Nedtælling til danmarksrekordforsøg

Anne Marie Geisler Andersens billede

Så er der kun tre dage til, at det går løs i Prag. 48-timersløberne starter om fredagen, og vi 24-timersløbere starter lørdag kl. 12. Det bliver varmt. Op til 27 grader. Men den største udfordring, som det ser ud lige nu er, at der skulle komme "meget regn" søndag. Jeg kan ikke gøre andet, end at være forberedt på det værste, så regnjakken fra North Face er købt og pakket.

 

Forventninger

Efterhånden kan jeg godt mærke forventningerne. Nu har jeg også selv kørt dem op. Ikke kun ved at melde kontant ud, hvad mit noget ambitiøse mål er. Men også ved at melde ud på sociale medier og i pressen. Frederiksborg Amts Avis bragte i går en stor artikel på side 2, og Amagerbladet skrev også om mit forsøg på at sætte danmarksrekord i 24-timersløb. Det er både godt og skidt med forventninger. På den ene side kan jeg mærke, at jeg ubevidst forsøger at køre dem lidt ned igen: "jamen, hvad nu, hvis min ryg driller så meget, at jeg ikke kan flytte benene, eller hvis det står ned i stive stråler, så jeg bliver alt for kold?" På den anden side, tror jeg, det hjælper mig, at have meldt klart ud. For jeg føler, det forpligter. Jeg ved, at jeg vil gøre alt for at leve op til både egne og andres forventninger. Så må vi bare håbe, det er nok...

 

Målet

Målet er at løbe 220 km og slå danmarksrekorden fra 1995 på 217,75 km. Skulle det komme dertil, at det ikke er realistisk på dagen, vil plan B være at komme over 200 km. Jeg synes, det kunne være sejt, hvis alle mine 24-timersløb var over 200 km. Så kunne jeg også fortsætte på landsholdet, hvortil man skal kvalificere sig hvert andet år ved som kvinde at løbe over 200 km.

 

Benene har det godt

Bentøjet har det efterhånden helt godt, efter jeg har fået en del behandling for stive haser etc. Jeg er mest spændt på ryggen. Har altid haft problemer med venstre side af lænden, og efter at være kommet af med stort set alle andre småskavanker, er det kun lænden, der driller. I mandags gav Marcus fra Lifebalance mig en gang body-SDS, og i dag besøgte jeg min gamle kiropraktor Svend Gustav i Esbjerg, som jeg kender, fra da vi boede herovre. Han hjalp mig frem mod VM i 2012, så nu må jeg sætte min lid til, at han i dag har fået taget det sidste i ryggen. I hvert fald har stivheden i venstre side løsnet meget efter hans behandling.

 

De sidste indkøb

I dag har jeg også gjort de sidste indkøb. Depotet dernede skulle efter sigende være godt. Men jeg har suppleret med faxe kondi, cola, kakao, nestea, pasta og bouillon, kartoffelmos, skumfiduser og lakridskonfekt. Geler, proteinbarer, energibarer og "energi-vingummier" har jeg købt for længst. Ligeledes fik jeg i dag købt kompressionssokker - nok mest til bilturene frem og tilbage - og nogle kompressions-"rør" til at have på læggene under løbet. Mest for ikke at blive for kold på skinnebenene. Første gang jeg løb, havde jeg, så vidt jeg husker, skinnebensbetændelse de sidste 120 km - det skulle gerne undgåes. Sidst har jeg købt et nummerbælte, fordi jeg godt kan risikere lidt flere tøjskift end sædvanligt på grund af vejret.

 

Øvrige forberedelser

Derudover forsøger vi at få kørt lidt musik over på svigermors I-pod - denne gang bliver det Liga og Medina's "jeg er da ligeglad". Jeg har det bedst med de samme få yndlingsnumre på repeat:) Og så spekulerer jeg som en gal på udgangstempoet. Jeg vil jo gerne nå tæt på de 120 - måske 115-118 km på de første 12 timer. Helst skulle jeg holde mimimum 10 km/time de første syv timer - og gerne længere. Og så i hvert fald 9,5 de næste 5 timer. Det ville give 117,5 km ved midnat. Derefter skulle jeg helst ligge over 9 km i timen så længe som overhovedet muligt og gerne resten af løbet. Puh ha. Får helt kriller i maven bare ved tanken. Men et eller andet sted skal jeg jo bare gøre som sidst ved VM, og så fortsætte med at løbe de sidste 2-3 timer. Bakker er der modsat ved VM ingen af - til gengæld tyder det på, at vejret kunne blive en udfordring.

 

Løbende opdateringer

Min man Morten har lovet at opdatere fra løbet, så længe der måtte være noget at skrive hjem om. Det sker på Twitter, hvor jeg hedder "amgeisler". Og så vil mine tweets også blive vist her på sitets forside. Nu er der kun tilbage at bevare troen, krydse fingrene og så ellers tage tingene som de kommer..

#1

Charlotte Ms billede

Rigtig god tur og held og lykke.
Følger dig...

Hilsen
Charlotte

#2

Anne Marie Geisler Andersens billede
Tusind tak Charlotte:)

Om bloggen

Anne Marie Geisler Andersens billede
Landsholdsløber, sundhedscoach, politiker og mor til tre, Anne Marie Geisler Andersen, blogger om sine 24-timersløb. Hun satte tre gange i træk danmarksrekord i 24-timersløb, senest i 2017 ved at løbe 233 km på et døgn.

Andre bloggere

5 blogeksempler

  • pixis billede
    Hvad laver en motionsløber når hun IKKE lige løber ??? det og meget andet vil du kunne læse om her på bloggen, som først og fremmest bliver min personlige træningsdagbog. Jeg skal efter længere tids...
  • Tinas billede
    Her på bloggen vil jeg skrive om oplevelser med familien og om den ny fundne sport
  • Pernilles billede
    I min blog vil jeg udøse af min enorm ringe erfaring som løber og dele min kamp på landevejen med jer.
  • Saras billede
    Her på bloggen vil jeg skrive om mine 16 uger fra 0 til 10 km - jeg glæder mig til at komme i mål! :D
  • Brian Egebros billede
    jeg er 55 år, fik i april måned en blodprop. I juni begyndte jeg at løbe lidt, troede jeg skulle dø--den første uge løb jeg 1 km 3 x om ugen, den anden uge løb jeg 2 km 3 x om ugen, den 3 uge løb jeg...

Log ind

To prevent automated spam submissions leave this field empty.

Nyt medlem

Velkommen til medlem nr. 14330:

Janne Lykous billede
Jeg hedder Janne Lykou, har indtil videre løbet 33 halvmararthon. I 2020 er min plan at løbe...

Nyhedsbreve




Løber
Løbsarrangør

Bliv medlem af løberne.dk