Morgenløb på Nordbornholm

Løbetræner Henrik Lund Jensen

Veneration, lidenskab, oplevelse. En tur i løbeskoene på klippeøens top er mere end bare en times tid med puls og sved på panden

Barndommens land, tidens mælketand. Sådan lyder det vist i en af Benny Andersens viser. Og, når turen går til det østlige Danmark, dukker minderne op. Fra besøg hos familien. Sejlture over Østersøen og udflugter til strand, skov og fantastiske naturpartier langs kysten. En bestemt løbetur husker jeg som noget særligt. Det var i sluthalvfemserne.

Fornemmelsen af frihed

At vågne op i Allinge eller Sandvig er noget særligt. At tage løbeskoene på i dette terræn er samtidig en handling, der kalder på intensitet og nærvær. Nærvær med egen-kroppen, der bevæger sig i løb gennem terrænet. Først i de smalle gader med huse så betagende smukke. Med bindingsværk og den markante duft af tjære. Gadespejlene, de buede vinduer, stokroserne. Det allestedsnærværende hav. Bølgerne og bruset, lydene af måger, en fiskekutter, en morgenpost på vej på cykel.

Opad og rundt

Skridtene bliver mere stabile og sikre. Fæstet bliver bedre og bedre. Kroppen vågner. Og nu går turen rundt på selve Hammeren. Med udsigt til Hammer Odde fyret. Min farmors fætter var fyrmester der engang i forrige århundrede. På selve knuden med de to fyrtårne og de fantastiske klipper. Opad på små stier, der også danner underlaget for selveste Kongeetapen i det velrenommerede og populære Etape Bornholm. Rødder, småsten, kanter af meget større sten. Næsten umærkeligt stiger terrænet ude på nordspidsen. Udsigten bliver bare bedre og bedre. Sverige anes i det fjerne. Buske og træer er præget af vind og vejr. Nogle holder stand, andre må bukke under, når blæsten piber i efteråret og om vinteren.

Hold balancen

Ude på kanten er det løb for de dristige. Det gælder om at holde hovedet koldt og fødderne i de rigtige vinkler. Der er plads, ikke så meget, men nok til at komme fremad. Og også nedad. Her kan man så vælge frit. Finde stien helt opad mod Hammeren Fyr, der stolt poserer over området. Selve målet for den 4. etape i det kendte løb. Der er skrevet navne med kridt på vejen, og ren Alpe d'Huez-stemning, når løbet afvikles. Eller løbe forbi de stejle klipper og søerne Gamle Dam, Opalsøen og Hammersø. ”Opalen” er blandt de flotteste danske søer.

Ned mod havnen og tilbage

Hvis man vælger vejen mod Hammerhavn, skal man passe godt på. For det er et stejlt nedløb. Og med et knudret underlag. Men så ligger den der også. I læ for østenvind. I gamle dage var den reservehavn for færgen mellem Allinge og Simrishamn. Hvis bølgerne gik højt på østsiden, måtte båden ty til den smalle havn på vestsiden. Nu er det mest lystbåde og en enkelt udflugtsbåd, der præger billedet. Fra havnen er der ganske stejlt opad mod byen. Og, hvis benene er til det, kan en tur rundt om Hammershus mod højre anbefales. Der er bakker, trapper, kæmpesten og en fantastisk udsigt. Et kvarter længere er turen rundt om den imposante borgruin.

En times løb er slut. Berigelse er ikke for stort et ord. Nærmest guddommeligt er det at løbe her i disse omgivelser.

Log ind

Nyt medlem

Velkommen til medlem nr. 13360:

Gales billede
Hello, dear friend! My name is Gale. I smile that I could unite to the entire globe. I live in...

Nyhedsbreve




Løber
Løbsarrangør

Fra shoppen