Den japanske forfatter Haruki Murakami, født 1949, er en spændende forfatter men også lidt svær at forstå. I Danmark er han nok mest kendt for Kafka på Stranden og Trækopfuglens Krønike. Alene titlerne siger en hel del, og det er da også i genren magisk realisme, han bevæger sig mest. Det var derfor med spænding, at jeg både som løber og læser så frem til at læse denne bog.
Haruki Murakami er en meget målrettet person, der startede sin karriere som ejer af en jazzbar, mens han skrev romaner om natten. Denne målrettethed er nok essensen af bogen, og som de fleste løbere kan nikke genkendende til. For målrettet er dét, enhver løber er, enten vedkommende træner til 5 km, 10 km eller maraton. Et træningsprogram hvor man tager ét skridt ad gangen. Efter at være blevet forfatter på fuldtid og kvittet jazzbaren, begynder han at blive fed, og derfor begynder han at løbe.
Murakami løber cirka 10 km hver dag, så med et månedligt kvantum på op til 350 km, ét årligt maraton – og de senere år også et triatlon, som han dog ikke uddyber i detaljer og et enkelt 100 km løb (11 timer og 42 minutter), må man respektere ham som løber. Men bogen er absolut ikke en løbebog. Der er ingen skemaer eller gode råd om at løb.
Han nævner nogle af de maraton, han har deltaget i rundt om i verden. F.eks. Hawaii, Japan, New York og Boston, men går dog ikke i detaljer. Det er lidt en erindringsbog også, men stadigvæk uden detaljer.
Det meste af bogen går med at sammenligne sit forfatterskab med løb.
”Det meste af det jeg ved om at skrive, har jeg lært ved at løbe hver morgen – altså på den fysiske og praktiske måde. Hvor hårdt kan jeg egentlig presse mig selv? Hvor meget hvile er passende, hvornår bliver det for meget? Hvor langt kan jeg med rimelighed gå, og hvornår bliver jeg for stædig? Hvor meget skal jeg være opmærksom på verden omkring mig, og hvor meget skal jeg fokusere på mit eget indre? I hvilket omfang skal jeg tro mine egne evner, og hvornår bør jeg begynde at tvivle på mig selv?”
Jeg tror ikke, at der er noget nyt i disse ord for en løber, eller for den sags skyld andre. Men det er hvad Murakami gør hele bogen igennem. Filosoferer over det at løbe og skrive og får det sammen med lidt baggrundserindringer flettet sammen til en bog.
Murakami siger selv, at denne bog er blevet til i små bidder over et år, og det er ganske lang tid, for når man trækker forordet og efterskriften fra, er bogen reelt kun på 155 sider. Og det er inklusive billeder og halve og hele sider mellem de enkelte kapitler. Så alt i alt en lille bog.
Eftersom man hverken kan kalde bogen en løbebog eller erindringsbog, kunne man måske kalde den for en pausebog! Måske har Murakami skrevet sig selv ud, så han på denne simple måde atter har kunnet udkomme med en bog.
