Lev lidt sundere med de nye kostråd

Af Nina Markholt, klinisk diætist og kommunikationsstuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskolen

Så kom de endelig. De nye kostråd fra Fødevarestyrelsen. Og denne gang er der 10 af dem. Hvis du nogenlunde spiste efter de forrige 8 kostråd, har du intet at ’frygte’, da der ikke er sket de store ændringer. Og der er fortsat heller ikke evidens for, at du som motionsløber har brug for en kost, der er forskellig fra det, der anbefales via de officielle kostråd.

Baggrunden for kostrådene

Kostrådene bygger på en solid forskning, hvor der er fundet en sammenhæng mellem mad og sundhed. Når du følger kostrådene vil din krop få dækket sit behov for vitaminer, mineraler og andre vigtige næringsstoffer, og du forebygger en række livsstilssygdomme som hjerte-kar-sygdomme, type 2-diabetes og kræft. Kostrådene er en rettesnor til at få en sund balance i det, du spiser og drikker i en hverdag med madglæde og fysisk aktivitet.

De 10 kostråd

Det første kostråd: ’Spis varieret, ikke for meget og vær fysisk aktiv’ handler om at være i energibalance. Det betyder, at du skal have en god balance mellem hvor meget energi, du får igennem mad og drikke, og hvor meget du forbruger igennem fysisk aktivitet. Hvis du løbetræner for at tabe dig, skal du have en negativ energibalance. Det vil sige, at du skal holde igen med mad og drikke, der indeholder meget fedt og/eller meget sukker, som fx fastfood, snacks, kage, slik, sodavand og saftevand. Det ligger også i kostrådene: ’Vælg magert kød og kødpålæg’, ’Spis mindre mættet fedt”, ’Vælg magre mejeriprodukter’ og ’Spis mindre sukker’. Disse råd handler meget om vaner ved indkøb og om at tilvænne vores smagsløg til nye smagsindtryk. Det samme gør sig i høj grad gældende for kostrådet: ’Spis mad med mindre salt’. Baggrunden for kostrådet er, at vi spiser alt for meget salt i Danmark, som er med til at øge risikoen for hjerte-kar-sygdomme og visse typer af kræft. Kig derfor efter Nøglehulsmærket, når du køber ind og skær ned på brugen af salt i din madlavning og på din mad.

Kostrådene: ’Spis frugt og mange grønsager’, ’ Spis mere fisk’ og ’Vælg fuldkorn’ handler om fødevarer, vi skal spise mere af. Sørg derfor for at tænke frugt og grønt ind i alle dagens måltider. Husk at frosne grøntsager og grønt fra dåse og glas også tæller med i regnskabet. Spis fisk mindst to gange om ugen som hovedret og gerne flere gange om ugen som pålæg. Alle typer af fisk er sunde, men det er altid en god idé at variere. ”Vælg fuldkorn” går ud på at spise havregryn og rugbrød frem for corn flakes og hvidt brød samt at vælge fuldkornsvarianter af burgerboller, pitabrød, ris, pasta osv.

Det sidste kostråd hedder: ’Drik vand’. Det hænger kort sagt sammen med, at kroppen har brug for vand for at fungere optimalt og at vand slukker tørsten bedst. Gør det til en vane at drikke vand til maden og i løbet af dagen.

 

Log ind

Nyt medlem

Velkommen til medlem nr. 12595:

Nyhedsbreve




Løber
Løbsarrangør

Fra shoppen