Startede som aprilsnar – VM i 24-timersløb på 3 måneder

Anne Marie Geisler Andersens billede

Det var egentlig ikke meningen, at jeg skulle have løbet et 24-timersløb i år. Plejer jo kun at løbe hvert andet år, fordi jeg har født hvert andet år siden 2011. Men når vi nu ikke skal have flere børn, så åbnede der sig en mulighed…

Aprilsnar

På ultralandsholdet har vi fået nye landstrænere. De skrev en gang sidst i marts og spurgte, om jeg skulle med til VM. Jeg lavede en Facebook-opdatering om det 1. april, som ikke en eneste gennemskuede som en aprilsnar. Og så fik jeg blod på tanden. For når jeg nu ikke har født i år og ikke skal starte fra scratch som ved de sidste tre 24-timersløb – hvor langt kan man så egentlig nå på tre måneders træning?

Målet er: Top 10 ved VM, hvis 230 km rækker

Da jeg løb mig til en 6. plads ved europamesterskaberne sidste år, tænkte jeg, at skulle jeg løbe VM næste gang, så skulle målet være det samme som ved EM – nemlig at komme i top 10. På nuværende tidspunkt er det meget ambitiøst, men inderst inde har jeg nok ikke helt opgivet tanken. Der er dog det men, at det kan være svært at vide, hvor mange km man skal løbe for at nå en bestemt placering. Jeg har et naivt håb om, at 230 km på 24 timer måske kan gøre det. I hvert fald bliver det formentlig målet, og så må vi se, hvor langt det rækker.

Det fedeste ved 24-timersløb; at flytte grænser

Det går nemlig rigtig godt inde for ultraløb disse år. Der er netop sat ny verdensrekord på damesiden på godt 256 km. Selv har jeg siden 2010 rykket mig over fire løb fra 200 km, over 209, til 219 og senest til knap 226 km. Og uanset hvor kort en træningsperiode jeg har frem mod VM, så stiller jeg ikke op for at løbe kortere end sidst. Noget af det fedeste ved ultraløb er i mine øjne at flytte sine egne grænser. Når folk spørger, hvorfor jeg egentlig løber så langt, så er det hovedsageligt, fordi det er fedt at se, hvor langt man egentlig kan komme. Og så selvfølgelig, fordi jeg trives med megen fysisk aktivitet. Indtil nu har jeg nået alle de mål, jeg har sat (7,9,13), og jeg har en tro på, at mit potentiale rækker til i hvert fald 240 km på 24 timer.

Træningen går godt

Fra marts til april blev antal km sat op fra godt 100 km på en måned til mere end 250. Spørger man erfarne løbere og coaches, vil de fleste nok sige, at den stigning er lige stor nok. Men for det første er jeg nødt til at satse, hvis jeg vil nå det. For det andet er det kun et halvt år efter, at jeg løb min sidste danmarksrekord på 24 timer, så grundformen kan ikke være helt skidt – og er jo ikke blevet smadret af en fødsel som vanligt. Normalt skal jeg træne længe for overhovedet at kunne holde til at tage til træning i løbeklubben Esbjerg Atletik og Motion. De løber stærkt, og jeg har flere gange været nødt til at drosle lidt ned i dagene efter en træning for at undgå skader. De sidste tre uger har jeg været af sted en gang ugentlig, og jeg kan allerede mærke forbedringen. Sidste gang løb vi intervaller, og jeg løb hurtigere, end jeg mindes at have løbet til en intervaltræning. En gennemsnitsfart på  omkring 3.30 for alle intervallerne og en fart på 2.40 min/km for den hurtigste – det er hurtigt for mig. 

Kroppen har det fint

Jeg har ingen skader for tiden. Kroppen skulle vænne sig til den øgede træningsmængde og fart – har skiftet lidt mellem at øge de to parametre – og det har kunnet mærkes hist og pist. Mest omkring bækken og hofter, hvilket jo ikke er så mærkeligt efter tre fødsler, og også lidt i den ene læg. Men jeg har min osteopat i Esbjerg og min Body-SDS-terapeut i København, og behandlingerne er allerede booket, så jeg ikke skal gå med begyndende småskavanker for længe.

VM2017 - here we come!

Nu er der blot tilbage at klø på, samt at håbe på, at træningsoptakten er for kort til at nå at løbe ind i skader, men lang nok til at komme i form:-) 

 

Mvh.

Anne Marie Geisler Andersen

Politiker, foredragsholder og ultraløber

Om bloggen

Anne Marie Geisler Andersens billede
Landsholdsløber, sundhedscoach, politiker og mor til tre, Anne Marie Geisler Andersen, blogger om sine 24-timersløb. Hun har tre gange i træk sat danmarksrekord i 24-timersløb, senest ved at løbe 231,4 km på et døgn.

Andre bloggere

5 blogeksempler

Log ind

Nyt medlem

Velkommen til medlem nr. 12942:

Nyhedsbreve




Løber
Løbsarrangør

Fra shoppen