Eventyrløbet 2010

Søren H. Mikkelsens billede

Danmarks største motionsløb!

Eventyrløbet er Danmarks største motionsløb og løbet blev i 2009 testet som Danmarks bedste motionsløb. Det var derfor med store forventninger at jeg, sammen med 25.000 andre løbere, den 13. maj 2010 skulle deltage i dette traditionsrige løb, som blev afviklet i perfekte rammer ved Odense Idrætspark.

Før løbet 

Eventyrløbet har en meget flot og informativ hjemmeside http://www.eventyrlobet.dk hvor alle nødvendige oplysninger kan hentes. Ved tilmelding bliver man guidet videre til http://www.ultimate.dk hvor tilmeldingsproceduren fungerer upåklageligt.
Der er 2 ruter på hhv. 5 og 10 km. Endvidere bliver der afviklet et børneløb (2,3 km). Ved tilmelding inden 1. april er prisen 140 kr. for voksne (over 15 år). Herefter er prisen 180 kr. Børneløbet koster 70 kr. indtil 1. april og herefter 110 kr. Eftertilmelding er ikke muligt, da startnumrene bliver udsolgt før løbsdagen.
Startnumrene udsendes i god tid før løbet sammen med en engangschip. Det er rigtig dejlig, at man ikke skal afhente startnummer på dagen og aflevere chip efter løbet. I kuverten var også diverse reklamer og et fint kort over området, hvor P-pladser m.v. var optegnet. Det var en rigtig god og praktisk foranstaltning.
Parkering foregik forbavsende hurtig og smertefrit tæt ved startstedet. Ved startstedet var mulighed for omklædning og toiletbesøg. Endvidere var der en lang række stande og flotte aktiviteter, som publikum og løberne kunne besøge før og efter løbet.
Generelt var der en god service overalt og tilpas mange hjælpere i forhold til deltagerantallet.
10 minutter før startskudet gik til første startgruppe, var der en fin lille opvarmningsseance.

Under løbet 

Løberne startede i grupper af ca. 1000 fordelt efter evne. Det signaleres med en farve på startnummeret, som henviser til rette startboks. Nye løbere starter i 3 startgruppe.
Ruterne starter ved Højstrupvej og ender på Odense Atletikstadion. Jeg startede bagerst i første startgruppe på 10 km, hvilket var en fejl, hvis jeg skulle have løbet efter en god tid. Først efter ca. 8 km kunne jeg løbe frit. Hele tiden skulle jeg drible igennem løberne, som var startet foran mig. Det er et irritationsmoment, men forståeligt, når man tænker på antallet af løbere på ruten. Af ovenstående årsag, besluttede jeg mig hurtig til at bruge løbet som en hyggelig træning, hvor tiden ikke var det vigtigste.
Ruten er meget naturskøn og let kuperet. Underlaget veksler mellem grusstier og en mindre del asfalt. Undervejs er der mulighed for væske og der er skilte for hver km. På den sidste km er der også angivet 800 meter m.v.

Efter løbet 

Der var god plads i målområdet, hvilket er imponerende, deltagerantallet taget i betragtning. Ca. 100 meter fra målslusen kunne man få væske og æbler. Herefter var der mulighed for omklædning og bad, inden turen måske gik til Rocazino koncert senere på eftermiddagen.
Der var lodtrækningspræmier, som var udtrukket på startnumrene. Endvidere var der kontante præmier til de hurtigste på 5 og 10 km. Der var også pokaler til største hold m.v.
Resultatlisten kan findes på hjemmesiden http://www.ultimate.dk hvor man også kan printe sit diplom, måske med stjernetid. Når man skal printe sit diplom, bliver man samtidig spurgt, om man vil deltage i en undersøgelse om løbet. Det er en rigtig god ide, at få input på denne facon.

Løbets helhed 

Eventyrløbet 2010 levede op til mine høje forventninger. Det er flot arrangeret og løbet fungerer generelt rigtig godt. Man fornemmer at der er tale om en folkefest, og at rigtig mange løbere kommer tilbage år efter år for at deltage. Det store deltagerantal bevirker dog, at pladsen er trang på stierne. Hvis man er ligeglad med sin tid, betyder det ikke så meget, men hvis man løber efter en god tid, er det et irritationsmoment. En anden skønhedsplet er prisen for deltagelse. 140 kr. (eller 180 kr. efter 1. april) for et 5 eller 10 km løb er dyrt i forhold til mange andre tilsvarende løb. Også prisen for børneløbet er højt i forhold til andre tilsvarende børneløb. Prisen ser dog ikke ud til at afskrække deltagerne for at tilmelde sig, hvilke trods alt beviser, at løbet er godt arrangeret og et must for mange løbere, især fynboer. Jeg tror at jeg vil vende tilbage i 2011 og forsvare min placering i bedste startgruppe!

Log ind

To prevent automated spam submissions leave this field empty.

Nyt medlem

Velkommen til medlem nr. 14107:

Nyhedsbreve




Løber
Løbsarrangør

Bliv medlem af løberne.dk

Samsø Marathon 2019