Derfor er løb bedre end cykling

Jacobs billede

Kalenderen siger forår, og så bliver det danske landskab endnu mere tillokkende at bevæge sig ud i. Men skal det være i løbesko eller på cykelhjul?

 

"Det afhænger af smag og behag," lyder det nemme svar. Men jeg mener nu nok, at man til en vis grad kan basere sit valg på objektive kriterier. For eksempel om motionsformen er skånsom mod kroppen - eller nemt giver skader. Om det er en billig og enkel sport at dyrke - eller en dyr og lidt mere besværlig. Og så videre.

 

Jeg er nået frem til i alt 9 parametre, som man kan måle motionsformer på. Og så har jeg ud for hhv. løb og cykling givet nogle simple karakterer (fra 1 til 3). Jeg har også inddraget svømning, som er en anden klassisk motionsform - og som dyrkes af et stigende antal motionister i forbindelse med triatlon.

 

Se hele sammenligningen her:

 

http://danskebjerge.dk/topolitik8.htm

 

Det samlede resultat viser, at løb scorer højere end cykling. Løbetræningens store styrke er, at den er nem at gå til, og det er effektivt. Cykling kræver mere udstyr, mere logistik og mere træningstid. Kun på fartoplevelse og mulighed for variation af træningsruter er cykling helt i top.

 

Lige før målstregen kommer svømningen dog susende og overhaler løb. Det kom lidt bag på mig. I perioder af året dyrker jeg selv både løb, cykling og svømning, og af de tre er det svømningen, jeg har sværest ved at motivere mig til. Men opgørelsen siger altså, at jeg burde elske det. Svømning giver bl.a. en bedre træning af hele kroppen, og så er der lavere risiko for belastningsskader og ulykker.

 

Vil min sammenligning nu få tusinder af danskere til at strømme til svømmehallerne, mens racercyklerne står og ruster op hjemme i garagerne? Nej, selvfølgelig ikke, og det hænger nok sammen med, at der i praksis er andre ting, der spiller ind. For eksempel: hvad vennerne dyrker. Og hvad man individuelt føler, man er bedst til. Men det kan også handle om selve grundteknikken i sporten: Nogle har det sikkert bare bedre med at sidde og træde i nogle pedaler, end med at sætte af og lande i nogle sko. Den slags er svært at måle på.

 

Alligevel synes jeg faktisk, at man kan bruge sammenligningen til noget. Den underbygger antagelsen om, at løb passer bedre til det travle hverdagsmenneske, end cykling gør. Og at løb nok bør anbefales som primær udendørs motionsform for utrænede. Til gengæld er cykling et rigtig godt supplement til løbetræning, bl.a. fordi det generelt er en mere skånsom træningsform.

 

 

 

 

Om bloggen

Jacobs billede
Her får du nyheder og tips om bjergløb og bakketræning i det danske landskab. Skribent er Jacob T. Johansen, der bestyrer Danskebjerge.dk, Danmarks største site om bakker. Andre emner relateret til det danske landskab kan også blive taget op.

Andre bloggere

5 blogeksempler

Log ind

To prevent automated spam submissions leave this field empty.

Nyt medlem

Velkommen til medlem nr. 13734:

Romic Yongs billede
Løber for at få god motion i naturen. Løb en halv marathon 25. december 2018. Vil gerne løbe flere...

Nyhedsbreve




Løber
Løbsarrangør