Ny danmarksrekord i 24-timersløb; Tro flytter bjerge

Anne Marie Geisler Andersens billede

Lørdag den 26. Juli 2014 kl 11.55 stillede jeg mig klar i startfeltet sammen med de andre ultraløbere, alle skulle vi  deltage i et yderst velarrangeret 24-timersløb i Kladno tæt ved Prag. Sammen med min mand Morten og hans gode ven Jens var jeg ankommet torsdag aften, så vi lige havde haft en dag til at vænne os til klimaet, se ruten, få slappet af og ladet op. 48-timersløberne havde allerede været gang i et døgn, da vi startede, og løb eller gik rundt i det 1 km lange spor. De var trætte, og varmen havde efter alt at dømme været hård ved dem.

 

Vi blev kort instrueret i reglerne; man skiftede løberetning hver 12 time, og hjælperne måtte kun ”følge med” oppe foran dommerbordet. Sidstnævnte kræver i sig selv en kommentar. For ved målstregen sad en lang række ultraløbs-entusiaster og talte omgange. Men ikke nok med det – de heppede også på en, og mere og mere som løbet skred frem. Det var også super fedt med den manuelle opdatering, for det betød, at man hele tiden havde styr på, hvor langt man havde løbet og sin placering.

 

Kl 12.00 – 22.00:

Allerede inden startskuddet gik, var jeg ved at blive slået ud af varmen, der var intet mindre end dræbende. Allerede hjemmefra da jeg tjekkede vejrudsigten, anede det mig, at vejret ville blive en af de helt store udfordringer. Og ganske rigtigt – det blev det!  Jeg startede derfor med først at have fokus på at komme gennem de varme eftermiddagstimer. Problemet var lidt, at jeg bedst kan lidt at lægge godt fra i starten, hvorfor jeg skulle løbe hurtigst i de varmeste timer. Mentalt betyder det meget for mig at have lidt at give af, så jeg valgte at lægge ud som planlagt med minimum 10 km i timen og gerne 10,5. I løbet af de første tre-fire timer lykkedes det mig at få et par km i banken, forstået på den måde, at jeg vist havde tilbagelagt 43 km efter fire timer, og de tre ekstra km fik jeg hurtigt brug for. Min lænd havde drillet op til løbet, og det havde været en af de ting, jeg havde frygtet, ville kunne have stået i vejen for mit mål om at slå den mere end 20 år gamle danmarksrekord på 217,75 km.

 

Jeg blev hurtigt enig med mig selv om, at det nok var en god investering lige at konsultere lægen i hans telt – noget jeg ikke tidligere har brugt tid på under et løb. Og han var simpelthen fantastisk. Han ordnede min ryg med en blanding af, hvad min kiropraktor Marianne og Marcus fra Lifebalance plejer at gøre ved mig. Stræk, massage og ledmanipulation, og så var den i vinkel. Og så tjekkede han også lige salt- og væskebalancen, nu han var i gang. Morten fik besked på, at hælde en masse elektrolytter på mig – halvt vand, halvt elektrolyt – ellers risikerede jeg at dehydrere. Efterfølgende kunne jeg også mærke, at den bedre salt- og væskebalance hjalp mod mine spændte muskler. Det trak dog stadig gevaldigt på ydersiden af mine baller, hvorfor jeg en cirka 20 km senere tog ind til lægen igen. Indrømmet – det var nu også meget rart at ligge ned på hans briks og få lidt omsorg. På daværende tidspunkt tvivlede jeg meget på, om jeg kunne nå mit mål. Ikke mindst grundet varmen, som vitterligt var dræbende, hver eneste gang man skulle løbe på solsiden forbi dommerbordet. Tvivlen gjorde, at jeg holdt flere pauser end vanligt; Strakte lidt ud, stoppede flere gange helt op og gik oftere for at spise og drikke. Morten fik sparket mig ud af depotet og videre – en sindssygt vigtig opgave for hjælperne!

Mellem de ca. 60 og 85 km genvandt jeg for alvor troen på, at det kunne lade sig gøre at nå mit mål. Ryggen havde det rigtig godt og de spændte muskler fik det bedre og bedre. Varmen var også svagt aftagende. Men så skete det! Alt det Morten og Jens havde proppet mig med af hensyn til varmen begyndte at være hårdt for maven. Jeg har før set selv garvede løbere blive stoppet af en omgang diarre, så jeg var mildest talt foruroliget. Heldigvis har Morten set det samme, så han havde garderet sig med Imodium/loperamid. Det tog vel en to-tre timer at få styr på maven. hvorefter jeg dog stadig var noget afkræftet. Man mister jo en del væske på sådan en omgang. Jeg kan huske, at jeg sagde til Morten, at jeg var bange for, det var det. Kom det igen, så var det i hvert fald slut for mit vedkommende. Gentagne gange skrev jeg pressemeddelelsen, som jeg måske lige modigt nok havde lavet et lille udkast til på forhånd, om inde i mit hoved: ”varmen var dræbende, rekordforsøg stoppet på grund af dårlig mave, de ydre omstændigheder var ikke til det etc.” Og det negative fyldte faktisk rigtig meget. Men Morten blev ved med at sige, at vi liiige skulle vente og se, om ikke vi havde fået afhjulpet maveproblemerne.

 

22.00-06.00:

Jeg plejer at være sej om natten. Mange andre løbere går lidt ned - måske fordi det bliver mørket, måske fordi de bliver de trætte, jeg ved det ikke. Men denne nat blev en større kamp at komme igennem end vanligt. Kort efter, at vi havde fået styr på maven, begyndte det at regne. Det var fra den ene udfordring til den anden. Heldigvis havde jeg købt en god jakke. Også regnvejr har jeg nemlig set erfarne løbere gå ned på, fordi de bliver kolde.

Natten var også hård, for selv hvis jeg klarede mig gennem, lurede morgensolen og –heden forude. I første omgang valgte jeg derfor at fokusere på at nå mit mål ved midnat. Eller så godt som. For helst ville jeg have rundet de 120 eller 118 km, så jeg ”kun” havde 100 km tilbage. Som absolut minimum skulle jeg nå 115, og det var kun lige præcist, hvad jeg nåede. Jeg følte mig temmelig presset og allerede bagud.

Rent faktisk gik mit perspektiv på det tidspunkt ikke meget længere end til midnat. Hvis jeg bare nåede mit mål for de første 12 timer, ville det være ok. Og så alligevel ikke.. Det var en flad fornemmelse, og for at være helt ærlig, så havde jeg givet op. Flere gange under løbet redefinerede jeg mit løb. Kom jeg over 200 km, var jeg fortsat på landsholdet, løb jeg over 215, blev jeg da den anden bedste danske kvinde nogensinde, og det ville også være flot. Men alligevel ikke helt det samme, når jeg nu havde arbejdet for rekorden siden Millas fødsel i august sidste år. Kun én enkelt gang lød Morten også som om, han havde indset, at jeg ikke ville nå mit mål – eller i hvert fald, at jeg ikke længere troede på det. Men hans tro på mig var stærk.

Selvfølgelig skal man også bevare troen på, at man kan! Måske var det de mange delmål, der reddede mig. For det, at der fortsat var noget at løbe for, selv om jeg ikke kunne nå rekorden, gjorde, at jeg blev ved. To gange kom jeg også til at tænke på alle dem, der tidligere har sagt, at de tror på mig. Bl.a. Thomas Steenberg, som havde anbefalet mig løbet i Kladno. Følelserne sad uden på kroppen, så jeg blev helt rørt ved tanken, og det holdt mig oppe. Når man ikke selv har troen, er det godt, at andre har. I løbet af natten fik jeg lagt mig i spidsen for de kvindelige 24-timersløbere. Til at starte med gik der sport i at få indhentet min største konkurrent. På et tidspunkt kan jeg huske, jeg klemte øjnene sammen i mørket og bare tænkte: ”hvor på sporet er du, for nu tager jeg dig. Det er nu jeg sætter angrebet ind.” Det skete også, men efterfølgende sagde jeg til Morten, at nu var hun ligegyldig. Jeg havde brugt hende til at nå mit minimum på 115 km efter 12 timer, og det var lykkedes. Om jeg vandt løbet var på det  tidspunkt fuldstændig ligegyldigt.

Så kom lyset endeligt – men også varmen, som jeg havde gruet så meget for. Heldigvis blev det langt fra så varmt, som jeg havde frygtet. I hvert fald ikke før til allersidst på løbet, og der havde jeg fokus et helt andet sted. Jeg forsøgte at holde farten oppe, regnede på hvor meget jeg skulle løbe, men der var langt hjem. Flere gange sagde jeg til Jens og Morten, at der var for langt. Jeg var bange for, at jeg ikke kunne opretholde den nødvendige hastighed.

Efter nattens strabadser havde mine to fantastiske hjælpere været gode til at fylde på mig med både væske, elektrolyt og føde. Jeg fik kvalme ved tanken om, at jeg skulle indtage flere geler, mere havregrød, mere kartoffelmos eller mere RedBull. Men det hjalp. Morten tvang det i mig, og jeg forsøgte selv at sige i god tid, hvad jeg havde brug for. Rent faktisk udviklede vi en rutine, hvor jeg, kort før jeg drejede om hjørnet og nåede vores depot, lige råbte, hvad jeg gerne ville have. Udefra set har det nok virket noget krævende, men det er sådan, det er. Når jeg løber, så er det det, der er i fokus. Jeg følte mig dog mere til stede, end jeg har været ved tidligere løb – så meget, at jeg faktisk tænkte over, hvordan jeg virkede på folk. Men derfra og så til at opføre sig anderledes. Når man løber så langt, bliver det på mange måder meget primitivt. Ultraløb er bestemt ikke for sarte sjæle.

 

06.00-11.30:

Efter en sløv morgen, hvor jeg for alvor havde mistet troen på, at jeg nåede rekorden, skete det fantastiske. Min konkurrent, som jeg troede var udgået for længst, da hun havde været inde og bade, vendte tilbage. Og nu gav hun den gas. Når hun var på sporet, løb hun virkelig flot og sindssygt hurtigt. Jeg følte mig truet, for når alle andre mål var røget, så skulle jeg i hvert fald ikke miste min førsteplads. Selv om jeg havde 20 km’s forspring, begyndte jeg at regne på, hvor hurtigt jeg skulle løbe for at holde hende bag mig. Hun løb stærkt. På et tidspunkt løb hun sammen med en af de mandlige 48-timersløbere, og da de passerede mig, forsøgte jeg at hænge i og ikke slippe dem, før jeg ikke længere kunne holde pacet. Det bevirkede, at jeg kom op i fart igen, kroppen blev varm, smerterne mindskedes, og jeg begyndte at se danmarksrekorden forude. Hvis jeg nåede 203 km efter 22 timer, ville jeg kun have 7 km tilbage den sidste time, hvis jeg altså nåede 8 km på den anden sidste time. Jo mere jeg kunne hente, desto mere sikker ville jeg være på at gennemføre. Jeg gav alt, hvad jeg havde, og da der kun var én time tilbage, manglede jeg 6 km. Eller mere præcist 5.75 km. Så smadret var jeg, at jeg overvejede, hvor på sporet, jeg ville være noget langt nok, skulle jeg ikke nå helt i mål på sidste runde.

                     

11.30-12.00:

Da jeg løb forbi depotet efter 216 km, sagde jeg til Morten, at de skulle have et af deres milepælsflag klar næste omgang. For det ville være runden, lige før jeg nåede danmarksrekorden. Da vidste jeg, at nu var den der! Næste omgang fik jeg flaget i hånden, og alle de seje mennesker i målområdet hvinede og jublede. Folk begyndte at tage billeder, og kom med masser af tilråd og klap. Da nød jeg det.! Som altid havde jeg spurgt Morten, om han ville gribe mig, efter sidste runde, når jeg gav slip.

Da jeg løb ind over målstregen efter 218 km og lige i armene på Morten, brød jeg sammen i gråd. Det var så overvældende og havde været den vildeste overvindelse nogensinde. Jeg havde overvundet mine rygproblemer, min dårlige mave, vabler der sprang en efter en, regnvejr, hede og manglende tro. Den sidste runde valgte jeg at gå, tænkende på en anden ultraløber, der har skrevet noget i retning af, at man ikke er rigtig 24-timersløber, før man har været i gang alle 24 timer. Jeg tudede. Det var så stort, og jeg var så træt!

Pludselig kom jeg til at kigge ned på mine ben og kunne ikke få øje på den venstre knæskal. Jeg blev noget bekymret og begyndte at spørge folk på sporet, om de ville kalde på min mand. Og så er det godt at have en lægemand, som kan sige, at det bare er lidt hævelse, som nok skal gå væk igen.

Da jeg kom i mål efter 219 km, var der meget få minutter tilbage, og min krop skulle ikke længere. I stedet skulle den lige lukt over i lægens telt, hvor Morten lagde et drop og hældte en helt masse saltvand i mig. Jeg havde kvalme og svært ved at få noget ned. Sukker skulle jeg i hvert fald ikke have noget af. Heldigvis fandt Morten lidt vandmelon, som jeg spiste af.

Tøjet blev klippet af, og jeg blev vasket – så folk bare tilnærmelsesvist kunne holde ud at være i nærheden af mig – og så fik jeg massage og is på knæene.

Derefter ventede vi på præmieoverrækkelsen, som de fremskød for vores skyld, da vi havde en lang biltur foran os. Jeg kunne ikke komme op på præmieskamlen, så måtte i stedet sidde med den på skødet i den vogn, som jeg blev fragtet rundt på. Det grinede de andre lidt af, for billedet skulle bruges til avisen.

Derefter blev jeg overdynget med hæder og gaver for både førsteplads og danmarksrekord. Jeg var træt, men stolt og ikke mindst taknemmelig over alle dem, som bakkede mig op og troede på mig, da jeg ikke selv gjorde.

 

 

      

 

#1

Ulrich Schmidts billede

HOLD NU KÆFT en bevægende beskrivelse af din fantastiske præstation.... Der var sgu et tidspunkt, hvor jeg fik tårer i mine øjne, for jeg kunne næsten fornemme, hvad du gik igennem.

Endnu en gang KÆMPE STORT tillykke med Danmarksrekorden.

Respekt for din præstation og for dig.

#2

Charlotte Ms billede

Så fedt skrevet!
Tillykke.

#3

Mette pernille larsens billede
Så godt løbet! Stærkt!:-)

#4

Malene boye Hansen s billede
Stort tillykke. Fik tårer i øjnene da du kom over målstregen og slog rekorden. Tak fordi du deler din oplevelse og din kamp for at nå dit mål. Du er en sej kvinde

#5

Thea Lawaetz s billede
"Respekt" Tak for en super god løbe historie..

#6

Bo Ørbjergs billede

Stort tillykke med din fantastiske præstation. Stor respekt herfra.  Den nev sgu lige tårene frem. STOR respekt herfra.

Om bloggen

Anne Marie Geisler Andersens billede
Landsholdsløber, sundhedscoach, politiker og mor til tre, Anne Marie Geisler Andersen, blogger om sine 24-timersløb. Hun satte tre gange i træk danmarksrekord i 24-timersløb, senest i 2017 ved at løbe 233 km på et døgn.

Andre bloggere

5 blogeksempler

  • Bent Staal-Bagges billede
    Jeg så gl. Billeder og faldt over et... Sådan skal jeg ikke se ud til sommer 2013.
  • pixis billede
    Hvad laver en motionsløber når hun IKKE lige løber ??? det og meget andet vil du kunne læse om her på bloggen, som først og fremmest bliver min personlige træningsdagbog. Jeg skal efter længere tids...
  • Jakob Lind Tolborgs billede
    Nuværende mission: Motivere idrætsforeninger til bedre brug af sociale medier (2016-). Tidligere mission: Motivere løbere ved brug af sociale medier (2008-2015)
  • Jeanettes billede
    Min blok om løb.
  • Tinas billede
    Min egen blog om mit forløb....

Log ind

To prevent automated spam submissions leave this field empty.

Nyt medlem

Velkommen til medlem nr. 14340:

Nyhedsbreve




Løber
Løbsarrangør

Bliv medlem af løberne.dk