Anholt-løb en stor succes trods færgestop

Martin Bork, Admins billede

Anholt Marathon 2014 blev lørdag gennemført i fin stil af 99 løbere med masser af heppere på trods af, at øens færge ganske uplanlagt måtte en tur i dok.

”En stor tak til færgeselskabet, som i en presset situation fik indsat alternativer, så alle løbere havde mulighed for at nå frem,” siger Moa Björnson, en af løbets tre hovedarrangører.

Det dansksvenske løb er et af Nordens mest eksklusive, fordi man kan vælge mellem et hårdt marathon gennem ørkensand, en kuperet halvmarathonrute, eller en 10 kilometer lang motionsrute for løbere eller gående. Efter strabadserne var der lørdag aften og nat kulinarisk fest på øens kro.

Næste løb finder sted 5. september 2015, og arrangørerne mærker allerede nu større sponsor- og løberinteresse, ikke mindst fra Sverige.

”Vi lader os ikke stoppe. Tak til alle sponsorer og frivillige og vel mødt næste år,” siger løbsleder Bent Rasmussen.

Mange vender tilbage år efter år. Svenske Björn Fröding var med for tredje gang og snuppede andenpladsen i marathon.

”Igen kunne jeg konstatere, at det er et hårdt løb på grund af underlaget,” siger Fröding, som i år har løbet fire marathon, bl.a. Swiss Alpine.

Årets løb blev reddet af Anholtfærgeselskabet, som chartrede mandskabsfartøjer med hjælp fra Dong, ligesom den svenske færge Asterix sejlede til Grenå for at hjælpe. Endelig ankom en del løbere med flyselskabet Aircat.

Det betød, at en af øens egne løbere gled ned ad resultatlisten, fordi konkurrenterne kunne nå frem.

”For første og eneste gang i mit liv kunne jeg have vundet halvmarathon, men det lever jeg med. Hvor var det fantastisk med al støtten til løbet og sikke en krofest om aftenen,” siger Erik Høgh-Sørensen.

Anholt Marathon finder sted hvert år i sensommeren og er på få år blevet traditionsrigt. Øens kro og øvrige erhvervsliv satser stort på begivenheden, som for både løbsdeltagere og familier giver mulighed for sensommerbadning, gåture og i år også brombærplukning.

Til daglig bor der omkring 150 mennesker på Anholt.

 

Løbsfakta 2014:

Ørkenmarathon: Heine Østergaard 3.25.20// Gry Bandholm 3.29.34.

Halvmarathon: Ulver Graves Hvidt 1.35.36 // Moa Björnson 1.38.39.

10 kilometer løb: Brian Madsen 49.21 // Jeannette Rose Hansen 55.23.

Antal deltagere: Marathon (15), halvmarathon (48), 10 km løb (26), 10 km gang (10).

Om bloggen

Martin Bork, Admins billede
Pressemeddelelser og information.

Andre bloggere

5 blogeksempler

Log ind

To prevent automated spam submissions leave this field empty.

Nyt medlem

Velkommen til medlem nr. 14652:

Nyhedsbreve




Løber
Løbsarrangør

Læs mere om HOVR Machina

Bliv medlem af løberne.dk