Jesper Birkedal

Jesper Birkedals billede

Profil

Om dig selv / løbebiografi
Causaklinikken er en nyåbnet klinik i København, og består af Kim Dudek og Jesper Birkedal. De er begge uddannede fysioterapeuter, og læser videre til Osteopat ved The International Academy of Osteopathy. Kim og Jesper har været tilknyttet flere forskellige privatklinikker og sportsklubber, herunder Boldklubben Skjold og FCK Håndbold. De har stor erfaring med løbeskader, både på motionsplan og eliteplan. Kim og Jesper sidder klar til at give dig råd og vejledning om dine skader. Osteopati og løbeskader Døjer du med skader i forbindelse med løb - f.eks. løberknæ, achillesproblemer, lyskesmerter, hælspore, forstuvninger? Bliver skaden ved med at irritere på trods af, at du har gjort alt, hvad du kan for at komme skaden til livs – f.eks. behandling, pause, genoptræning, reduktion i træningsmængde, nye løbesko og indlæg? Hvis du kan genkende denne beskrivelse er årsagen til din skade ikke blevet lokaliseret. Her kan osteopati være løsningen på dit problem. Osteopati er en behandlingsform, der fokuserer på at lokalisere årsagen til smerter. På Causa – Klinikken for Fysioterapi er det netop årsag og sammenhænge, som er i fokus i behandlingstilgangen. Formålet med Causaklinikken? Formålet med den nye klinik ligger i navnet Causa, som er det latinske ord for årsag. Målet med behandlingerne på vores klinik er at undersøge, diagnosticere og behandle årsagen til smerter/skader/symptomer i hele kroppen, hvilket kan være løbeskader, hovedpine, rygsmerter, arbejdsskader, musearm og meget andet. Uanset hvilken type skade vi arbejder med, er hovedmålet altid at finde årsagen til problemet, og ikke bare behandle symptomerne. I vores undersøgelse, diagnosticering og behandling, benytter vi os af en osteopatisk tankegang. Hvad er Osteopati Ordet Osteon er græsk og betyder knogle eller ben og Patos er ligeledes græsk og betyder lidelse. Osteopati stammer fra USA, og blev udviklet af Dr. Andrew Taylor Still i midten af det 19 århundrede. Still var på daværende tidspunkt stærkt utilfreds med datidens manglende evne til at diagnosticere, og på baggrund af dette udviklede han sit eget system til at diagnosticere og behandle. Dette blev efter flere års udvikling til Osteopati, også kaldet for manuel medicin. Osteopatien kombinerer viden om anatomi, fysiologi, biomekanik, neurologi, patologi (Sygdomslære), embryologi (fosterlære) og organlære. Behandlingsformen er i stand til at diagnosticere, hvordan de forskellige dele af kroppen påvirker hinanden, og herved lokalisere præcis, hvor hovedproblemet ligger. Dette gør osteopati til en uhyre effektiv behandlingsform, fordi den fokuserer på behandling af årsagen. Med osteopati behandles der udelukkende med hænderne uden brug af instrumenter eller nåle. Der bliver benyttet mange forskellige teknikker så som manipulation, mobilisering, muscle energy techniques (MET) kranio-sacral terapi, etc. I Danmark bliver man osteopat ved at læse 5 år ved The International Academy of Osteopathy (IAO). Skolen har eksisteret i København siden 2000. Adgangskravet er en uddannelse som fysioterapeut eller læge. Hvordan bruges en osteopatisk tankegang til løbeskader? Et eksempel kunne være en person med løberknæ, som er en irritation/inflammation på knæets yderside. Denne person har opsøgt forskellige behandlere, og har fået alt fra massage, udspænding, akupunktur, øvelser, ultralyd, shockwave og blokade. Der har været varierende effekt af alle behandlingstyper, men symptomerne vender fortsat tilbage. Dette er et klassisk eksempel på, hvordan symptomerne er blevet behandlet, men den dybere årsag er ikke blevet diagnosticeret. Hvad er den dybere årsag, og hvordan kan den diagnosticeres? Årsagen til ovenstående problem kunne stamme fra et helt andet sted i kroppen, som f.eks. foden, bækkenet eller ofte begge regioner. En mulig årsag til problematikken kunne være låsninger i fodens led. En låsning er når leddet imellem to knogler ikke har fuld bevægelighed. Låsninger af denne karakter kan opstå akut eller over tid. Den akutte låsning kan være ved forstuvninger, vrid og skæve landinger, mens den låsning, som sker over tid kan være en reaktion på overbelastning. Herefter starter en kædereaktion, der påvirker kroppens forskellige systemer, og som bl.a. giver anledning til nerveafklemning, nedsat bevægelse i fod-, knæ- og hofteled, ryg samt forringet blodcirkulation i de påvirkede områder. Dette resulterer ofte i en skævvridning af overgangen mellem bækken og lænderyg. I relation til et løberknæ er det vriddet imellem bækken og lænderyg, der stresser musklerne omkring hofte og knæled, som resulterer i den lokale irritation af knæets yderside. Rettes denne kædereaktion ikke, risikerer man at skaden blusser op igen, eller at man rammes af andre overbelastningsskader. Denne kædereaktion kan også give anledning til mange andre skader såsom: Svangseneirritation, achillesproblemer, kramper i svangen, forfodsnedfald, hælspore, skinnebensbetændelse, kramper i læggen, springerknæ, blokeret menisk, irritationer omkring knæskallen, baglårsproblemer, lyskesmerter, løberhofte, iskias, balleproblemer, rygsmerter, hold i ryggen, træthed i ryggen og irritationer af slimsække i hofte, lyske og knæ.  Hvad er den optimale behandling? De fleste typer løbeskader ender som regel med en lokal overbelastning af muskler, sener og ledbånd. Herved kan opstå en hævelse i vævet, som giver den egentlige smerte. Den optimale behandling er at få behandlet denne kædereaktion og herved årsagen til problemet, hvilket ofte fjerner den lokale irritation, men i tilfældet af at irritationen ikke fortager sig helt, så kan en evt. smertekur (anti-inflammatorisk) eller blokade hos lægen være nødvendig. I mange tilfælde vil behandling af årsagen være tilstrækkelig til at du kan træne uden smerter. Alt afhængig af skadens omfang kan det være hensigtsmæssigt at træne de områder, der har været påvirket af skaden. Har du spørgsmål vedr. løbeskader, løbeforedrag eller andet, så kan du læse mere på vores hjemmeside www.causaklinikken.dk eller kontakte os på info@causaklinikken.dk. Stil et spørgsmål til eksperterne her på siden.

Log ind

Nyt medlem

Velkommen til medlem nr. 12408:

Nyhedsbreve




Løber
Løbsarrangør

Fra shoppen