BT Halvmarathon 25. april 2010

Anette Lund Madsens billede

For 31. gang blev der løbet BT halvmaraton. I år måtte arrangørerne lukke for tilmelding for to måneder siden, da loftet på 7.000 tilmeldte på halvmarathon og 1.000 på kvartmarathon blev nået. En fornuftig beslutning for flere er der simpelthen ikke plads til. Der var én, der havde løbet samtlige 31 løb. Imponerende.

Før løbet 

Løbet arrangeres af SNIK og BT, og tillmeldingen foregår via hjemmesiden www.bthalvmarathon.dk , hvor man også finder alle relevante oplysninger. Man kan vælge om man vil løbe halvmaraton til en pris af 225 kr eller kvartmarathon til 175 kr. Da løbet både i år og sidste år var udsolgt måneder før start, er det ikke muligt at eftertilmelde sig på dagen.

Dansk Atletik Forbund afviklede for niende år i træk sine mesterskaber i forbindelse med løbet, hvor 833 løbere var tilmeldt DM-klasserne til de danske mesterskaber.

Et par uger før løbet modtager man en mail med de sidste praktiske oplysninger om løbet. En mail man også skal medbringe ved afhentning af sit startnummer, hvilket man kan afhente torsdag, fredag, lørdag eller søndag. Jeg afhentede først mit på løbsdagen, og der var ikke nævneværdig kø men hurtig og effektiv ekspedition.
Sammen med startnummeret fik man udleveret en sort plasticpose, bånd og nummer til at klistre på sækken. Heri kunne man så putte sine personlige ejendele og indlevere dem i biler i startområdet, som så ville transportere det til Rundforbi Stadion, hvor målet er. Der var også gratis busser til at transport af de pårørende.

Starten går fra Lyngby Storcenter, og der er ikke mulighed for omklædning, så man skal møde omklædt. Der var meget lange køer til toiletterne – mange valgte derfor at benytte de omkringliggende grønne områder. Hvilket desværre ofte sker.

Der var ingen fælles opvarmning, men der blev speaket

3
Under løbet 

Starten går ved Lyngby Storcenter, og da alt er afspærret i starten, er der god plads til at komme i gang. Man løber en lille sløjfe på 3 km og kommer så tilbage til Storcentret inden det går videre ud til Sorgenfri og halvvejs til Virum. Så er man igen tilbage i Lyngby, inden det går nordpå mod Nærum. En god del af vejen er afspærret for trafik, og de steder man skulle krydse vejen, var der politi eller officials ude. Der var ligeledes god skiltning undervejs.

Det meste af ruten løber man på asfalt, og ruten er ikke udpræget hård. Til sidst hvor man løber inde i et lidt skov på skovstier, er der dog en del grumme bakker, som selvfølgelig føles ekstra hårde, fordi de kommer på dette tidspunkt i løbet.

Der var væskedepoter ved 6, 12, 16 og 19 km, hvor man kunne få vand eller energidrik samt svampe. Det ville være dejligt, hvis der ved et af depoterne også havde været bananer eller lignende. Til så mange løbere ville det være godt med depoter i begge sider af vejen – det ville have afhjulpet noget af trængslen.

Der var en del tilskuere ude i det dejlige vejr – de kunne dog godt lære at klappe og råbe lidt mere af løberne! Der var også samba-orkester og et jazz-orkester ude til at sætte stemningen i vejret.

Man løber de sidste par hundrede meter inde på Rundforbi Stadion, og det er en herlig fornemmelse at blive klappet og hujet i mål.

4
Efter løbet 

Når man kommer i mål, afleverer man sin chip – man skal selv tage den af. Derefter er der udlevering af vand, æble, chokolade og müslibar.

Og så starter trængslerne. Bagagen ligger omme bag ved hallen og for at komme dertil måtte man i kø kæmpe sig vej – igennem buskøen, der stod samme sted. Bagagen er lagt ud i lange rækker på jorden efter nummer, så det er let at finde sin pose. Det er uden opsyn.

Der er mulighed for bad og omklædning i hallen, hvilket rigtig mange benytter sig af. Der var i hvert fald stuvende fuldt i damernes omklædningsrum. Havde man lyst kunne man også tage sig en svømmetur, det var gratis. Der var også mulighed for at få massage.

Og så var der mulighed for at hygge sig med familie og venner enten på den grønne plæne på stadion, hvor flere havde taget madkurven med eller i hallen, hvor der var præmieoverrækkelse og kåring af årets kvindelige og mandlige halvmarathonløber.

Man kunne få udskrevet sit diplom med det samme, ose lidt ved salgsboderne med løbetøj, købe lidt mad og drikke og selvfølgelig huske at checke om man selv havde vundet en lodtrækningspræmie, som blev trukket på de sidste to endetal af løbsnummeret Der var tre to-cifrede, der kunne vinde.

Og så kom dagens mareridt. Hjemtransporten. Man havde reklameret med at der kørte gratis busser mellem Lyngby og Rundforbi både under og efter løbet. Det gjorde der også, men så vidt jeg kunne skønne, var der kun 5 busser i drift. Som nævnt kolliderede jeg med buskøen, da jeg skulle hente bagage. Derfor gav jeg mig god tid til at bade og ose i hallen, men da jeg skulle i kø til bussen, var der ca 300 mennesker før mig, og det antal blev er ved med at være, også da jeg var kommet med bussen. Efter 50 minutters ventetid! Og så var det en rigtig lortebus! Forstået på den måde at i starten af kørslen troede jeg, at stanken kom fra marker, hvor man måske spredte gylle ud, men det viste sig, at den kom fra toilettet i bussen! Og jeg kan ikke forestille mig, at der var nogen løbere, der havde benyttet dette toilet, altså var man startet ud med at køre med en overfyldt toilettank.

2
Løbets helhed 

Det er dejligt, at der findes disse løb, hvor der er plads til alle. Både til eliten og motionisterne, hvoraf mange løb deres første halvmaraton. Nogle begyndte således at gå allerede efter 5 km og man kunne også på påklædningen se, at der var mange, der ikke var vant til at løbe. Netop derfor ville det have været dejligt, hvis der havde været muligt at få et energitilskud i form af noget spiseligt.

Løbet var dejligt, for det var en af vore første forårsdage, og det var herligt at løbe i solen og se hvordan de grønne områder flere steder allerede var blevet grønne. Jeg debuterede i sin tid med halvmaraton i netop dette løb, og det kan jeg klart anbefale som ens første halvmaraton, for man kommer ikke på noget tidspunkt til at løbe alene. Faktisk er det tredje gang, jeg løber dette løb, og jeg husker tydeligt fra de andre år, at der kun var 10-15 minutters ventetid på busserne. Hvad skete der lige i år, BT? Det er rigtig ærgerligt, at en ellers god dag, skal ende på denne måde.

3

Log ind

To prevent automated spam submissions leave this field empty.

Nyt medlem

Velkommen til medlem nr. 14065:

Nyhedsbreve




Løber
Løbsarrangør