"Smerte er midlertidigt, stolthed varer evigt"

Anne Marie Geisler Andersens billede

Så kom dagen for 24-timersløbet på Bornholm. Vi blev hentet i Rønne Lufthavn i går kl. 10.20. Herfra gik turen hjem forbi Sinds næstformand, Lars Christensen, for at klæde om lægge de ting fra, vi ikke skulle bruge under løbet. Godt en halv time senere mødtes vi for første gang alle fire; Lars, Rikke, min kæreste Morten og jeg selv ude ved vores telt tæt på startfeltet. Vi blev mødt af synet af de løbere, som allerede havde været i gang i et og op til seks døgn. Fysisk skulle det blive de 24 hårdeste timer i mit liv.

Kl. 12 gik starten til 24-timersløbet. Det var koldere end forventet, så jeg var i tvivl, om jeg havde nok varmt løbetøj med, men valgte at tage det på, der passede bedst til vejret uden tanke for, om jeg kunne få brug for det senere. Det var et godt valg. For det blev ikke nødvendigt at skifte om natten, da jeg løb det meste af tiden og derved holdt varmen.
Jeg nåede første delmål efter ca. fem en halv time. Havde sat mig for at løbe de første 50 km i et stræk uden at holde pause. Det gik lettere end forventet, hvorfor jeg gik en halv km og derefter valgte at fortsætte det mere eller mindre uafbrudte løb. Et slag på tærsklen var jeg vel nede at gå ca. tre km i løbet af de første 100 km – mest fordi nogle af de erfarne løbere fortalte, at det ellers ville hævne sig senere.

I starten af løbet måtte jeg flere gange løsne min sko, fordi den strammede. Alligevel førte det dog til, at jeg allerede på den 80. km begyndte at få skinnebensbetændelse. Jeg var ikke klar over, at man kunne gøre noget ved det – fra min tid i gymnastik sagde de altid, at det skulle trænes væk – så jeg fortsatte ufortrødent.

I løbet af natten lå jeg skiftevis på 2., 3. og 4. pladsen. Da jeg nåede ca. 120 km lå jeg på andenpladsen, men tvivlede på, jeg kunne holde den. På det tidspunkt, hvor jeg var jeg på nippet til at miste troen på det, fortalte en hjælpsom mand mig, at den regerende danmarksmester og favorit netop havde kastet op, hvorfor jeg burde kunne hente hende. Min frygt for at jeg ikke kunne holde placeringen blev dog igen styrket, da jeg omkring de 160 km fik så ondt i skinnebenene, at jeg var nødt til at gøre noget. Til mit held løb jeg ved siden af rekordholderen på 6-dagesløbet, der sørgede for at jeg fik lidt hjælp af en meget hjælpsom massør. Det var egentlig overvældende, så meget hjælp man fik af både medløbere og tilskuere. Der var virkelig god opbakning. Havde det ikke været for alle de hjælpsomme mennesker, havde jeg ikke klaret det så godt. Den hjælpsomme mand bandt mine sko meget åbent, så jeg fik plads til fødderne, og gav mig noget tape på skinnebenene. Hvor meget det hjalp, er svært at sige, men den psykologiske effekt af, at der var nogle, som bakkede mig op, var uvurderlig. Jeg tror, der var flere, som syntes, det var lidt fedt, at den regerende danmarksmester, som var storfavorit, endelig fik lidt modstand, hvorfor de støttede mig, så godt de kunne.

I løbet af natten lykkedes det mig at løbe storfavoritten op. Jeg brugte lejligheden til at finde ud af, hvad hun var for en og kunne godt høre, at hun var en hård nyser. Til samtlige af de 24-timersløb, hun havde deltaget i, havde hun løbet mellem 194 og 204 km, og hun har efter sigende været danmarksmester en del gange. Vi løb lidt sammen, og gik også lidt. Fordelen var, at vi ikke pacede hinanden unødigt, men ulempen var, at jeg blev kold af at gå, og jeg havde svært ved at komme i gang igen pga. skinnebensbetændelsen. Jeg valgte at fortsætte i konstant løb, og da hun holdt pauser, valgte jeg at løbe selv. Jeg var spændt på, hvordan hun ville reagere på det – håbede at psyke hende lidt – og jeg tror, det lykkedes. Hun pressede dog godt på i en lang periode, men det lykkedes mig at holde føringen. Derefter lagde jeg mig sammen med nummer tre, og vi fulgtes i en periode. Vi havde en fælles interesse i at få lagt afstand til favoritten. Også nummer tre var jævnligt nede at gå, ikke mindst ved de små stigninger. Det var for hårdt for mig hele tiden at skulle stoppe og i gang igen, hvorfor hun sagde, jeg bare skulle løbe. Det gjorde jeg så, og herfra koncentrerede jeg mig udelukkende om at holde danmarksmesteren bag mig. Nummer tre pressede også godt på – måske løb hun sig i en periode op på andenpladsen – det husker jeg ikke helt klart.

Da jeg senere måtte standse ved de 160 km for at blive tapet op, var jeg bange for, at de ville hente mig. På det tidspunkt havde jeg vel en tre kilometer ned til nummer to. Jeg udnyttede pausen til at få lidt at spise og noget tørt tøj på. Det var rigtig koldt at sidde stille. Bagefter var jeg kold og måtte starte meget stille, men det lykkedes mig med små skridt at komme i gang igen. Herfra besluttede jeg stort set ikke at holde pauser, fordi det ville være for svært at komme i gang igen pga. skinnebenene. Da jeg på et tidspunkt passerede danmarksmesteren bemærkede hun, at jeg ikke holdt pauser. Jeg tror, det pressede hende, men det var af ren og skær nødvendighed. Jeg tabte lidt fart og stoppede derfor med at tælle kilometerne - det er ikke just motiverende, at det går langsommere. Det eneste, jeg holdt styr på, var, hvor langt jeg havde ned til nummer to og tre. Længe havde jeg en 5-6 km, og jeg besluttede, at jeg ikke ville lade dem komme forbi mig og derved holde føringen. De havde slået pjalterne sammen og fulgtes, og jeg holdt hele tiden øje med dem, når vi løb mod hinanden. Søgte at have en halv kilometer imellem os. Danmarksmesteren pressede på flere gange, men hun kom ikke fordi. Rent psykisk var det vigtigt for mig at holde forspringet, da jeg havde svært ved at tro, at jeg ville kunne hente dem igen, hvis jeg først kom bagud. Og det betyder enormt meget, at man tror på det.

Jo længere jeg nåede, desto mere støtte og opbakning fik jeg fra sidelinjen. Da den hjælpsomme massør fortalte, at jeg nu kun manglede 25 km til de 200, og at han nu var begyndt at tro på det, begyndte jeg også at tro på, at jeg kunne holde distancen. Det var dog først ved de 193 km, at jeg begyndte at være sikker. Uanset om jeg så kom til skade og måtte ned at gå, så havde nummer to for langt til, at hun ville kunne hente mig.

Da der var en 15-20 km tilbage, fik jeg et så voldsomt jag i skinnebenet, at jeg spekulere på, om jeg mon havde fået et træthedsbrud. Jeg valgte at lægge vægten lidt anderledes på foden, og det hjalp. Herfra var det ren og skær overlevelse. Jeg stoppede kun for det allernødvendigste; toiletbesøg og væske- og fødeindtag. Jeg indtog dog ikke så meget fast føde de sidste 20 km, da det blot førte til, at jeg fik ondt i maven. De første vel godt 80 km havde jeg haft bøvl med maven og måtte på toilettet hver 6-8 km – en anelse irriterende. Derfor indtog jeg en mindre fast føde, end jeg ellers ville have gjort, men sørgede for, at få rigeligt at drikke. Da jeg lavede gymnastik, sagde min træner altid, at når man først mærker tørsten, så er det for sent at fylde op – så er præstationsevnen allerede betydeligt forringet, og det tager tid at optage væsken.

Af andre ting, der hjalp mig på vej, var, at jeg fra 50 til ca. 110 km lyttede til Medinas sange. Jeg lukkede mig inde i mig selv og fik et godt flow. Når jeg bliver presset har jeg desuden en mærkelig, men effektiv vane med at begynde at regne. Jeg løber simpelthen og ganger alle mulige tal, som jeg støder på, på min vej. Det betyder, at jeg flytter fokus fra smerten; fra det fysiske til det mentale. En sidste ting, som jeg havde med mig hele vejen, var vores gamle motto, fra dengang jeg lavede gymnastik; ”smerte er midlertidigt, stolthed varer evigt”. Uanset, at jeg ikke kunne blive danmarksmester, fordi jeg ikke er medlem af en klub, så er jeg pavestolt over, at jeg har slået den nuværende danmarksmester, og ikke mindst at jeg til dags dato er den yngste danske kvinde, der har løbet 200 km på under 24 timer. Og mon ikke det er en rekord, jeg vil kunne holde et stykke tid endnu? Jeg er også stolt over den store interesse, jeg mødte fra mange af de mennesker, som har med landsholdet i ultraløb at gøre. De var meget imponerede over min præstation, og så vidt jeg kunne forstå, skulle man ’bare’ løbe 160 km for at kvalificere sig.

Da jeg løb ind over målstregen, greb Morten mig, og jeg gav fuldstændig slip. Jeg brød nærmest sammen, fordi det var så overvældende en oplevelse og overvindelse. De første timer lå jeg bare med is på benene og godt med tæpper om kroppen. Her til aften føler jeg mig stadig lidt småsyg. Jeg har aldrig haft så store vabler under neglene, mine knæ værker voldsomt, og min venstre læg er meget spændt og hevet – ingen havde fortalt mig, at jeg skulle spise salttabletter, hvilket efter sigende kunne have hjulpet lidt. Heldigvis har jeg fået lånt et par krykker – uden dem ville det helt sikkert blive rigtig svært at komme hjem til København i morgen for at pakke og derefter med familien til Grønland på mandag. Trænger til at slappe af!

Billeder

#1

Sørens billede

Tak for en rigtig spændende beretning og stort tillykke!
Det er en nærmest helt syrealistisk præstation. Helt vildt flot!

#2

Ulrich Schmidt, en gammel gymvens billede

Hej Anne Marie.

Det er længe siden, jeg har læst noget så fængende. Jeg er dybt imponeret over det du har præsteret. Selv om jeg ikke stemmer Radikalt, jeg jeg stolt over, at have et fantastisk menneske som dig siddende i folketinget.
Du arbejder benhårdt for de ting der interesserer dig, og giver du altid 100% i alt hvad du har med at gøre.
Fortsæt det store arbejde, så lægger du sgu også Gucci Helle bag dig!

Ulrich

#3

Karen Lyager Horves billede

Kære Anne Marie.
Tak for spændende læsning! Stort til lykke. Jeg vil gerne fortælle om din præstation på min blog på iform.dk i morgen. Kunne jeg få lov at bruge et af billederne fra Bornholm? Meget gerne nattebilledet, hvor du løber ved siden af Danmarksmesteren.
Mvh Karen Lyager Horve, chefredaktør for I FORM.

#4

Anettes billede

Hvor er det sejt!
Jeg løb mit ½ halvmarathon 1. maj i år, og jeg tør næsten ikke forestille mig resultatet på kroppen, hvis jeg næsten skulle løbe denne distance *10 lige i træk!
STORT tillykke!

#5

Tor Rønnows billede

Stort tillykke med en fantastisk præstation !

Det var - af flere grunde Wink - en fornøjelse at se dig løbe, og imponerende at du vel nærmest som den eneste 24-timers løber var reelt løbende de sidste seks timer (hvor vi marathonløbere fulgte med).

På min blog følger senere på ugen en fyldig beretning fra Bornholm med fokus på de syv marathonløb, men de øvrige konkurrencer vil også blive berørt.

Tillykke igen !

vh. Tor

#6

ATs billede

Spændende læsning og tillykke herfra.

Det er netop bl.a. hjælpsomheden fra tilskuere og medhjælpere der er med til at gøre det helt specielt at løbe distancere over 42,195 km. og når man først har prøvet det er det meget svært at slippe igen Smile

#7

Peter Henriksens billede

Virkelig inspirerende - tak for beretningen!

#8

Kitt Andersens billede

Flot beretning om hvordan du havde det undervejs. Samt et stort tillykke med at du har klaret de 200 km endda som den yngste nogensinde. DYBT RESPEKT.. Skal straks fortælle dig at du har været op imod en fantastisk kvinde, Mette Pilgaard, som lige har deltaget i VM for få uger siden.
Glæder mig til at møde dig ude på de lange ruter ;o) Men nyd nu lige en lille ferie
Mvh Kitt

#9

Anette Lund Madsens billede

Meget, meget imponerende!!! Og jeg er tilbøjelig til at give Ulrich ret. Med sådan en viljestyrke kan du nå langt!

Har du planer om at gentage successen - evt. melde dig ind i en klub, så du kan få det danmarksmesterskab, som retteligt tilhører dig?

Stort TIL LYKKE og dyb respekt

fra Anette

#10

Arne Englunds billede

Det er meget spændende læsning. Hvor er du sej og veldisponeret i din strategi.
Jeg er dybt imponeret af denne præstation.
mange hilsner
ArnE

#11

Brian Larsens billede

Hej Anne Marie

Det er sagt og skrevet mange gange: Det var en fantastisk præstation. 200 km i sit debutløb - mange ultraløbere håber at kunne løbe den distance bare en gang i deres liv!

Vi er mange, som gerne ser dig på ultralandsholdet. Jeg håber, at fremtiden giver plads til lange løb.

På gensyn og god ferie
Brian Larsen

PS. Mind lige Morten om, at han skylder en omgang.

#12

Søren Holtes billede

Tillykke med en fantastisk præstation.

At nå 200km i sit debutløb er jo helt enestående.

Held og lykke fremover.

#13

Per Hjorths billede

Tillykke Anne Marie

Ganske imponerende resultat i dit første ultraløb.

Bliver spændende at følge dig de næste år og gerne via landsholdet.

Per Hjorth

www.duul.dk

#14

brjs billede

Hej Anne Marie
Jeg bøjer mig dybt i støvet for folk som dig, der runder 200 km i første forsøg. KÆMPE TILLYKKE.
Du så oven i købet frisk ud hele vejen... glæder mig til at følge dig fremover.

Bjarne

#15

Tommy Kjærvangs billede

Hejsa Anne Marie.

Velkommen til som ultraløber - spændende beretning og en kæmpe bedrift du har lavet Wink

Jeg plejer at sige: Hvor der er vilje er der vej!
Det har du sandeligt formidlet godt videre...

Som der er skrevet så har du været oppe imod et par meget stærke og erfarne ultraløbere på kvindesiden.
De 200 km. gør mange mænd misundelige, inklusiv mig selv Wink

Letter hatten for dig og din fighterinstinkt, glæder mig til at møde dig på din næste udfordring - god ferie til dig og familien.

Venlig hilsen Tommy

#16

Peter Leisted Bøgevigs billede

Hej Anne Marie.
Stort tillykke med det flotte resultat som det var interessant at følge vejen til.

Håber benene og kroppen kommer sig hurtigt, så turen til Grønland kan nydes sammen med Morten, som du må hilse mange gange.

De bedste hilsner
Peter Leisted Bøgevig (Den flinke massør)

#17

RaSors billede

Hej Anne Maria

Det er simpelthen for vildt, det du har gjort.
Ikke alene kommer du over 200k i din debut - det er der heller ingen dansk kvinde, der har gjort, men du formår også at klare fire af de svære parametre, som vi andre bruger 10 år på at lære:
- at holde dampen oppe gennem natten uden at falde i søvn
- at holde et tempo som ikke overstiger energiforbruget, således at du ikke tvinges i gang pga manglende energi
- at have en løbestil, der ikke giver syre i lårerne.
- at holde alle mulige dæmoner ude af tankerne.

Tillyke frøken Natural Born Ultrarunner

En blog om løbet:
http://www.dourun.dk/forum/topic.asp?TOPIC_ID=38508

#18

RaSors billede

Angående klub:

Der er en virtuel Ultraløberklub, som giver ret til at stille op i DM:
http://dulk.dk/
http://www.facebook.com/pages/Dansk-Ultralober-Klub/14322301634?ref=ts

#19

Cecilia Arendals billede

Ja, sikke en fantastisk beretning og sikke et løb. Slutter mig til koret af positive tilkendegivelser...jeg håber du fremover vil berette om dine løb, for lur mig om du ikke gør det igen.

#20

Emile Marshall   - Smil, Gyms billede

Anne Marie, det er for sejt.

og en fantastisk beretning (rejse) - TILLYKKE !

”smerte er midlertidigt, stolthed varer evigt”.

#21

Per Ejdorfs billede

Hej Anne Marie,

Vildt flot og fantastisk godt løbet. Et meget stort tillykke, det er en kæmpe præstation.

Mvh
Per Ejdorf

#22

Anne Marie Geisler Andersens billede

Kære alle
Jeg fik aldrig skrevet tak her i indlægget for alle de store ord, som jeg netop har nydt at læse igen. Det var en meget syrrealistisk og noget overvældende oplevelse, som jeg helt sikkert vil gentage om muligt. Jeg har sagt ja til at deltage på landsholdet og håber rigtig meget at få lov at komme med til en stor konkurrence som fx EM. Mest spændt er jeg på, om min krop vil kunne holde til at træne så meget - men det kan kun tiden vise. Jeg må forsøge at finde en balance. Når jeg kan løbe 200 km på baggrund af 40-50 km om ugen, så er det jo heller ikke sikkert, at jeg nødvendigvis skal op at løbe 150 km om ugen. Jeg skal jo helst ikke nedbryde mere, end godt er.
Jeg vil fortsat blogge her på siden, melde mig ind i en klub (tak Rasor:o), samt forsøge mig med landsholdet.
Endnu engang tak for jeres rosende kommentarer.
Anne Marie

Om bloggen

Anne Marie Geisler Andersens billede
Landsholdsløber, sundhedscoach, politiker og mor til tre, Anne Marie Geisler Andersen, blogger om sine 24-timersløb. Hun satte tre gange i træk danmarksrekord i 24-timersløb, senest i 2017 ved at løbe 233 km på et døgn.

Andre bloggere

5 blogeksempler

Log ind

Nyt medlem

Velkommen til medlem nr. 13318:

Aundreas billede
My namе: Aundrea Gooseberrʏ Age: 29 years old Country: Canada Town: Devlin ZIP: P0w 1c0 Address:...

Nyhedsbreve




Løber
Løbsarrangør

Fra shoppen