Rudersdal 22/03/09

Halvorsens billede

Bare lige for at have det på det rene: Dette er en ”guerilla anmeldelse” uden relation til test-teamet - jeg har bare valgt at bruge samme skabelon for nemhed skyld. Skriv endeligt hvis I har nogen spørgsmål.

Før løbet
Tilmelding er på hjemmesiden rudersdalmarathon.dk, hvor der også er en god del information om løbet, billeder, videoer, kort osv. Prisen er 150 kr for at deltage.

Og har man problemer er det bare at skrive til Tor - min erfaring er han vender hurtigt tilbage.

Et par dage før løbet kommer der normalt en mail fra Tor med de vigtigste praktiske oplysninger.

På selve dagen er der normalt liv en god times tid før løbet i idrætscenteret i Birkerød - ligger 5 min fra stationen hvis man er med det offentlige. Man skal lige underskrive en erklæring om man ikke vil sagsøge Tor hvis noget går galt - så får man posen der ved mange andre løb udleveres efter løbet. Der var i dag et par energibarer, sodavand, medalje, og t-shirt (en rigtig god løbetrøje) - det var vist det i dag. Der er fine forhold til omklædning - normalt er ”egne” rum til omklædning, men i dag måtte vi dele med de andre brugere af centeret da der var mange andre aktiviteter. Der er også en rum hvor man kan stille taske osv. og som aflåses under løbet.

Efter en kort velkost fra Tor, er det traditionen at Garmin har givet et par sponsorgaver: I dag var det et 405 og to 305 - dvs. man har ca. 3 % chance for at komme hjem med et nyt ur Smile Efter dette er der normalt en ”kendis” der holder et indlæg. Kvaliteten af dette kan svinge en del, men i dag var det Jerk W. Langer (ham lægen fra tv) der holdt et underholdende indlæg om chancerne for at en af os ville dø under dagens maraton Smile Sagt på en anden måde omhandlede indlægget risikoen og fordelene ved at træne og løbe maraton.

4 ud af 5 sko

Under løbet
For dem der ikke ved det, så er Rudersdal et ”socialmarathon”, dvs. man løber i en af 3 grupper: 4:00, 4:30 og 5:00+. Der er to fastholdere i hver gruppe som har ansvaret for at tempoet holdes, og fartholderne har også ansvar for at finde vej: Ruten er faktisk en permanent rute, og kommunen har sat godt med skilte op til at vise vej. Disse skilte er efterhånden blevet optimeret, men ruten er bestemt ikke nem at finde rundt på første gang man deltager.

Der er kun to deporter under vejs: Efter 15 og 31 km. Det lyder måske som alt for lidt, men ideen er man starter med væske fra start og drikker denne på vej ud mod de 15, så drikker og spiser ved depotet og fylder op, så videre til næste og så videre. Nogle få løber med en flaske i hånden, de fleste med et bælte og nogle med Camelback. Ved depoterne er der vand, cola, bananer og vingummi.

Ruten er utrolig smuk - langt den største del af ruten er i skov/ på naturstier, resten på mindre veje. Det er stort set kun ned langs Øresund på Strandvejen der løbes på en større vej og det er ikke mere en 5 min. Lige så flot ruten er, lige så hård er den også: Tor skriver i sin vejledning at man lægger 30 min til sin normale marathontid når man skal vælge gruppe. Dette er måske lige i overkanten, men det går stort set hele tiden op eller ned - ikke ret mange store bakker, men stort set hele tiden op eller ned. Der er dog en dræber bakke omkring de 40 km (aldrig et godt tegn når vejen hedder Udsigtsbakken Smile) - men der er der normalt mange der vælger at gå op af den.

Tidligere har der ikke været de store problemer med at grupperne bliver sprængt, men i dag havde en af fartholderne på 4:30 desværre lidt problemer, så denne gruppe blev spredt en del. Men jeg tror ikke der var mange der kom til at løbe helt alene, og de der gjorde det var vist stort kun fra bakken ved 40 km og hjem.

4 af 5 sko for løbet – hvis man kan lide udfordringen

Efter løbet
Da posen med sodavand, t-shirt osv. er uddelt ved starten, er der ikke det store praktiske når man kommer i mål. De fleste hænger ud et stykke tid og får snakket om løbet osv. og faciliteterne til omklædning er i top.

Der kommer normalt hurtigt en mail fra Tor med opfølgning på løbet og det er også muligt at gå ind på hjemmesiden og se ”resultatet”, dvs. hvem der gemmenførte, hvem der udgik og hvem der ikke mødte op til start. Der er også mulighed for at udskrive et diplom.

3 ud af 5 sko

Løbets helhed
Jeg vil klart anbefale løbet: Om det er for at prøve at løbe maraton og gerne vil have lidt hjælp på vejen rundt, eller om man bruger det som ”træning” og en mulighed for at gense bekendtskaber fra tidligere løb.

Løbet afholdes normalt 3 gange om året: Forår, sommer og efterår - så hvis i bor i hovedstadsområdet kan jeg kun på det varmeste anbefale jer at deltage.

4 ud af 5 sko

#1

Bedouinas billede
Hej Halvorsen. Det var en vældig flot anmeldelse. :;-) Jeg er lidt i tvivl om, hvad du mener med grupperne. Mener du at I løb på 4:00, 4:30 og 5:00 min/km. For det er vel normalt det der står på fartholdernes balloner? Jeg har bare en fornemmelse af, at du nok mener timer - eller hvad? :confused: Det kunne da egentlig være sjovt, hvis der var flere, der skrev anmeldelser, når de havde deltaget i et løb. Der er jo uden tvivl mange, der jævnligt deltager i diverse motionsløb ude i det ganske land. Bedouina

#2

Halvorsens billede
Ja, det er 4, 4½ og 5 timer. Mht. balloner er det min erfaring at det svinger lidt om det er sluttid eller km. tid, men ja, det hele havde nok være lidt nemmere at forstå hvis jeg havde skrevet timer.

#3

FrankBThs billede
Flot anmeldelse :nr1 Det lyder en smule utraditionel at udlevere medaljen før løbet. Skal man så aflevere den igen når man ikke gennemfører ? Det er da helt klart et løb der skal prøves engang. Jeg kan godt lide den sociale tanke. Frank B. Th.

#4

Halvorsens billede
Jeg ved faktisk ikke om hvordan "returnering" af medaljer håndteres. Grunden til at posen udleveres før og ikke efter løbet, er at Tor løber med sidste gruppe på 5+ timer. Så han er normalt ikke tilbage når de andre grupper er tilbage. Indstillingen er at det er vigtigere at heppe på sidste løber der kommer i mål end om der er en der slipper af sted med en medalje for meget :)

#5

Cecilia Arendals billede
Jeg kan kun være helt enig i Halvorsens anmeldelse af Rudersdalmarathon i søndags. Det sociale element er i højsædet :nr1 og når man som jeg løber uden en løbeklub, giver disse sociale løb rigtigt mange gode snakke undervejs, både at lytte til og selv deltage i. Mange af løberne har et potentielt stort overskud til at trække os lidt langsomme igennem. Især Claus Ø, der fik 4.30 times gruppens sidste (mig bla) hjem til tiden :-)) Løbet der som skrevet gentages flere gange om året kan virkelig anbefales. Venlig hilsen Cecilia

Log ind

To prevent automated spam submissions leave this field empty.

Nyt medlem

Velkommen til medlem nr. 14119:

Ingrid Jensens billede
Løber i løbeklub benløse. Deltager for sjov og at støtte lidt

Nyhedsbreve




Løber
Løbsarrangør

Bliv medlem af løberne.dk

Samsø Marathon 2019