Efter 24 timersløbet

Anne Marie Geisler Andersens billede

Tusind tak for de mange rosende ord her på hjemmesiden. Jeg tror først nu, det er ved at gå op for mig, hvad det er, der er sket. Det føles meget syrrealistisk, men også rigtig fedt. Ikke blot nåede jeg de 200 km. Samlet nåede Lars, Rikke, Morten og jeg også vores mål om at tilbagelægge 400 km, da vi alt i alt tilbagelagde 480 km. Jeg var bestemt ikke den eneste, der overgik mig selv. Lars, der aldrig har deltaget i et løb på over fem km, tilbagelagde 75 km, og Morten og Rikke nåede hver især 100 km. Det på trods af, at Rikke døjede med en fiber i benet.

De første par dage efter løbet havde jeg svært ved at støtte på benene. Vi tog et smut forbi skadestuen for lige at sikre os, at der ikke var nogen brud. Det var der heldigvis ikke. Lægen syntes mest af alt, det lignede en blodprop, hvilket jeg dog næppe tror, det er - hun er formentlig ikke vant til at tilse mennesker, der har løbet 200 km. Mine tal kunne ikke afkræfte hendes mistanke, da de jo skejede helt ud. Jeg har ikke så meget forstand på den slags, men jeg kunne forstå, at mine nyrer havde det godt, men at jeg producerede så mange muskelnedbrydende enzymer, at det svarede til at være blevet kørt over af en traktor. Det holdt da også hårdt at få pakket til turen dagen efter løbet, da jeg kun kunne støtte lidt på den ene fod, og ikke mindst var det hårdt at skulle op på femte sal, hvor vi bor. Men med Mortens hjælp gik det, og vi kom afsted.

Da vi tog afsted til Grønland, var det da også på krykker. Og eftersom vi ikke kunne nå at få lavet en ultralydsscanning for at afkræfte mistanken om en blodprop, fik vi for en sikkerheds skyld noget blodfortyndende med, så Morten kunne give mig en ampul i maven hver dag. Det er den måde, man behandler blodprop på. Ligeledes købte vi et par støttestrømper og nogle kodimagnyl, der også virker blodfortyndende. Jeg kunne dårligt støtte på mine fødder, der var meget hævede. Og min højre læg var hævet og meget spændt. Heldigvis gik det hurtigt fremad. Jeg tror, jeg restituerer hurtigt - måske som følge af, at jeg altid har dyrket rigtig meget sport. Da jeg lavede gymnastik, trænede jeg i perioder næsten hver eneste dag.

Den første vandretur foregik på krykker, men allerede på den næste, endte det med, at Morten gik og bar på dem, fordi det gik hurtigere uden. Efter gåturene hævede mine fødder lidt op, hvorfor jeg tog is på samt sov med begge fødder over hjertehøjde. Nu kan jeg så småt begynde at lunte lidt, men overvejer at få lidt behandling på læg og skinneben. Hvis der er nogen herinde, som kender en god behandler til den slags, hører jeg meget gerne fra jer.

Under vores tur til Grønland har jeg gået og grublet lidt over løbet og ikke mindst det med landsholdet. Hvad angår løbet, kan jeg tage et par ting med til næste gang. Jeg skal have flere par sko, og de skal være minimum et nummer større. Når man tænker på, at jeg løb 200 km i for små sko, så er det vel ikke så mærkeligt, at mine skinneben ikke har det helt godt. Min højre fod er et nummer større end den venstre, hvilket kunne være forklaringen på, at den er hårdest ramt. Måske et par større sko kunne betyde, at jeg kunne undgå skinnebensbetændelse. Noget andet jeg har taget med mig er, at jeg formentlig fungerer bedst ved at holde den fart, der betyder, at jeg kan løbe hele vejen. En anden gang skal jeg desuden have musik med til hele løbet. Jeg tror, det gør en forskel. Og så skal jeg se at få meldt mig ind i en løbeklub, så jeg kan få nogle flere tips:o)

Jeg har desuden gået og leget lidt med tanken om at komme på landsholdet, og er nået frem til, at det kunne være super fedt. Jeg må hellere få kontaktet landsholdskoordinatoren for at høre nærmere.

Og så skal jeg have sat mig et nyt mål. For det er næppe sidste gang, jeg har løbet ultraløb. Er det rigtigt, at danmarksrekorden for kvinder er på 210 km?

Billeder

#1

Michael S.K. Mortensens billede

Anni Lønstad 217,75Basel, SCH 1995

#2

Anne Marie Geisler Andersens billede

Tak. Fandt det også på ultrarunner.dk. Shock)

#3

Michael Rasmussens billede

kanon flot løbet har givet mig blod på tanden til at prøve et 24 timers løb .

#4

JesperBs billede

God fys i københavnsområdet er Bulowsvejfys - http://bulowsvejfys.dk/

De har nogle meget dygtige sportsfysoterapeuter.

mvh

Jesper

#5

Thomas A Andersens billede

Det er bestemt en præstation, man kan værd stolt af at kunne se tilbage på!

Om bloggen

Anne Marie Geisler Andersens billede
Landsholdsløber, sundhedscoach, politiker og mor til tre, Anne Marie Geisler Andersen, blogger om sine 24-timersløb. Hun satte tre gange i træk danmarksrekord i 24-timersløb, senest i 2017 ved at løbe 233 km på et døgn.

Andre bloggere

5 blogeksempler

Log ind

To prevent automated spam submissions leave this field empty.

Nyt medlem

Velkommen til medlem nr. 14872:

Nyhedsbreve




Løber
Løbsarrangør

Bliv medlem af løberne.dk

Læs mere om Under Amour HOVR Machina