- 24-05-2016
- Martin Bork, Admin
- Information

Trailløbere fra Danmark og Europa kæmper sig over bakkestrøg, gennem dale, krydse moser og passere Gudenåen i Silkeborg til Nordisk Extrem Maraton i weekenden. Start og mål går fra Fort Østerlund, hvorfra Silkeborgs smukke og barske natur i 2 dage vil udfordre og give løberne en ekstrem oplevelse. Der overnattes i en idyllisk Night Camp ude i det fri mellem etaperne. Deltagerne er selvforsynende undervejs – et sandt oplevelses-eventyr.
For mange løbere er maraton er ikke længere ekstremt nok. Det skal være vildere og mere spændende. Trailløb og Adventureløb er derfor det nye sort indenfor løb, hvor kuperet terræn, forskellige naturtyper, mudder og vand udfordrer enhver løber. Nordisk Extrem Maraton afholdes i Silkeborg, hvor netop disse rammer med Silkeborgs søer og storslåede skovområder er til stede. Deltagerne får smukke naturoplevelser, samtidig med at de bliver beskidte og ikke mindst presset til den sidste sveddråbe.
De godt 800 deltagere er fordelt på 5 distancer, fra 21 km og op til 100 km, og enten løber på en afmærket trailrute eller en ekstrem-rute, hvor de selv skal orientere sig med kort og kompas. Sidstnævnte løber på tomands-hold og udstyres med GPS, som kan følges på storskærm på Fort Østerlund og på internettet. Ruterne går over de højeste bakketoppe og gennem de laveste slugter. Moser og Gudenåen vil også være forhindringer deltagerne skal passere for at gennemføre det ekstreme løb.
Udover naturens forhindringer, løber deltagerne også med fuld oppakning til dagens indtag og ly til natten. Det ekstreme løb er nemlig inddelt i to etaper over to dage, hvor deltagerne lørdag aften ankommer til en Night Camp og selv skal slå deres telt op. For nogle er der indlagt en kort etape sent om aftenen lørdag.
Det er overlevelse og sport i ren form!
Kom og følg med, få billeder af Silkeborgs smukke og rå natur, og se de seje løbere kæmpe sig igennem terrænet.
Sted: Fort Østerlund, Østerlundvej 10, 8600 Silkeborg, Danmark
Tid:
Lørdag d. 28. Maj
Kl. 12.00 – indtjekning
Kl. 15.45 – Start 70km (herefter starter de resterende ruter med 15 min. mellemrum)
Nightcamp
Kl. 22.00 – Start natteløb
Søndag d. 29. Maj
Kl. 07.00 – Start 70km (Herefter starter de resterende ruter med 30 min. mellemrum)
Kl. 17.00 – mål lukker
Fakta:
Nordisk Extrem Marathon består af 5 distancer:
Ekstremruter (løb og orientering):
35km Let Orientering
35km Svær Orientering
50km Alm Orientering
70km Alm/Svær Orientering
Trailruter (løb på afmærkede ruter)
21 km
42 km
Alle deltagere overnatter i løbets Nightcamp med telt og sovepose.