- 16-05-2014
- Martin Bork, Admin
- Information
Tilmeldingsantallet er allerede på 5.000 til Odenses nye løbebegivenhed, der skal være med til at åbne den nye kanalforbindelse over Odense Kanal. Fra arrangørside forventes det, at der vil være 8.000 deltagere, når startskuddet affyres af Rådmand Jane Jegind lørdag den 14. juni kl. 15.
”Vi afventer mange firmatilmeldinger her i maj måned, og ser derfor med optimisme frem mod, at vi når vores målsætning på deltagerantallet”, udtaler løbsleder Torben Simonsen.
RUTE
ODINSBROLØBET tilbyder to distancer, 10 km og ½ maraton, og ruterne er i hovedtræk klar. Der bliver en rundstrækning på 21,097 km. 10 km. distancen vil have start og mål samme sted, men vil ikke komme ud i de yderste hjørner af rundstrækningen. 10 km løberne vil bl.a. benytte den nye Tromsøgade for at komme tilbage til mål. Rundstrækningen vil eksponere 3 af de områder, som Odense Kommune gennem flere år har prioriteret højt. Det nye havneområde, Promenadebyen, Odins Bro og ikke mindst Stige Ø. Alle 3 områder vil være væsentlige dele af ruten, der har start og mål på Havnegade. Herfra løbes der mod Windelsvej og Ejbygade til den nye tilslutningsvej til Odins Bro. En sløjfe skal indpasses i Søhus området, hvor bl.a. en nybygget tunnel, vil være til gavn for ruteplanlægningen. Efter sløjfen på den vestlige side af kanalen, passeres broen igen, gennem Skibhusen og via Havnegade løbes der langs såvel Odense Å som kanalen til Stige ø, hvor der vendes. Ruten passerer Stige Færgen, også et stykke af Odenses historie og via Havnegade løbes der tilbage langs Odense Å og kanalen til målområdet på Odense Havn. Ved passagen af Odins Bro, vil der være en flot udsigt over Bispeengen, de grønne enge, der flot klæder kanalens vestlige side.
Ruteforløbet af Windelsvej vil påvirke trafikken i området i tidsrummet mellem kl. 15 og 15.30.
Når løberne har nået målet, vil der være underholdning og aktiviteter af forskellig slags på havneområdet, og hele arrangementet slutter af med koncert lørdag aften. Der er ligeledes tænkt på bespisningsmulighed, da der kan bestilles mad og plads i det store fællestelt, der opstilles ved arrangementet. Læs mere på www.odenselober.dk
TILMELDING
Er du eller dit firma endnu ikke tilmeldt, så kan tilmelding ske via websitet www.odenselober.dk
ODINSBROLØBET præsenterer også et nyt samarbejde på tværs af Odenses to store løbeorganisationer, Eventyrløbet og H.C. Andersen Marathon. De to organisationer har fundet frem til, at en event af denne type, kan nyde godt af to meget rutinerede løbsarrangørers samarbejde