Lad lyset lede dig

Martin Bork, Admins billede

I morgen indvies en interaktiv løberute med lys samt fire nye aktivitetspladser til yoga, klatring, spring og hop. Liv & Lys kaldes projektet i Søndermarken på Frederiksberg.  

I slutningen af maj påbegyndtes arbejdet med den interaktive motionsrute med digitale lysfunktioner, der kan aktiveres, så man løber efter sit eget ’harelys’ i et bestemt tempo. Stien på 2,5 km. har markeringer for hver 100 meter, så man let kan planlægge intervaller, og hvor langt man ønsker at løbe. Og pullertlamperne, der lyser stien op, har samtidig et lyspanel på selve standeren, som blinker i farve og i en rytme, som løberen så skal prøve at følge. Fartholder-funktionen skal løberen selv sætte i gang ved et af de to startpunkter på ruten, nemlig ved indgangen Roskildevej/Pile Alle - og ved indgangen på den diametralt modsatte side af Søndermarken, kaldet 'Bag Søndermarken'. Og mange løbere kan løbe i forskelligt tempo på samme tid.

Aktivitetspladserne skal ligge som perler på en snor langs ruten og kan bruges til både leg, yoga, klatring og flere forskellige former for bevægelse. Formand for fritid- og kultur på Frederiksberg Lone Loklindt glæder sig meget til at tage det nye Søndermarken i brug.

"Projektet er både stort og visionært fordi det omfatter såvel den kulturhistoriske som den rekreative side af haven", siger hun og fortsætter: "Motionsruten, i daglig tale den lysende sti, får et nyt forløb så den bliver præcis 2,5 km. Jeg glæder mig til at blive udfordret på løbehastigheden, men også til at man trygt kan løbe og se hvor man løber i skumringen eller efter mørkets frembrud. Men det bliver også sjovt at kunne træne andet end løb, når Oasen og Vildnisset bliver færdig."

Derudover skal der pustes liv i Søndermarkens tabte kulturhistorie. Og naturværdierne i området skal styrkes. Målet for projektet er nemlig ambitiøst og bredt favnende – at sikre en fremtidig udvikling af haven, hvor potentialet for at skabe en samlet oplevelse af kulturhistorie og bynatur, kombineret med motion, udnyttes optimalt.

Mere lys
"Med Liv & Lys skaber vi et rekreativt område af internationalt format. Derefter går vi i gang med de andre dele af projektet i samarbejde med relevante parter f.eks. Bakkehusmuseet og Frederiksberg Kommune. Hele projektet forventes færdigt i løbet af 2012", fortæller Niels Mellergaard, slotshavechef i Slots- og Ejendomsstyrelsen.

Per Schulze, planchef i Lokale-og Anlægsfonden er enig i at den nye rute og aktivitetspladserne vil give nye muligheder og appellere til større brug af  parken: "Søndermarken bliver et fint eksempel på, hvordan man kan øge udnyttelsen af historiske parker med belysning og moderne bevægelsestiltag. Lokale- og Anlægsfonden har været med i udviklingen af interaktive lysløjper for at gøre det endnu sjovere og sikrere at løbetræne i landets parker og andre mørke områder. Vi  regner med, at den kommende meget bynære lysløjpe med interaktive muligheder vil blive en attraktion."

Nyt liv
De der ikke ynder at trække i joggingbukser og løbesko skal ikke føle sig snydt. De kan nemlig gå på opdagelse i havens kulturhistorie såvel som i naturen. Sideløbende med at bevægelsesdelen af projekt Liv & Lys implementeres, genskabes flere kulturhistoriske bygninger i Søndermarken. Formidling på skilte og i digital form skal lede interesserede til havens highlights og fortælle historierne på nye måder. "Det er målet at genskabe nogle af de scenerier der var en væsentlig del af den romantiske landskabshave i Søndermarken, da den blev anlagt i slutningen af 1700-tallet", fortæller Niels Mellergaard. Søndermarkens forskellige scenerier er beskrevet i Adam Oehlenschlägers (1779-1850) digte, og ved en genskabelse af havens scenerier skabes en unik mulighed for at gå i Oehlenschlägers fodspor og opleve de samme scenerier.

Det grønne hjerte
Søer, vandløb og skovplantninger har tidligere været en central del af Søndermarken. Ved at genskabe noget af det, understøttes både havens kulturhistorie og naturindhold. Nye og forbedrede vådområder samt en målrettet pleje af græs og beplantning i haven, vil give en større variation i biotoperne, et rigere dyreliv og flere naturoplevelser til både glæde og læring for havens brugere. Ikke mindst for skoleklasserne, der i samarbejde med Frederiksberg Kommune kan følge et naturvejledningsforløb i området.  "Målsætningen for naturområdet er at udvikle, bevare og genskabe havens naturværdier for at muliggøre en oplevelsesrig naturformidling tæt på hjem og skole. Desuden skal havens position som led i storbyens grønne struktur styrkes og derved sikre levesteder for dyr og fugle. Det gøres ved etablering af nye vådområder og nye former for formidling", pointerer Niels Mellergaard.

Naturoplevelser
Mogens Hugo, bestyrelsesformand for Nordea-fonden, håber på, at "projektet giver et markant løft til et skattet åndehul på Frederiksberg. Det skaber nye og bedre rekreative muligheder for alle med lyst til motion, natur og kultur. Vi håber rigtig mange byboere, foreninger og skoler vil bruge det ny Søndermarken." Også Frederiksbergs borgmester, Jørgen Glenthøj, mener at Liv & Lys kan være med til at udvikle området i en positiv retning: "Med sit fokus på natur, kultur og bevægelse konkretiserer Liv & Lys meget præcist vores vision om en grøn og pulserende storby, som taler til både krop og sjæl. Det bliver spændende at følge skabelsen af ´det nye´ Søndermarken."

Med sin centrale placering i Frederiksberg Kommune og med planerne for udviklingen af boliger på Carlsberggrunden, er der ingen tvivl om, at Søndermarken vil få en endnu mere betydningsfuld rolle som stedet, der anvendes til bevægelse, naturvejledning og rekreation. Liv & Lys er et trumfkort i denne sammenhæng og hænger godt sammen med Frederiksberg Kommunes vision om en at være hovedstadens grønne hjerte.

Dagen i morgen starter med, at skolerne får lov at indvie den nye motionsrute. Men når tusmørket falder på, forvandles Søndermarken til en kulturslange med gøglere, teater, røg, dans og musik. Kulturslangen følger den 2,5 km lange motionssti med masser af liv, lys og aktiviteter.

Om bloggen

Martin Bork, Admins billede
Pressemeddelelser og information.

Andre bloggere

5 blogeksempler

Log ind

To prevent automated spam submissions leave this field empty.

Nyt medlem

Velkommen til medlem nr. 15384:

Nyhedsbreve




Løber
Løbsarrangør

Læs mere her

Bliv medlem af løberne.dk