- 23-01-2013
- Martin Bork, Admin
- Information
Tusindvis af børn ønsker at komme ind i idrætsforeningerne og være en del af kammeratskabet, men har ikke mulighed for det, fordi forældrene ikke har råd til fx kontingentet. Også børn, der allerede er i foreningerne, risikerer at måtte opgive idrætten pga. forældrenes økonomi. Der er 65.000 fattige børn i Danmark ifølge bl.a. Red Barnet.
En donation fra Procter & Gamble, der ejer en række kendte produkt-brands, skal nu hjælpe familierne. 1 kr. fra hvert P&G-produkt (Gillette, Pampers, Vicks, Oral B m.fl.), der sælges i føtex i udvalgte uger, går til børnene.
Økonomisk trængte forældre skal kontakte en af de 11.000 lokale idrætsforeninger i Danmarks Idræts-Forbund (DIF), hvis de ønsker hjælp fra ’Idræt for ALLE børn’, som projektet er døbt.
”Alle børn uanset baggrund fortjener at få mulighed for at dyrke idræt i foreningerne sammen med vennerne. Derfor forstærker vi nu indsatsen i DIF-idrætten og kommer tusindvis af børn i økonomisk trængte familier i møde ved hjælp af et stort donationsprogram de næste mange år. Vi er meget glade for, at Procter & Gamble har gjort det muligt at kunne inkludere endnu flere i idrætten,” siger Niels Nygaard, der er formand for DIF, som har 1,7 millioner medlemmer. Nygaard glæder sig også over den store eksponering, som føtex kommer til at give projektet i alle deres varehuse.
P&G er international olympisk topsponsor og har store forventninger til donationsprogrammet i Danmark:
"Det er meget vigtigt for Procter & Gamble som olympisk sponsor, at endnu flere børn dyrker idræt og oplever idrættens mange positive værdier på egen krop. Det er ligeledes vigtigt, at forældre med en meget stram økonomi kan se, at deres børn får sunde idrætsvaner og har samme muligheder som andre," siger Kristofer Tonström, nordisk Marketing Director, Procter & Gamble.
På mandag den 28. januar skydes første kampagneperiode i gang i landets 89 føtex-varehuse:
"Vi kan alle bidrage til, at børn bliver stærke og sunde, og det er en meget vigtig del af barndommen at kunne dyrke motion sammen med sine venner. føtex bakker op om ’Idræt for ALLE børn’, fordi alle børn skal have en chance for at blive en del af foreningslivet," siger Mette Maix, direktør i føtex
Peter Gade, tidligere topspiller i badminton, støtter projektets gode formål: ”Jeg håber ’Idræt for ALLE børn’ kan hjælpe endnu flere børn og unge til at blive en del af idrættens fantastiske verden.”