Livet går videre.....

sukils billede

Bare på andre baner. Hvorfor tager inderbanen, når yderbanen er længere......

 

For mig har rejsen været lang. Jeg nåede ikke mit overfladiske mål og det gøre bestemt heller ikke noget. Efter 30 ultraløb på 4 år, har jeg selv givet mig en pause for 24 timers løb. Derfor slutter min blog, da jeg ikke vil længere forfølge mit mål om at løbe mere end 200 km. på 24 timer. Der findes ufattelig mange blogger på nettet, så der forsvinder ikke noget fra stjernehimlen.

 

Mit første 24 timers løb, foregik ved Forum og rundt om en af søerne i København. Det var januar md. og der lå sne på noget af strækningen. Løbet var noget af en udfordring. Godt brugt undervejs og førte stort foran nr. 3 i løbet, spurgte jeg ham om vi ikke skulle "slappe af" i teltet resten af tiden. Han var ihærdig og gav ikke op, så jeg blev nødt til at løbe flere unødvendige omgange endda en hurtig af slagsen for at han kunne indse at jeg havde kræfter.....selvom jeg var træt. Jeg løb 161 km. kun takket været min irriterende modstander, som ikke bare gav op? Vejret var elendigt og det regnede mange timer, isende koldt.........Jeg var på banen, trak mig ikke ud før tiden. Efter løbet skulle der deles præmier ud. 1. prisen blev delt ud fra en stor scene i Forum (sportmesse) med masser af tilskuer. Konferenceren talte begejstret og der blev delt flere sponsergaver ud og vinderen holdt en takketale og takkede bl.a. sin personlige sponser. Nu var det min tur og min familie var samlet og jeg var stolt over min første af slagsen. Så blev mikrofonen slukket og så var det slut.....ingen præmie, ingen medalje og ingen trøje?

 

Knap 4 år senere i Skövde gentage historien sig igen bare i andre forklædninger. Vejret er hårdt, solen skinner fra en skyfri himmel og der er ingen skygge på dette mindre atletikstadion i en knap så stor en by. Varmt vejr og regn i flere timer er ikke min kop te. Allerede efter 1½ t. inde i løbet fik jeg min 1. krise. Vidste godt at vejret ikke var min medspiller, mens jeg kampsvedte og tænkte over min løbestrategi, som jeg typisk finder ud af undervejs i løbet. Overordnet var planen at kigge på mine fødder helst inden der voksede vabler frem. Inden turen havde jeg glemt at pakke løbeur, solcreme, løbejakke og skohorn. Jeg tager som regel selv afsted og på den måde oplever jeg løbet mere intens uden hjælp. For mig er ultraløb, hvor man klare sig selv. It's a solitary sport, because of a distance runner's mentality and reality.

 

Den eneste ting jeg virkelig savnede var mit skohorn..........

 

Nåede 100 km. efter ca. 11 timer og 30 minutter. Derefter gik jeg i bad og skiftede om til lange tights og langærmet trøje for at møde mørket og den egentlig kamp i ethvert 24 timers ultraløb, ifølge min opfattelse. Inden da var kampen mod solens lys, indtil den barmhjertelig gik ned i vest, en pine for min krop. Om aftnen, hvor temperaturen er dejlig skøn for løb, skal der løbes hurtigt før kampen mod mørket først for alvor starter efter midnat. Efter min hovedregning på dette tidspunkt kunne jeg ikke nå de magiske 200 km. uanset hvor optimistisk filter jeg kunne lægge for dagen.....Jeg vidste ikke, hvem der løb henholdsvis 24 timers løb og 48 timers løb som startede på samme tidspunkt. Jeg kunne se på skærmen at mange lå foran mig og troede ikke jeg havde en podiechance. Istedet for at trække mig ud af løbet, fandt jeg ud at jeg lå til en 2. plads. pludselig havde jeg en mere håndgribelig mission, at bevare min 2 plads. Alt dette holdt mig til ilden og når min direkte modstander løb i stedet for at gå fulgte jeg efter hende og hendes venner i samme tempo. Kampen varede i ca. 4 timer indtil jeg kunne regne ud, at hun umuligt kunne indhente mit 9-10 km. forspring selvom jeg gik resten af tiden. Dvs. de sidste 4 timer af løbet sad jeg mest ned og kiggede på dem, der løb rundt på banen og engang imellem gik jeg en runde eller 2-3 for at sende en signal om at jeg kan og vil forsvare min 2. plads.

 

Kampen efter midnat er en fantastisk oplevelse, minder mest om Jesus fristelser i ørknen, hvor mørke og negative tanker bliver større og større. På alle mine 24 timers løb har enten mindre skader eller negative tanker knust mig mentalt ofte på dette tidspunkt på døgnet. Omvendt når man igennem mørkets favntag og holder ud, kommer en guddommelig oplevelse, når solen langsomt vinder over mørket og sende sine klare stråler og jager mørkets kræfter væk. En følelsesmæssigt stor øjeblik næsten af religiøs karakter.

 

Jeg klarede mig igennem løbet udelukkende fordi jeg skulle forsvare min 2. plads og min kvindelige modstander kæmpede en god kamp, der holdt mig til ilden. Det var så hendes første løb.....og mit sidste. Jeg nåede 167 km. og gjorde mig klar til uddeling af præmier. Men skulle lige vente en 1 times tid før ceremonien gik i gang. Jeg nåede at snakke med nogle af de andre løbere, fik pakket mit grej og pakket bilen og tog lige mit sidste bad i omklædningsrummet. Den fjerde af slagsen på stedet! Jeg gik tilbage til den bygning, hvor præmierne skulle uddeles. Lige ved gavlen sad den unge kvinde som fik 3. pladsen sammen med sine løbeveninder. Måske kunne hun ikke klare brandtrappen op til en forhøjet 1. sal? Jeg sad ved et større mødelokale, som den eneste i ca. 15 min. Tilfældigt kommer der en kvinde forbi og jeg spørge ind til præmieuddelingen, som skulle finde sted kl. 13:00 og jeg vil gerne hjem så hurtigt som muligt. Hun hentede den ansvarlige, som kort fortalte mig, at jeg selv kunne vælge en præmie på et bord? Der lå 10-15 ligegyldige ting på bordet. Jeg kiggede på bordet og ønskede ingen af tingene, men det ville være pinligt, at sige det højt. Valgte en ligegyldigt ting på bordet. Så var det overstået. Inden kvinden og manden gik, fik jeg vide at 3. pladsen var givet lidt tidligere da hun var træt og ville gerne hjem! Anders som fik 1. pladsen var inden løbets afslutning blevet kørt væk i en ambulance med knæproblemer. En bizar afslutning, efter 24 timers løb og 1 times venten. Vi var 3 mennesker i dette tomme lokale inden der var gået et par minutter var den helt forladt. Udenfor var der virkelig mange på banen, fordi 6 timers løbet var starter for 1 time siden og der var en del tilskuer.

 

Ringen er sluttet. Mit første og sidste 24 timers løb var fantastiske løbeoplevelser, men afslutningen begge steder var hensynsløs og ligegyldige, som om de mindre gode løbere ikke havde nogen berettigelse. Min kamp er slut. I tørre tal fik jeg skiftet 8-10 par strømper, 8 trøjer og 5 par bukser inden løbet var slut i Sverige foruden 4 dejlige kølige bade :-)

 

Dette er min sidste beretning, når min professionelle "løbefilm" bliver færdig senere i år sender jeg lige et link. Tak til dem, som gad læse mine personlige historie fra min løbeverden.

 

 

#1

Kasper Christensens billede

Hejsa

Ked af at høre, at du ikke nåede målet, men fedt at det alligevel blev en god oplevelse. Jeg har gennem tiden læst flere af dine indlæg og drømt mig lidt frem til hvor du er (Typisk os mennesker ikke at nyde hvor vi selv er :))

Men jeg selv skal snue til ultraløbets facetter i weekenden, hvor jeg tager kyllingeversionen og er på et tomands hold i 24 timer.

Men tak for rigtig mange gode indlæg. Pøj pøj derude.

Mvh

Kasper

Om bloggen

sukils billede
Et stort ønske om at, overskride mentale grænser. At udfordre mig selv fysisk med ultraløb for at høste frugterne for enden af regnbuen. Læs med, og opleve sjælsomme løb, der forandre mig som menneske.

Andre bloggere

5 blogeksempler

Log ind

Nyt medlem

Velkommen til medlem nr. 13040:

Nyhedsbreve




Løber
Løbsarrangør

Fra shoppen