Hej med jer,

Vi flyttede til Nicaragua i januar 2009.
Min mand arbejder her, og jeg løber, cykler mountainbike, styrketræner lidt, og er chauffør for vores 3 børn på 14, 13 og 6 år.

Jeg er 33 år, og har løbet siden jeg var teenager, med nogle on/off år ind i mellem, men altid kun på hyggeplan, en 5-6 kilometer. Det ændrede sig sidste år, da jeg meldte mig ind i en løbeklub.
Så kom der flere kilometer på, og jeg løb Eremitagen for første gang sidste år ::
Super skønt på trods af det regnede hele vejen

Lige efter Eremitagen tog vi til Nicaragua for første gang for at se landet, og for at prøve at finde et hus.
Løbetøjet var selvfølgelig pakket ned, men der var godt nok langt op til de sædvanlige 10 km når temperaturen siger nogle og 30 grader og luftfugtigheden mest af alt minder om Randers Regnskov. Jeg tror jeg løb 2,5 km på de 14 dage vi var der :syg:

Vi fandt i øvrigt ikke noget hus, så da vi flyttede permanent i Januar boede vi det første tid i en lille lejlighed i hvad man kan kalde Centrum af Managua som er Nicaraguas hovedstad.
Her er i øvrigt ingen vejnavne, så man finder rundt ved hjælp af pejlemærker som sagtens kan være ”syd for den gule mur” efterfulgt af hvilket distrikt man kan finde den i – og så er det bare ærgeligt hvis den i mellemtiden er malet blå...alle ved jo, at den engang var gul :

Jeg startede ud med at løbe på løbebånd i en sportsklub. Lokalet var placeret væk fra hovedbygningen, og bestod af 5 løbebånd foran et stort vinduesparti der vendte ud mod tennisbanerne.
Solen stod ind gennem vinduerne, air con’en kørte for fuld drøn, men nåede aldrig at køle det lille rum ned, og døren stod af samme årsag åben, for så kom der da LIDT luft ind.
Kl. var 7.15 om morgenen, temperaturen sagde 28 grader, og jeg kunne løbe 3 km, og så gik det for alvor ned af bakke med løbetræningen.

At rykke rødderne op, sælge sit hus og bosætte sig i et u-land kræver lidt tilvænning. Når man så samtidig stopper med at løbe, sætter det altså nogle følelser igang - min mand kaldte/kalder mig ironisk for fredsduen :

Det var bestemt ikke en lykkelig tid, men jeg fandt skoene frem igen da vi fandt et hus, og flyttede op i et villakvarter.

Villakvarter er så meget sagt, for dem der bor bagved os nede af skrænten bor i skure, de laver mad på jorden hvor de har et ildsted, og børnene render rundt uden tøj og sko.
Til gengæld har de de største højtalere jeg nogen sinde har set, og de bruger dem flittigt i weekenderne. Er der noget de lokale Nicaraguensere er gode til, så er det at feste!

Det er først for nylig jeg er begyndt at udforske områderne lidt mere. Når man er udenlandsk lyshåret kvinde løber man ikke bare sådan ubemærket rundt, men nu føler jeg mig tryg ved at begynde at udforske nye steder.

Ikke at jeg har dårlige erfaringer - tværtimod er der masser af opbakning fra de lokale:
Man kommer løbende, pustende og stønnende, og højrød i hovedet og sveden springer fra en, og så kommer der en pick-up truck fyldt med arbejdere på ladet, og de hujer og pifter, og så kan man lidt igen... der er intet så godt som ros :

Jeg har en fast interval rute jeg løber.
Vi bor 280 M oppe ,og den vej jeg løber, ender ved et konferencecenter der ligger i 500 meters højde.
Der er 5,3 km derop, og min personlige rekord er indtil videre 34 min. (I Danmark løb jeg 5 km på 27 min)

Bagefter lunter jeg de 5,3 km hjem igen i stille tempo.

Jeg vil gerne finde en lidt mere flad rute, og få nogle flere km på, så det bliver næste mål.

Det må blive nok for nu.
Jeg er ked af det blev lidt langt, men tak til dem der har læst med hele vejen