Mit første marathon

Anette Lund Madsen

Den spæde begyndelse

Det år jeg blev 50, holdt jeg op med at ryge efter at have røget ca. 15 cigaretter dagligt i 35 år. Jeg mærkede snart, hvordan åndedrættet og energien blev bedre.Det blev appetitten desværre også, og vægten steg støt og roligt med 1-1½ kg pr måned! Den udvikling SKULLE stoppes. Jeg klagede min nød til lægen, som heldigvis kunne indse, at min fornøjelse ved at være holdt op med at ryge, hurtigt kunne blive ødelagt af at blive for fed. Han sendte mig videre til en diætist, som gav mig en fornuftig kostplan og foreslog, at jeg meldte mig ind i den lokale gå- og løbeklub.

Og sådan startede det hele. Jeg begyndte på gå-holdet, men allerede efter en måned flyttede jeg over på powerwalk-holdet, hvor jeg var meget glad for at være det næste halve år. Desværre skrumpede holdet ind i løbet af vinteren, og da foråret kom, blev det nedlagt. Nu havde jeg valget mellem at gå tilbage til gå-holdet eller at melde mig til det begynder-løbehold, som startede op. Jeg valgte det sidste. Det var et forsøg værd, jeg kunne jo altid komme tilbage til gå-holdet, hvis jeg ikke kunne løbe.

Der blev løbet efter et 12-ugers løbeprogram fra "iForm". Jeg glemmer aldrig den første gang, hvor vi kun skulle løbe ét minut, gå fem minutter og så løbe ét minut igen. Jeg husker det stadig som det længste minut i mit liv. Selvom jeg havde været en ganske god løber tilbage i skolen, var det mange år - og mange cigaretter - siden, så jeg havde ikke den helt store tiltro til, at jeg nogensinde ville blive løber, men måske kunne jeg træne mig op til at kunne løbe fem minutter ad gangen... Det var et fornuftigt program, hvor man gradvist byggede formen op, og efter 12 uger skulle vi kunne løbe 5 km uden pause. Det var en fantastisk fornemmelse at kunne gøre det, og jeg var enormt stolt, da træneren overrakte mig mit diplom som løber!!! Jeg glemmer heller ikke den dag i klubben, hvor en person blev kaldt frem af træneren, og vi fik at vide, at han netop havde løbet marathon. Han fik selvfølgelig bragende klapsalver. Den dag var der en lille stemme i mig, der sagde: Det vil jeg også. Men 42.195 km syntes dengang uoverskueligt....

Blod på tanden

Tiden gik og, ca. 4 måneder efter mine første 5 km, løb jeg 10 km. Endnu en sejr. Men det var egentlig først, da jeg kom til at tage en forkert sidevej på en af mine løbeture, og jeg "kom til" at løbe 13 km, at marathon rykkede nærmere. Den dag var jeg fuldstændig ødelagt i benene, og jeg måtte gå i seng, da jeg kom hjem!

Men jeg havde dog løbet langt, og næste gang jeg løb langt, fandt jeg ud af, at det pludselig ikke var så hårdt. Da vinteren var vel overstået, og foråret så småt begyndte at røre på sig, begyndte jeg at træne mere seriøst. Mod halvmarathon vel at mærke. Jeg havde lovet mig selv først at gennemføre to halvmarathons, inden jeg meldte mig til et marathon. Ca. ½ år efter min 10 km debut, løb jeg mit første ½ marathon som var BT's i Lyngby. Det var et virkelig godt organiseret løb, og jeg løb en god tid. To måneder efter blev det til endnu et ½ marathon. Denne gang over Øresundsbroen til Sverige. Det var ikke nær så godt, som mit første løb, og tiden var næsten et kvarter dårligere. Halvanden måned senere blev det til endnu et: Køge Sommerløb den 29. juli, hvor det var varmt som en i h..... At jeg overlevede denne dag, må siges at være et mirakel. Det var mellem 25 og 30 grader varmt, da vi startede kl. 14, og selvom det var en utrolig smuk tur ud forbi Vallø Slot, blev de små veje inde i landet endnu mere varme, som eftermiddagen skred frem. Solen skinnede, asfalten bagte, ikke en vind. Jeg vil tro, der har været mellem 35 og 40 graders varme, og allerede efter 8-10 km begyndte jeg at kunne mærke væskemangelen.

Selvom jeg drak 6 liter vand i løbet af de 21 km, var jeg utilpas og træt det meste af tiden. Jeg måtte gå adskillige gange. Jeg blev da også 3. sidst, og min selvtillid havde fået et stort knæk. Alligevel roste jeg mig selv for at have gennemført under disse betingelser.Næste større løb var "Esrom Sø Rundt" på 26,6 km i slutningen af august. Et løb i smukke omgivelser ved Fredensborg Slot, som jeg havde glædet mig meget til. Jeg mødte sent op, stressede med at nå at blive klædt om og få tisset af, og fik lagt alt for hårdt ud, så jeg ret hurtigt måtte tage gå-pause. Efter at have løbet 16 km, begyndte det at regne ned i lårtykke stråler, og det gjorde det resten af løbet. Jeg havde en dårlig tid, var iskold, og det varme vand var selvfølgelig sluppet op, da jeg skulle i bad! Samtidig var jeg chokeret over, så stor en forskel de sidste 5½ km fra halvmarathon gjorde. Igen måtte jeg rose mig selv for at have gennemført under sådanne betingelser.

Gode erfaringer

Jeg er glad for, at jeg havde disse fire lange løb til at begå mine fejl. I Broløbet havde jeg rædsomme shorts på, der hele tiden gled ned, og jeg fik dårlig mave af for meget sportsdrik. Ved Esrom Sø gik jeg sukkerkold, fordi jeg IKKE drak sportsdrik nok eller på anden måde fik kulhydrater, samt lagde for hårdt ud i starten. I Køge gik jeg død p.g.a. varme.

Jeg følte mig egentlig ganske godt udrustet til at løbe marathon. Jeg havde overholdt mit træningsprogram til punkt og prikke. Der findes en del løbelitteratur, hvor man kan finde mange udmærkede træningsprogrammer, men jeg valgte at kontakte triatleten Ole Stougaard på mail ole@multicoach.dk, som for 500 kr. udfærdigede et træningsprogram, som tog udgangspunkt i min daværende form på ca. 30 km's træning ugentlig. Det var dejligt enkelt at vide, hvor mange kilometer man skulle løbe pr. uge. Jeg løb tre gange ugentlig.

2006 var en usædvanlig varm sommer, og det var fuldstændig umuligt for mig at træne efter arbejdstid, når alting var overophedet, jeg selv inklusive, så jeg valgte at stå tidligere op og lægge min træning om morgenen. Nogle gange blev vækkeuret sat til 04.30. Jeg har haft mange dejlige morgener med smukke solopgange og den helt specielle følelse af at være "alene i verden" før andre vågner. Jeg er så heldig at bo i et naturskønt område nær skov, strand, mose og enge, som har givet mig mange dejlige oplevelser i form af møder med rådyr, harer og fasaner. Hjem i bad, et solidt morgenmåltid og møde lidt sent (og en smule træt), men veltilpas på arbejde. På det tidspunkt havde marathon-træningen helt klart førsteprioritet, og for mig var det bedre at være frisk til træning end til arbejde. (Håber ikke min arbejdsgiver læser dette!).

Den store dag

Dagen før marathon prøvede jeg at gøre, som jeg havde læst i bøgerne. Jeg gik en lille tur, men slappede ellers af resten af dagen. Drak en masse vand og både til frokost og middag spiste jeg en masse spaghetti.

Endelig oprandt den 17. september, hvor H.C. Andersen-marathon i Odense skulle løbes!!! Jeg stod tidligt op, fordi jeg skulle med offentlige transportmidler og ankom til startstedet en time før, hvilket var meget passende. Det var en dejlig sensommer/efterårsdag med sol og ca. 22 grader og kun lidt vind. Borgmesteren ønskede os en god tur, inden han sendte os af sted. Det føltes lidt uvirkeligt, da jeg stod midt i flokken af løbere og ventede. Jeg syntes, alle de andre så meget professionelle ud! Kunne jeg være med der? Allerede inden tanken var tænkt færdig, fejede jeg den væk. Det gælder om at undgå alle negative tanker og kun tænke positivt.Starten gik, og (næsten) alle spurtede af sted. Jeg ville prøve at holde et tempo, der sagde 6.30 pr. km. Ret hurtigt lagde jeg mig bag et par, der løb i samme tempo som mig - det viste sig, at de løb ca. 6.20 pr. km, og det føltes udmærket for mig. Så jeg vedblev at løbe sammen med dem de første 15 km, hvorefter jeg desværre mistede dem ved et drikkedepot. Jeg havde besluttet mig for at drikke et bæger vand og et bæger sportsdrik ved hvert depot, samt gå mens jeg drak det.

Der var mange tilskuere langs ruten. Mange havde flyttet havemøblerne ud langs vejen og sad med en kop kaffe/øl, mens de heppede. Nogle spillede også radio. Der var tre orkestre på ruten, og det gav ny energi til benene, når der kom en ny melodi drønende. Tilskuere hjælper også utrolig meget, for man syntes, det er en falliterklæring at gå, mens folk kigger. Det synes man i hvert fald i begyndelsen. I slutningen af løbet bliver man hamrende ligeglad. Med alt. Og alle.Det var dejligt at løbe på denne fine efterårsdag. Ruten var rimelig flad, solen skinnede, og benene løb af sig selv. Jeg har læst, at marathon først begynder ved de 30 km., og det kan jeg godt skrive under på. Jeg var træt, da jeg nåede hertil og begynde at tage gåpauser udover dem ved depoterne og kunne også mærke, at tempoet dalede. Ved 32 km vidste jeg, at jeg ville gennemføre. Nu var der jo "kun" 10 km tilbage. En velkendt distance.

Muren

Jeg mødte ikke den berømte mur, hvor man føler det hele er håbløst og man bare ikke kan man mere. Det tror jeg i hvert fald ikke, at jeg gjorde, men ved 35 km. blev det rigtig hårdt. Ikke nok med at benene føltes som bly, men jeg havde hele tiden følelsen af, at kramper i lægge og fødder (samt højre balle) kunne bryde ud når som helst. Og det blev hele tiden værre. De sidste 5 km måtte jeg lokke mig selv med at løbe til den næste lygtepæl, hvorefter jeg så havde lov til at gå til den næste igen osv. Det gjorde det heller ikke bedre, at den smule stigning, der var på ruten, var på disse sidste km, foruden at vinden også var frisket op. Jeg var ikke den eneste, der var træt. Den følelse jeg (gamle dame) fik, når jeg overhalede en ung mand/kvinde på nogle af mine "hen til næste lygtepælsløb", gav mig nye kræfter. De sidste 10 km måtte jeg nøjes med at drikke lidt vand, maven nægtede at tage fast føde eller sportsdrik til sig.

Jeg klarede med nød og næppe at løbe den sidste halve km til mål uden pauser. Jeg var lige ved at græde, da jeg kom i mål, og der kom en dame og hængte en medalje om halsen på mig, mens en anden overrakte mig en rød rose. En tredje måtte tage chipen af min sko, for jeg orkede det ikke. Det var en lang tur at komme hjem med bus og tog. Jeg gik med små stive skridt som en 90-årig, og det gjorde jeg også den følgende dag. Jeg vidste, at jeg ville få det bedre, hvis jeg drak og spiste noget, men maven nægtede totalt at tage noget til sig. Jeg havde kvalme og en drønende hovedpine.Men jeg vil aldrig glemme følelsen af sejr!

Drømme om fremtiden

Mange har spurgt mig, hvorfor man udsætter sig selv for sådanne pinsler/strabadser? Jeg føler, at jeg ligesom selv har stået ude på sidelinien og iagttaget, hvordan min form er blevet bedre og bedre, og det har været ret fantastisk at opdage, hvordan man kan bygge den op. Den måde man bygger en marathonform op på, kan helt klart overføres til ens liv og karriere. Faktisk synes jeg, at enhver gymnasieelev burde prøve at gennemgå træningen til marathon. Det giver stof til eftertanke, når man kan se, hvad det kan føre til. Det har helt klart givet mig nogle nye udfordringer, og der er stadig udfordringer for mig. Jeg vil selvfølgelig gerne have en bedre tid, og nu hvor der er gået nogle måneder siden mit løb, forstår jeg slet ikke, at jeg har kunnet løbe så langt, så jeg er nødt til at prøve det igen! Før denne varme sommer i 2006 gik jeg og fablede om at prøve at løbe Marathon des Sables i 2008, men har dog måttet indse, at jeg nok er for gammel til at kunne klare denne varme, for egentlig tror jeg på, at jeg ville kunne klare distancen. Så mine mål for 2007 er 4-5 marathonløb mere, og måske som det endelige mål "Bornholm Rundt" (=100 km) i august. For endnu engang at smage sejrens sødme...

Log ind

Nyt medlem

Velkommen til medlem nr. 12829:

Nyhedsbreve




Løber
Løbsarrangør

Fra shoppen