- 12-09-2013
- Martin Bork, Admin
- Information
Onsdag den 25. september kl. 17.00 lyder startskuddet til byens højeste løb og den flotteste udsigt.
Der er garanti for høj puls og smukke naturoplevelser for både eliteløbere, børn og motionister i alle aldre, når Hasle Bakkerløbet 2013 skydes i gang onsdag den 25. september. Bag arrangementet, der byder på ruter fra 2,5 km til 10 km, står Brabrand IF Motion og Brabrand Parkrun i samarbejde med Den Selvejende Institution Hasle Bakker.
”Vi har lagt ruterne, så deltagerne både oplever de storslåede udsigter fra bakkerne, men også kommer ud i de spændende områder med skove, søer og enge, så de får set mange sider af det flotte og ret specielle naturområde, som udgør Hasle Bakker,” fortæller løbsleder Jan Christensen fra Brabrand Parkrun.
Der er start og mål på P-pladsen ved Lenesvej for foden af den højeste bakke i området, den 105 meter høje Bakkekammen.
Børneløb og walk starter kl. 17.00, mens løberne på 5 og 10 km-ruterne sendes af sted kl. 18.00. I målområdet er der forfriskninger til alle deltagere. Desuden vinderpræmier til de hurtigste og lodtrækningspræmier til de heldigste.
Man kan tilmelde sig arrangementet via hjemmesiden www.haslebakker.dk. Der er også mulighed for tilmelding ved startstedet.
Bent Hviid, formand for Den Selvejende Institution Hasle Bakker håber, at rigtig mange vil slutte op om arrangementet: ”Hasle Bakkerløbet er en enestående mulighed for at opleve det meget spændende landskab, som findes i det vestlige Aarhus, men som mange århusianere aldrig har besøgt. Det grønne bælte, som strækker sig fra Åby Ringvej og helt ud til True Skov rummer fantastiske muligheder for motion, sport og naturoplevelser. Nu er der en god anledning til at få en spændende oplevelse i aktivt selskab sådan en helt almindelig onsdag,” siger og Bent Hviid.
Den Selvejende Institution Hasle Bakker hører under Idrætssamvirket Aarhus, og formålet er at være med til at fremme aktiviteter i naturområdet, der er beliggende i en grøn kile mellem store boligområder i Brabrand og Tilst.
#1