- 25-07-2015
- Martin Bork, Admin
- Information

Tag løbeskoene på og invitér familie og venner med til en skøn dag i skoven ved Holstenshuus. Oplev naturen i løb imens familien afprøver klatreparken i trætoppeneeller prøv begge dele.
Lørdag d. 29. august skaber Holstenshuus Gods ved Faaborg de smukke rammer for DGI Oplevelses-løb. To fine løberuter på 8 km og 15 km fører dig gennem varieret terræn omkring Holstenshuus Gods. Ruterne er tilrettelagt, så du får en smuk naturoplevelse med på vejen. Holstenshuus Klatre-park holder åbent på løbsdagen, så der er også mulighed for at blive udfordret i højden, hvor trætoppene byder på spændende klatrebaner. Børn fra 8 år og opefter kan prøve kræfter med baner af forskellig sværhedsgrad under kyndig instruktion fra klatreinstruktører i parken. Efter aktiviteterne serveres lækker gullasch tilberedt af lokale, økologiske råvarer, og der er mulighed for at smage på forskellige produkter fra lokale producenter bl.a. frugt og most.
Hvis du har interesse for at høre om Holstenshuus Gods og hvilke aktiviteter der foregår på godset i dag, er der også mulighed for at tage med på en guidet tur i Holstenshuus Park: ”Jeg ser frem til at få besøg af natur- og løbeglade gæster og til at vise dem rundt i Holstenshuus Park, hvor jeg vil fortælle om godsets historie og drift i dag” fortæller godsejer Ditlev Berner.
Hvad er det særlige ved DGI Oplevelsesløb på Sydfyn?
”Vi har ønsket at skabe et unikt løbearrangement med fokus på natur og kultur med puls. Et arrangement, hvor den gode oplevelse, løb i smukke omgivelser, bæredygtighed og gode råvarer går hånd i hånd. Derfor er vi rigtig glade for, at både Holstenshuus Gods, Holstenshuus Klatrepark, lokale idrætsklubber og producenter har ønsket at indgå i et samarbejde omkring realiseringen af dette” fortæller løbsarrangør fra DGI Fyn, Julie Faurholt Pedersen. Til spørgsmålet om hvorfor netop dette arrangement er værd at løbe efter, svarer løbsarrangøren: ”DGI Oplevelsesløb adskiller sig fra traditionelle motionsløb ved at lægge særlig vægt på oplevelsen, på natur og kultur, og på at hele familien har mulighed for at deltage i arrangementet og dermed få en fælles oplevelse, også selvom de deltager i forskellige aktiviteter”.
Foto af: Fotograf Bent Nielsen