½ marathon kontra en hel marathon

Kelds billede

Hej

Jeg har nu gennemført 2 halve martathon på tiderne 2 timer og 12 min samt 2 timer 1 min. Jeg går og tænker på at øge distancen til en hel, men er ikke helt sikker på hvor meget ekstra træning det kræver samt hvor lang tid man skal træne for at kunne gennemføre en hel. Jeg har tid til at træne 3 gange pr uge. Håber du kan give mig et hint om, hvilken vej jeg skal tage. Har bestemt mig for at løbe en halv marathon til februar og så igen til lillebælt.

Med venlig hilsen
Keld Bertelsen

#1

Henrik Lund Jensens billede

Hej Keld

Tak for dit spørgsmål, jeg vender tilbage med et udførligt svar hurtigst muligt.

Med venlig hilsen

Henrik Lund Jensen

#2

Henrik Lund Jensens billede

Hej Keld

Generelt er der vældig stor forskel på 1/2 og 1/1 maraton, både hvad angår distancen, træningen og udfordringen. "De fleste" (her tænker jeg på almindelige løbere med træning 2-3 gange om ugen) kan klare en 1/2 maraton efter nogle måneders træning. Den hele distance kræver mindst et års forberedelse, der indebærer både træning (absolut minumum 3 x uge), træningsløb på 5, 10 og 1/2 maraton samt generel forberedelse til løbet.

De fleste, der planlægger at træne sig frem til og deltage i et maratonløb, ændrer attitude omkring deres løb. De begynder at ændre spise- og kostvaner, de "snakker" mere om løbet og koncentrerer sig meget om deres projekt. Maraton fylder simpelthen mere i løbernes bevidsthed end halvmaraton - for den enkelte.

Når det er sagt, så skal det siges, at hvis du har drømmen om den hele, så kan den også realiseres. Det kræver træning 3-4 gange pr. uge i begyndelsesfasen (fra 1 år før løbet) og op til 5 x uge i slutfasen + deltagelse i forskellige løb på de kortere distancer.

Det er mere end dobbelt så krævende at træne op til maraton i forhold til halvmaraton, fordi der kræves flere gange træning pr. uge, og fordi distancerne også vil være længere, især i månederne frem mod selve løbet.

Umiddelbart vil jeg nok råde dig til at løbe de tre gange om ugen, indtil du har løbet 1/2 maraton i februar og maj, og så derefter tage stilling til, om du vil prøve den lange i et efterårsmaratonløb 2011 (H.C. Andersen Marathon, Berlin eller Frankfurt, f.eks.). Så henter du mere løbserfaring først, og du kommer måske også under de to timer (!).

Du kan fint fra maj til september/oktober øge din træning, således at du kan løbe 42,195 km i et sensommer/efterårsmaraton.

Hvis du gerne vil i gang nu, med henblik på f.eks. Hamburg eller Copenhagen 2011 (april el. maj), skal du op på en større træningsvolumen allerede fra oktober/november. Hvis du har lyst og mod til det, kan du maile tilbage. Så hjælper jeg dig på vej...

Pøj-pøj

Med venlig hilsen

Henrik Lund Jensen

#3

Kelds billede

Hej Henrik

Mange tak for det hurtige svar. Jeg vil gå i tænkeboks og finde ud af med mig selv, om drømmen skal leves ud eller jeg skal blive på den halve distance.

Med venlig hilsen

Keld

Log ind

To prevent automated spam submissions leave this field empty.

Nyt medlem

Velkommen til medlem nr. 15371:

Nethe Kruses billede
Begynder

Nyhedsbreve




Løber
Løbsarrangør

Læs mere her

Bliv medlem af løberne.dk