Restitution efter 24-timers løbet

Anne Marie Geisler Andersens billede

Efterhånden er jeg ved at være ovenpå igen efter 24-timers løbet. Det skulle jeg også gerne, så jeg rigtig kan komme gang med løbetræningen igen. Vil jo rigtig gerne med til EM/VM næste år. Mit venstre knæ er blevet lidt overbelastet, så der er væske i slimsækken. Kiropraktoren sagde, at hvis jeg ikke selv kunne få det væk med ro, is mm., så kunne lægen måske punktere den. Jeg har bestilt tid i morgen. Tror det er kommet, fordi jeg i en periode har beskyttet højre ben, som var hårdest ramt efter løbet. At jeg har kompenseret, kan have betydet, at jeg har belastet det venstre ben for meget.

Restitution
Siden løbet har jeg ikke været ude på de lange distancer. Jeg tror højest, vi har løbet ni km af gangen. Istedet har Morten og jeg cyklet en hel del. Vi cyklede bl.a. en del af turen til og fra Esbjerg, hvor vi besøgte Mortens forældre, samt en tur til Kagerup, hvor mine forældre bor. Hvis det går godt hos lægen i morgen, vil jeg cykle til Hillerød og tilbage igen torsdag. Vi skal have sommergruppemøde med de radikale, og så kan jeg jo lige så godt benytte lejligheden til at få rørt mig lidt. Jeg vil heller ikke løbe så meget denne uge - en lille tur i dag og så igen fredag. Morten og jeg skal giftes på lørdag, så benene skal være klar til den store dag; brudevals, dans til den lyse morgen, gang i høje sko mm.Shock)
Ud over cykling har vi også været ude at svømme en enkelt gang. Jeg tror, det er noget, jeg vil gøre mere. Men jeg kan godt mærke, det er et stykke tid siden, jeg har svømmet. Jeg har endnu ikke helt styr på vejrtrækningen, når jeg svømmer crawl, hvorfor jeg skifter mellem crawl og brystsvømning, så jeg lige kan få pusten. Brystsvømning er dog ikke helt så godt for knæene, så jeg skulle gerne blive i stand til at svømme de 2 km, som jeg plejer at svømme, udelukkende i crawl.

Fjällraven Classic
Fra den 6. til den 8. august gennemførte Morten og jeg Fjällräven Classic for første gang. Det var en rigtig god tur, selv om vi, og især Morten, havde enormt ondt i fødderne. Det gjorde rent faktisk mere ondt end at løbe 200 km. Det var dog primært vabler, der forårsagede smerterne - mine knæ havde det overraskende godt - så vi bed smerten i os og fortsatte.
Morten havde forstået, at guldtiden var på to døgn. Da vi kom derop, fandt vi imidlertid ud af, at man skulle gennemføre på under tre døgn for at få guldprisen. Men da vi hele tiden havde regnet med at forsøge at gøre det på to døgn, bestemte vi os for at holde fast i, at vi gerne ville være igennem på omkring to dage. Vi gik de 107 km på 55 timer. Morten havde meget ondt og flere gange var han tæt på at give op, eller ihvert fald på at foreslå, at vi tog en dag mere, så vi kunne få hvilet fødderne lidt. Vi blev dog enige om, at det formentlig ville gøre lige så ondt, selv om vi gav det en dag mere; vi kunne lige så godt gå igennem, men valgte at sætte tempoet lidt ned, og at det ikke var så vigtigt, om det blev præcis under 48 timer.
Jeg har lagt nogle billeder med lidt tekst ud på Facebook. Man er meget velkommen til at tilføje mig som ven, så man kan se billederne, hvis det var noget, der kunne have nogens interesse. Vi regner i hvert fald med at deltage i løbet igen næste år. Men vi har besluttet os for at lave så let en oppakning som overhovedet muligt og så løbe det meste af vejen. Det kunne være fedt, hvis vi kunne gøre det på under 24 timer.
Vi ser frem til at prøve med løbesko eller vandresko frem for de stive vandrestøvler. Vi gik en del med støvlerne, da vi var på bjergbestigning sidste år, men når man ikke er vandt til at gå med oppakning, kan man godt få ret så ømme fødder. En betydelig del af ruten gik man i store sten, hvilket betød at man fik mange stød, fordi de stive støvler ikke rigtig gav efter. Det hjalp bestemt ikke på de ømme fødder.

Lange distancer - et spørgsmål om psyke eller fysik
Under turen spekulerede jeg en del på, hvad det er, der gør, at nogle mennesker kan gennemføre de meget lange distancer som fx 200 km; at man kan blive ved. Jeg tror, at psyken er det altafgørende. Selvfølgelig skal man være i nogenlunde form for at kunne gennemføre og ikke mindst for at kunne tro på, at man kan. Men eksempelvis er smertetolerance meget subjektiv. Mine og Mortens fødder var omtrent lige smadrede, da vi kom i mål, men mens han fik kvalme af smerterne og ikke kunne spise så meget på turen, spiste jeg godt, hvilket formentlig gav mig mere overskud til at håndtere smerterne. Det handler meget om at kunne bide smerterne i sig og at kunne fortælle sig selv, at selv om det ikke er fedt lige i øjeblikket, så bliver det fedt bagefter. Og så handler det om at kende sig selv og sin krop; At vide, hvornår smerterne er godartede, så man ikke fortsætter på alvorlige skader, og at vide, hvor meget man kan presse sig selv rent fysisk, hvordan kroppen reagerer, og hvad der er en normal reaktion.
Hvad tror du? Er det snarere et spørgsmål om fysik, eller er det en rigtig god kombi?

Billeder

#1

Sørens billede

Hej Anne Marie
God beretning og flotte billeder. Det lyder hårdt, men spændende.
Stort tillykke med på lørdag.

#2

Anne Marie Geisler Andersens billede

Tak skal du have Søren:o) Vi glæder os rigtig meget!
Bedste hilsener
Anne Marie

Om bloggen

Anne Marie Geisler Andersens billede
Landsholdsløber, sundhedscoach, politiker og mor til tre, Anne Marie Geisler Andersen, blogger om sine 24-timersløb. Hun satte tre gange i træk danmarksrekord i 24-timersløb, senest i 2017 ved at løbe 233 km på et døgn.

Andre bloggere

5 blogeksempler

Log ind

To prevent automated spam submissions leave this field empty.

Nyt medlem

Velkommen til medlem nr. 14742:

Nyhedsbreve




Løber
Løbsarrangør

Læs mere om Under Amour HOVR Machina

Læs mere om Nordic Adventure Film Festival her

Bliv medlem af løberne.dk