Ville ikke komme hjem og fortælle pigerne, at deres mor havde givet op

Martin Bork, Admins billede

Hjemme igen efter et hårdt, men veloverstået verdensmesterskab i 24-timersløb i Belfast. Sjovt nok har jeg det bedre efterfølgende for hvert løb, jeg løber, selv om jeg lægger kilometer til hver eneste gang. Læggene er stive og opsvulmede, og vablerne klør og gør ondt. Slidsår er der ikke så mange af som førhen – heller ikke selv om det regnede under løbet, og jeg længe løb i vådt tøj. Der, hvor jeg har mest ondt, er den fod, der drillede lidt allerede før løbet. Jeg havde håbet ikke at mærke noget til den under løbet. Sådan gik det ikke. Men heldigvis holdt den da hele vejen, og den har det egentlig ikke så meget værre her bagefter, hvor den kan få al den ro, den behøver.

Det mest smertefulde løb nogensinde

Jeg tror godt, man kan betegne dette løb, som mit mest smertefulde løb nogensinde. Selvfølgelig har jeg tidligere haft ondt, men jeg mindes ikke nogensinde før at have løbet 23 timer med så ondt. Allerede efter kun én time, begyndte foden at drille, først den ene og så den anden. Underlaget skrånede en anelse, hvilket ikke hjalp på det, så derefter gik turen til knæ, hofter, baller og lår. Ja, selv ryg, arme og nakke fik jeg ondt i, fordi jeg måtte løbe med Mortens tunge ur.

Første ’krise’ var på startlinjen

Første ’krise’ var nemlig allerede, da jeg stod på startlinjen og opdagede, at mit eget ur var i stykker og fuldstændig blankt. Efter et par omgange fik jeg Mortens på istedet. Senere gik det så op for mig, at uret var skyld i mine nakkeproblemer, hvorfor det røg over på det andet håndled, som efter løbet var fuldstændigt blåt og hævet. Der var bare ikke så meget andet at gøre. For eftersom vi nærmest INGEN opdateringer fik undervejs på, hvor langt vi var, eller hvordan vi var placeret, var det den eneste måde, hvorpå jeg havde mulighed for at se, om jeg holdt min egen plan.

Besluttede fra start, at jeg ikke ville give op

Pudsigt nok og særligt de mange smerter taget i betragtning, var det meget få ting, jeg hev fat i undervejs – og meget tidligt i løbet. For der gik ikke længe, før jeg tænkte ved mig selv, at det her gør jeg ALDRIG mere. Jeg var også mere end fristet af den grønne græsplæne, som man lige kunne kaste sig på. Men tanken om, hvordan jeg lynhurtigt ville føle det, hvis jeg havde givet op og kunne se de andre løbe videre, holdt mig fra det. Jeg ville heller ikke komme hjem til vores piger og fortælle, at jeg havde givet op. Viljestyrke, det har jeg, og smertehåndtering er jeg god til, sagde jeg til mig selv – og så måtte jeg jo løbe på det. Jeg valgte også ikke at sige for meget til min mand Morten og de andre hjælpere i depotet, for der var ikke nogen grund til at fokusere på, at det gjorde ondt.

Læs hele beretningen her...

Om bloggen

Martin Bork, Admins billede
Pressemeddelelser og information.

Andre bloggere

5 blogeksempler

Log ind

Nyt medlem

Velkommen til medlem nr. 12829:

Nyhedsbreve




Løber
Løbsarrangør

Fra shoppen