateres, så man kan sikre sig at man står på startlisten.
Løbet er i Tisvilde Hegn, og selv om det var et stykke væk, valgte jeg at tage det offentlige. Det tog sin tid – vist omkring 1:20 hver vej, men omvendt kørte toget stort set til døren og jeg har tidligere hørt at det er ikke til at finde parkeringspladser i nærheden. Det skal dog siges at dette står på hjemmesiden, og at der er arrangeret parkering – men det er små 2 km fra start.
Startnumre udleveres i klubhuset og jeg var der en halv times tid før og det tog vel 5 min at få mit nummer. Herfra er der så 500 m til start og starten foregår i to grupper: Dem der skal ud og løbe halvmaraton først og så et kvarter senere dem der skal løbe 10 km.
Der var ikke nogen decideret opbevaring af bagage, men der var mange der bare lod en taske stå i klubhuset, hvor der var mennesker hele tiden, og jeg hørte ikke om nogen problemer med dette.
For dem der ikke kender løbet, er her en kort beskrivelse: Som sagt er løbet i Tisvilde Hegn som er en god blanding af plantage, klitter og strand – og lige med det specielle at plantagen faktisk også ligger på en ”strand”. Det vil sige at stierne i plantagen for det meste er løst sand og kun ude i siderne er der lidt hårdt underlag at løbe på, så folk løber normalt spredt i de to sider af stierne. Området er meget kuperet, og arrangørerne har gjort hvad de kan for at få hver en høj/bakke med i løbet – så flere gange skal man lige op på en høj og så ned igen, kun fordi den nu engang ligger der.
Når det er sagt, så er ruten hård, men bestemt heller ikke værre – jeg havde fx bare mine normale løbesko, og ikke trailsko på, og det gik fint. Det var lidt anderledes sidste år da der lå sne på ruten
Fra starten og den første kilometer er den en god og bred sti, så løberne får lidt tid til at blive spredt godt ud. Men efter første sving er der store dele af ruten hvor det er svært at komme til at overhalve, men generelt viser løberne en del hensyn til hinanden så det er ikke det store problem. Dog er der, som altid har jeg næsten lyst til at skrive, en del folk der fuldstændig mangler selverkendelse og kommer alt for langt frem i starten og det kan give lidt trafikkaos.
De første ca. 14 km foregår inde i plantagen, og man bliver her pisket rundt og op og ned – noget gang lidt mere end godt er: Jeg kan ikke se pointen i at ruten skal være slalom mellem grantræer med 1,5 meter imellem – man skal være meget opmærksom for ikke lige at få en gren i hoved der svirper tilbage efter løberen foran. Så solbriller er klart at anbefale hvis man er lidt nervøst anlagt. Efter 6,5 km er der depot med vand og saft – og disse kommer igen efter ca. 12 og 16 km.
Når man kommer ud af plantagen er der er storslået udsigt over Kattegat – men det betyder også at man skal ud og løbe en kilometer gennem klitterne og så en lille kilometer på selve stranden. Det er noget der kan mærkes i benene, og specielt når man så endeligt får lov til at løbe op fra stranden og ind i land: Her kommer løbets hårdeste bakke der bare forsætter og forsætter og bliver stejlere og stejlere hele vejen op. Den gode nyhed er når man er kommet op af den så er det kun ned af bakke og så ud på en rigtig sti og herefter vej indtil man er i mål. Målet ligger ved klubhuset hvor man hentede sit nummer.
Deltagerne i løbet er en god blanding af alt fra folk der løber virkeligt stærkt (løbet blev vundet i 1:19, hvilket jeg simpelthen ikke forstår hvordan er muligt) over mange gode motionister til folk der ligger godt over de to timer. Så det er rent nemt at finde nogen at ligge og løbe sammen med hvis det er det man har lyst til – og kommer man til at løbe alene er der ikke noget problem med at finde rundt: Ruten er markeret med rigtig mange skilte og bånd og de steder hvor man skal dreje/skifte sti står der hjælpere og viser vej – og er friske med lidt opmuntring.
Efter løbet var der igen saft, vand, frugt og faxe kondi til løberne, og mulighed for at købe kaffe, kage osv. Stemningen var rigtig god – det siger vel næste sig selv med forårssol og en masse stolte løbere.
Der var også uddeling af lodtrækningspræmier, hvor de havde valgt en metode jeg ikke har oplevet før – men som dejlig simpel og virkede godt: Alle der havde et startnummer der endte med 0 havde vundet en præmie. Og for det ikke skal være løgn, så vandt jeg faktisk et gavekort – noget jeg ellers aldrig troede skulle ske: Det er første gang jeg har vundet nogen af de præmier.
Der er mulighed for bad og omklædning i klubhuset, men det sprang jeg over. Jeg snakkede dog med et par der havde benyttet tilbudet og de havde ikke noget at klage over.
Da jeg var kommet hjem var der tider og diplomer på hjemmesiden – noget der ellers ofte kan tage noget tid for de mindre klubber.
Løbet er nok ikke for alle: Hvis du går efter at løbe PR eller dit første halvmaraton er det her nok ikke lige løbet. Kan du omvendt godt lide at komme ud i smuk og afvekslende natur på en hård rute, så er det her løb lige sagen.
Det eneste minus jeg kan nævne er at der ikke er mange tilskuere under vejs. Grunden til dette er givet at de ikke lige er sådan at finde ruten ude i plantagen – men der skal lyde et tak til dem der var for god opbakning.
Så hvis du mangler noget at lave 2. påskedag 2010, kan jeg klart anbefale løbet – og jeg regner også med at stille til start næste år. Og vær lige opmærksom på at løbet blev udsolgt ret hurtigt i år, så eftertilmelding var ikke muligt i år.
#1
#2
#3
#4
#5
#6
#7
#8
#9
#10
#11