Bog: Elsk at løbe

Af Henrik Lund Jensen

Tor Rønnow og Bente Klarlund Pedersen har haft et fælles projekt om at formidle fascination og videnskab om maratonløb. Resultatet er blevet en flot, men ujævnt redigeret bog.

Med en ganske betragtelig spænding i det litterære og oplevelsesmæssige mellemgulv haler denne signatur den brune bogpakke op ad postkassen. Ritsch - og bogen kommer til syne. Et længe ventet værk, som to markante, og meget forskellige personligheder har forfattet.

Tor Rønnow er en særdeles flittig maratonløber og fotograf. Han løber over det meste af kloden, og han formidler sine løbeture gennem de mange billeder og teksterne, som han lægger ud på sin hjemmeside - og på mange andre sites. Rønnow har opnået kult-status i løberkredse. Bente Klarlund Pedersen er en højt estimeret forsker inden for muskelfysiologi og sundhed. Hun løber i sin fritid. Fem-seks kilometer om morgenen og også gerne maratonløb.

Parret mødtes ved et løb har nu fundet sammen omkring fortællingen om maratonløbet. Beretningerne og visualiseringen fra Tors mange løb. Og de sagligt videnskabelige input fra professoren og forskeren.

Hvad er meningen?
Lidt forbløffet bliver jeg, da blikket falder på forsiden. Et mærkeligt uautentisk billede, slet ikke fra et rigtigt maratonløb, men et slags still-billede, en mærkværdig kunstig opstilling. Hvorfor denne forside, når der nu findes så uendelig mange fascinerende Tor-billeder fra alverdens maratonløb?

Det er også forbløffende, at Jørgen Leth er valgt til at skrive forordet i bogen. Ved manden da noget om maratonløb? Lidt mere beroliget kan man læse om Leths fascination af at dokumentere selve løbet. Gennem billeder, der fortæller om Tors tilstedeværelse i løbet. At fotograflinsen og tilskuerens øje befinder sig nede midt i feltet, hvor det hele foregår. Helt ned i detaljen med skilte, papkrus, hjælpernes ansigter. Som med-kigger mærker du løbets puls, føler sveden og hører åndedrættet. Denne autentiske form er unik og særpræget, og der er vel næppe nogen i verden, der befinder sig på Tors niveau og vinkler maratonhistorierne, som han vælger at gøre det. Det er til at blive helt svimmel over billederne fra bjergløbene i Alperne. Dog kunne man godt savne flere billeder af løbere set forfra. Med smil, frisure, svedperler og det hele.

Flot billedside
Billeder fortæller mere end 1.000 ord. I denne bog er fotografierne fortællingens rygrad. Kombineret med en række gode tips til maratonløberen og det fysiologiske grundlag. Med titlen Maraton Management (hvorfor ikke Marathon Management, når der nu vælges et engelsk udtryk?) lægges der op til forberedelse til deltagelse i et maratonløb. Det gøres kompetent og overbevisende i denne bog.

Den er et miks mellem oplevelseshistorier fra de forskellige løb, som primært Tor har deltaget i og fysiologiske data og forskning på området. Seriøst og vedkommende. Men kompositorisk halter bogen en smule. Det er som om de enkelte afsnit ikke hænger helt sammen, men at de i stedet ujævnt er klistret ind efter hinanden. Kan bedst læses i små bidder, for de forskningsmæssige afsnit er ofte på et ganske højt niveau.

Det er bagsiden af medaljen, når to forfatteres sprog mødes uden en dygtigt redigerende pen. Falske myter Det virker lidt irriterende, at mange af de omtalte løb ikke betegnes korrekt. F.eks. kaldes North Sea Beach Marathon for "Beachmarathon", Zermatt Marathon for "Zermatt", Nationalpark Thy Marathon for "Thy" og der mangler et "h" i mange af navnene på de store løb. Ligeledes videregives den forslidte myte, at Eremitageløbet var verdens første motionsløb i 1969. Det er ikke korrekt. Heller ikke myten om, at Frank Shorter, hans fornemme meritter ufortalt, "opfandt" maratonløbet. Det kan man ikke (altså "opfinde" maratonløbet), og det kunne Shorter heller ikke. Maratonløbet som folkelig begivenhed opstod, fordi der blev mere fritid, fordi forskere begyndte at skrive om det sundhedsmæssige aspekt, og "kroppen gjorde oprør" mod stillesiddende arbejde, bilkørsel - og af mange andre årsager.

Tor omtaler svenske Kjell-Erik Ståhl som den mest kendte svenske løber. Men glemmer desværre helt den suveræne Evy Palm, som var noget mere populær i 80´erne. Frem for 138 referencer fra forskerverdenen kunne der med fordel være bragt en oversigt over relevante bøger og hjemmesider om dette store emne.

Formidler oplevelser
Elsk at løbe vinder på sin visuelle del og på det faktuelle stof. Bogen sælger maratonløbet som fænomen og overbeviser om de sundhedsmæssige gevinster ved løbetræning og deltagelse i løb. Den formidler løbsoplevelserne i både storbyløb, i naturløb, i bjergene og langs kysten. Elsk at løbe er med maratonløberen hele vejen på løberens præmisser. Man bliver ganske enkelt i godt humør ved at tage bogen i øjesyn og pløje sig gennem de 288 sider.

Tor Rønnow og Bente Klarlund Pedersen: Elsk at løbe - med Maratonbogen. Forlaget Bianco Luno. www.biancoluno.dk. Udkommet den 3. november 2010.

Køb bogen her...

4

Log ind

To prevent automated spam submissions leave this field empty.

Nyt medlem

Velkommen til medlem nr. 15643:

Nyhedsbreve




Løber
Løbsarrangør

Læs mere her

 

Sign Up