Temadebat: Korte og lange løb

Hveysels billede

Hvad får os til at løbe kort eller langt? Er det korte løb blot en forberedelse til det lange, eller har det korte løb en egen værdi?

Der har aldrig været så mange marathon- og langdistanceløbere som nu. Marathondistancen er blevet et mål for mange - en slags svendeprøve for en løber. Herefter følger ultraløb eller jagten på et medlemsskab af den eftertragtede Klub 100 for marathonløbere.

Selvom det korte og lange løb har en fælles kerne, er træningen og forberedelsen til de to typer løb meget forskellig. På korte distancer op til 10K fylder træning i hurtighed, opstart og afslutning meget, mens væskeindtag, udholdenhed og restitution fylder mere hos langdistanceløbere. Fylder den offentlige debat om de lange løb for meget på bekostning af relevante emner, som knytter sig til de kortere distancer? Er det blevet sådan, at der står mere respekt om det at kunne løbe langt frem for at kunne løbe kort og hurtigt, og i givet fald hvorfor? Hvad er det i disse år, som gør det lange løb så attraktivt?

Lad os få nogle bud på svar og på fascinationen ved de to typer løb og grunden til at vælge det ene frem for det andet som favorit.

#1

Jakob Lind Tolborgs billede
Det er en interessant debat, som jeg ikke har ret mange svar på, men jeg håber, der er andre, der kan berige mig med synspunkter. Jeg foretrækker selv 5 - 10 km, og jeg foretrækker at øge hastigheden fremfor distancen, men jeg føler mig som en minoritet. Det virker som om alle andre træner på at øge distancen frem mod 5 km, 10 km, halvmaraton eller maraton. Der er jo nærmest en lemmingeeffekt. :::-) Mange hilsner Jakob - der ofte er lidt på tværs. ::-) [URL="http://www.facebook.com/group.php?gid=32290786600"]Løbeklubben på Facebook[/URL] - Kom og løb med

#2

Dipys billede
Det bliver jo spændende at læse med her - når det forhåbentlig bliver en rigtig aktiv tråd med mange svar. Jeg begyndte selv at løbe for ca. 7 år siden i en lille løbeklub. En gruppe i klubben tog jævnligt ud til især halvmarathon løb, så da jeg efter kort tid kunne løbe 10 km var det naturligt at sigte videre efter halvmarathon. Samtidig nyder jeg virkelig at se naturen i løb, det er skønt at komme ud på de lidt længere distancer og bare nyde at kroppen finder ind i en rytme og tankerne går på vandring. Der er også utrolig mange skønne halvmarathonløb som jeg bare "er nødt til" at deltage i og virkelig ser frem til hver år. På nuværende tidspunkt træner jeg frem til at deltage i min første marathon i Kbh, men jeg tror nu stadig at det vil være halvmarathon som er og bliver min favoritdistance. Men man ved jo aldrig hvad fremtiden bringer, det er kun 1 år siden jeg havde forsvoret at jeg nogensinde ville løbe en marathon ::-) . Løbehilsner Gitte

#3

Sørens billede
Jeg tror, at fascinationen af og prestigen ved det lange løb knytter sig til i hvert fald to ting. Individualiseringen har stået stærkt i mange år. Vi skal helst iscenesætte os selv som unikke. Jeg tror, at marathonløbet er blevet en af de måder, vi iscenesætter os selv på. Ved at træne op til og gennemføre et marathonløb fortæller vi os selv og andre, at vi faktisk kan noget, som ikke ret mange andre kan. At vi er noget særligt. Det er dels et selvrealiseringsprojekt og et selviscenesættelsesprojekt. Problemet er, at ganske mange efterhånden kan løbe et marathonløb. Dermed udvandes meningen med det. Derfor ser vi, at ultraløb eller antallet af marathonløb bliver vigtige mål for mange - netop med henblik på stadig at fastholde de to ovennævnte projekter. Der er ikke den samme mulighed for realisering og iscenesættelse ved at løbe kort, men hurtigt. Det er for nørdet og teknisk at kunne prale med, at man er blevet 23 sekunder hurtigere på en 5K. Det er alt for svært at forholde sig til. Derimod kan alle forholde sig til at det er en bedrift at kunne gennemføre et marathon. Tiden er ikke så vigtig - mest for en selv. Tjaa, det er bare et bud ;;-)

#4

Sørens billede
Mit bud. Det er måske for abstrakt for mange at skulle forholde sig til en km tid. hvad skal den holdes op i mod? Hvad er hurtig og hvad er hurtigt for mig? Jeg tror at langt de fleste mennesker kan forholde sig til det at gennemføre en marathon om det så er på 3 eller 5 timer. Det er et mål der er konkret, opnåeligt men stadig så krævende at nå at det giver lidt til selvtilliden mm at kunne gøre det. 42,2 km er en reference der ikke diskriminerer "langsomme" løbere, dem der ikke er bygget til fart af den ene eller anden årsag. At gennemføre er en lige stor sejr for den lidt mindre måske lidt overvægtige der gør det på 4+ timer som for den atletiske der jagter sin rekord tid. Mvh Søren N

#5

Hallers billede
At starte med et Marathonprojekt eller lign. er for de fleste et selvrealiserings-projekt, hvilket har en tilbøjelighed til at få en lidt negativ "selvhøjtidelig" klang - Vi lever i et samfund, der trods debat om økonomiens deroute, er rigere end nogen siden før og med en arbejdstid for de fleste, der dels gør at arbejdet ikke længere er den eneste identitetsbærende beskæftigelse, dels at der er råd til at beskæftige sig med ikke indtægtsbærende aktiviteter - Det kan næsten ikke blive anderledes med mindre vi skruer tiden tilbage og arbejder +50 timer ugentligt. Jeg skal undlade at filosofere yderligere over dette og istedet blot komme med et par supplerende praktiske observationen: - Jeg er selv på vej mod de 40 og har tidligere fokuseret på 5 og 10 km. konkurrencer. Når alderen runder et vist niveau, så bliver langdistanceløb mere relevant i forhold til at sætte sig nogle mål, da det af rent fysiologiske årsager er nemmere at forbedre sin marathontid end sin 5 km. tid når man er 40.. Jeg ligger +5 min over min bedste tid på 5 km da jeg var 20 og nu træner jeg +80 km ugentligt og er i langt bedre form... Så ja, jeg er også på vej mod Ultraløb efter de første marathonløb - I takt med at selve det at løbe bliver et mere komplekst projekt (selvrealiseringen), så stiger kravet også til "indholdet". Der er ikke mange, der tager til et 5 km. løb i Berlin og pakker sammen efter 20 min., men der er +5000 danskere der tager til Berlin Marathon. og bruger det meste af en weekend på arrangementet. Projektet bliver mere end bare et løb, men også socialt samvær, oplevelser m.m. - Et marathon løb er også blevet en anerkendt referenceramme for egenpræstation og jo flere der gør det, des flere vil der yderligere komme til. Bemeldte selviscenesættelse forudsætter jo at "tilskuerne" forstår præstationens størrelse og omfang. Nu kan det både bruges til at vise viljestyrke på CV til ansøgningen og meget mere... Så "lemming effekt, selviscenesættelse" m.m. jeps - alt andet ville være dysfunktionelt :-) Sådan er vi nu engang skruet sammen :::-)

#6

Eriks billede
Det er nok meget rigtigt, at langdistanceløb passer godt til os, som ikke kan gøre sig forhåbning om nye PR på 5 og 10 km. Også meget rigtigt, at man ikke rejser langt for at løb 5 eller 10 km. Men selve det at rejse langt for at løbe, er vel en del af selvrealiseringsprojektet. Det er vel for mange det mål, man sætter op foran sig som en gullerod? Det kan være en rigtig god motivationsfaktor. Så at debatten om landistanceløb fylder mere end kortdistanceløb skyldes måske simpelthen, at der er langt flere løbere i alderen +30, hvor fokus ikke ligger på at blive hurtigere (det kan man næsten lige så godt opgive), men på at løbe længere....

#7

kkartdecos billede
Æv, det lyder sørme da ikke godt at jeg ikke vil kunne forbedre mine korte distancetider særligt meget, da jeg er 40+ men selvfølgelig har i da ret....man bliver da langsommere med alderen, men vil det sige at intervaltræning(som iøvrigt er lidt kedeligt) er reelt tidsspilde for 40+?? :sko: Kasper

#8

Lars Nielsens billede
Om man kan forbedre sine 5 og 10km tider som 40+ kommer jo meget an på udgangspunktet. Hvis du var eliteløber i 20'erne er det jo nok ikke videre sandsynligt du vil kunne forbedre dine tider. Hvis du derimod er forholdsvis nystartet kan der jo være mange års forbedringer i sigte. Under alle omstændigheder; Hvis du vil være hurtigere - uanset niveau - så er intervaltræning IKKE tidsspilde.

#9

Kim Pedersens billede
Jamen jeg vil da også lige komme med min mening. Da jeg som nu løber skulle sætte et mål for at komme igang. (Har det bedst med målsætninger). Så synes jeg bare ikke det lød af noget at jeg vil under 55min på 10km eller sådan noget. Nej halvmarathon det lød af noget og det er som mange af jer andre har sagt, at det er en lang fokus på en selv, som man oplever... Jeg synes ikke at 10km på 55min er dårligt, det var bare ikke et godt nok mål for mig... Kim

#10

hvilsoms billede
Hey, Der er meget fokus på selviscenesættelsen og identiteten. Hvad med alle os, der bare har opdaget at livet begynder efter den halve? Os, der bare får et kick ud af at overskride distancen, om det så er det første halve, hele eller dobbelte maraton? Os, der i bund og grund er ligeglade med om folk synes vi er seje eller tossede. Jeg gør i de lange fordi, det føles fedt. Fordi det giver mig ro i sjælen og fordi jeg kan. Jeg startede med at løbe for 3 år siden og har "bare" øget distancen støt og roligt - indtil den enkelte distance føles komfortabel :-)

#11

Sørens billede
Hej igen Det kan da godt være, at jeg overdriver betydningen af selviscenesættelsen, men jeg tror nu alligevel, det har en vis betydning. Jeg er helt med på, at der også er en praktisk funktion, som haller er inde på. Min pointe om selviscenesættelse gælder selvfølgelig ikke nødvendigvis på individniveau, men som overordnet tendens. Når du, hvilsom, skriver, at du løber langt fordi du kan, så er det jo ikke hele forklaringen. At kunne løbe langt er ikke noget, vi er født med. Det skal trænes op, og når man vælger at træne sig op til at løbe langt, så er det fordi, det giver status i disse år. Ikke fordi, man går og praler explicit, men fordi der står respekt om løbere. Sådan var det ikke for bare 20 år siden, selvom fritiden stort set var den samme som nu. Dengang var det andre ting, som gav status at kunne. Idag er det at kunne løbe langt, og det mener jeg bestemt er godt. At løbe langt viser vores omgivelser at vi har overskud, har en sund livsstil, kan planlægge og prioritere, at vi er målrettede osv. Det er altsammen egenskaber, som efterspørges i disse år, og som giver status. Hilsen Søren

#12

brjs billede
Korte eller lange løb...efter min mening er der 2 typer løber. Den ene type, løber fordi naboen også gør det..... og de vil ikke være uden for.(lemmingeeffekten). De vil også kunne skrive marathonløber på deres CV... de er en guld-gruppe for udstyrsforretningerne og løbemedier. De vil også forsvinde igen... når det ikke er så meget fokus på løb mere. Den anden type, er dem der løber af en eneste grund...de kan lide det.. og de er fuldstændig lige glade med hvad andre tænker..eller om der er fokus på deres sport...den gruppe vil altid være der.

#13

BrianNNs billede
Bjarne har en god pointe. Angående korte kontra lange løb, mener jeg ikke man kan stille det så firkantet op. For mig er det ikke enten eller, men både og. Der er intet i vejen for at træne sig op til både at kunne løbe hurtigt på kortere distancer og at kunne løbe de lange distancer – det gør jeg også selv. Det er jo to vidt forskellige discipliner – på kortere ture (f.eks. 10k) er hurtighed det primære, og det handler om ren fitness, men på de lange ture er det ikke nok at have et højt fitness niveau eller en god kondition, at have den nødvendige udholdenhed og sejhed kræver mere end ”bare” en god fysik. Jeg løber dog ikke 5k, da jeg mener den distance ganske simpelt er for kort (det er i hvert fald ikke noget, jeg vil rejse efter), men det generer mig ikke at løbe både hurtigt på en 10k og langt.

#14

Nordboens billede
Det interessant at kunne finde en eller flere sætninger i alle svarene der kan passe på mig selv - og jeg tror at det viser hvor mange fællesnævnere der er for løbere. Uanset den distance man vælger. En af de ting jeg også tror influerer meget på valg af kort eller langt løb, er personens psyke. Jeg tror der er en forskel på personligheden mellem løbere der satser på korte og tempo prægede løb/konkurrencer og de der tager de lange og mere rolige løb/konkurrencer - dermed ikke sagt at nogen slags psyke er bedre end andre. Det kræver forskellige psykiske kræfter at løbe de to forskellige konkurrencer og det kræver forskellige former for træning. Derfor må man passe den rette form for mål ind i sin personlighed. Måske er langdistance løberen den der har det bedst med ensomheden på de lange stræk og kort distance løberen den der har det bedre med holdkammerater? Når jeg ellers ikke er så åndssvag at overtræne og skade mig selv (ved at skulle prøve nye former for selvpineri i interval-og bakketræning....), så har jeg valgt de lange distancer. Jeg indrømmer gerne at der var en lemmingeffekt og en vis selv iscenesættelse over mit valg af løb. Jo, det var ikke dårligt at fortælle andre om hvad jeg kunne. I begyndelsen.... Har altid gerne villet løbe og beundret andre der kan - men har ikke været parat mentalt til at gøre noget alvorligt ved det. Og så opdagede jeg at min høje debut-alder af 47 at: der kom en skjult løber frem fra de indre gemmer, at jeg kan overskride mine egne grænser meget mere end jeg troede, at jeg er meget sejere end jeg troede, at jeg elsker at løbe i mit eget selvskab langt uden for lands lov og ret i timevis, at jeg også kan bruge den mentale styrke i min hverdag og at jeg i dag løber ene og alene for min egen skyld!

#15

Hveysels billede
Her en artikel fra Politiken, som giver lidt yderligere perspektiv på spørgsmålet: [URL="http://politiken.dk/tjek/motion/article962649.ece"][COLOR=#800080]http://politiken.dk/tjek/motion/article962649.ece[/COLOR][/URL]

Log ind

To prevent automated spam submissions leave this field empty.

Nyt medlem

Velkommen til medlem nr. 14110:

Nyhedsbreve




Løber
Løbsarrangør

Bliv medlem af løberne.dk

Samsø Marathon 2019