- 06-06-2012
- Martin Bork, Admin
- Information
Løbeklubben Pinen & Plagen på Mors mobiliserer alle gode gå- og løbekræfter over hele landet til støtte for Danske Hospitalsklovne.
Lørdag 16. juni mellem klokken 12 og 13 bliver en ganske særlig dag over det danske land. Rødnæsede børn, mænd og kvinder i alle aldre – i klovnekostume eller bare som sig selv - vil denne dag sætte deres præg på landskabet, ved at løbe eller gå en afmærket rute på 2-3 kilometer en eller flere gange med det ganske særlige formål, at samle penge ind til og rette fokus mod det arbejde, som hospitalsklovnene hver dag gør for børn, der er indlagt på danske hospitaler.
”Aage Klovn” fra Hald ved Viborg opdagede ved selvsyn, hvad klovnene kan gøre af godt for syge børn, da han for fire år siden var indlagt til operation for en diskusprolaps. Det gjorde så stort et indtryk på ham, at han herefter altid selv stiller op i klovnekostume, når han deltager i løb. På den måde gør han sig selv til levende reklamesøjle for hospitalsklovnene og samler også penge ind til organisationen, som udelukkende baseres på private donationer og fondsmidler.
- Det giver noget helt andet at løbe udklædt. Responsen er utrolig. Når jeg for eksempel løber som temposætter i et halvmaration, glemmer folk, at de er trætte, fortæller han.
Nu har ”Aages Klovns” klovnerier ført til, at hans løbeklub, Pinen & Plagen på Mors, har taget initiativ til at arrangere et landsdækkende klovneløb 16. juni.
På samme tidspunkt i byer rundt i hele landet lyder startskuddet. Alle kan deltage mod at slippe en halvtredser, hvoraf de 40 kroner går til Danske Hospitalsklovne.
Pinen & Plagen sørger for tilmeldinger, reklamemateriale, startnumre og det økonomiske. Via hjemmesiden www.klovnelob.dk kan klubber fra hele landet bare melde sig.
Vil gerne brage igennem
Formanden for Pinen & Plagen, Jann Søndergaard, håber, det lykkes at fange landsdækkende sponsorer, så det bliver muligt at brage igennem med støtten til klovnene. Og han håber, at mange børnehaver, skoler og ældre også vil deltage.
- Muligheden er til stede for at involvere rigtig mange. Hvis for eksempel en af de større byer samler 1.000 deltagere, giver det 40.000 kroner til klovnene. Vi har alle enten selv børn eller kender børn, der måske kommer ud for at skulle på sygehuset. Klovnene gør en formidabel indsats, ikke blot for børn og andre patienter, men også for de pårørende og de ansatte, siger Jann Søndergaard.
Løbet i Esbjerg
I Esbjerg er det medlemmer af Løbeklubben på Facebook, der har taget initiativ til det lokale klovneløb, som bliver holdt på en 2 km rundstrækning i Vognsbølparken. Løbeklubben på Facebook er et gratis brugerdrevet netværk, der kombinerer det sportslige og sociale.
- Da jeg blev spurgt, om jeg ville være med til at holde et klovneløb til velgørenhed, skulle jeg ikke bruge lang betænkningstid. For hvorfor ikke? Hele familien – fra de mindste børn til bedsteforældrene – får muligheden for motion og socialt samvær samtidig med, at de støtter et godt formål, siger Michael Jensen som en af initiativtagerne til klovneløbet i Esbjerg.