Løb med eliten - en anmeldelse

Af løbetræner Henrik Lund Jensen

Almindelige motionsløbere med lidt ekstra ambitioner har altid spejlet sig i eliteløberne. Hvorfor er de så gode? Hvordan træner de? Findes der nogle hemmeligheder eller særlige tips?

Sparta-træneren Claus Hechmann har i de senere år haft stor succes med at træne landsholdsløbere som Henrik Them, Lars Budolfsen og Anna Holm Baumeister. Samtidig har Hechmann givet gode råd, lavet træningsprogrammer og testet en stor gruppe motionister på alle niveauer. Erfaringerne fra dette omfattende arbejde er nu præsenteret i bogform. Hechmann-metoden er lagt frem til den løbsinteresserede offentlighed.

Arthur Lydiard-fan

Claus Hechmann tager udgangspunkt i udholdenhedstræning, når han skal rådgive og vejlede sine løbere, både eliten og motionisterne. Det er der ikke noget nyt i. Allerede Ernst van Aaken (Tyskland) og Arthur Lydiard (New Zealand) havde de lange distancer i roligt tempo som grundlaget for præstationer fra 800 meter til maraton. Først udholdenhed, dernæst interval- og hurtighedstræning. Det kan undre, at Claus ikke medtager van Aaken i sine betragtninger, denne var dog hovedmanden bag specielt kvindernes indtog på maratondistancen i Europa med sin Waldniel-metode. Til gengæld vender Claus Hechmann sig i højere grad mod den selvlærte Lydiard, som havde - og har - "gude-status" på grund af sine fremragende resultater med specielt new zealandske løbere i 60-erne. Og som også havde stor indflydelse i 70- erne blandt andet i Danmark og Finland. Også amerikanske Jack Daniels og de norske trænere og forskere har Hechmann taget til sig og omsat til sin metode og til praktisk træning.

Udholdenhed først

Hechmanns træningssystem er til dels et opgør med de metoder, der blandt andet har været fremherskende i længere perioder i Danmark, blandt andet repræsenteret ved lands- og klubtrænerne Henrik Larsen og Thomas Nolan. De to var dominerende inden for mellem- og langdistancetræning fra midt i 80´erne til midt i 00´erne. Og de trænede blandt andre Henrik Jørgensen, Jan Ikov, Robert Kiplagat Andersen, Annemette Jensen og Lene Kathrine Duus.

Claus Hechmann noterer, at der blev løbet meget stærkt i 80-erne i Danmark, specielt på maraton. 75 % af de bedste tider i Danmark gennem tiderne er opnået i den periode! Men også, at nogle af de løbere, som har trænet "90´er" og "00´er træning" ikke har tilstrækkelig stor udholdenhed. Det har Hechmann testet nogle af dem for at finde ud af. Og konklusionen er hos ham er, at træningsmængden - specifikt de længere ture i moderat tempo - ikke har været tilstrækkelig høj.

Testning og zoner

Hechmanns testresultater virker ganske overbevisende. Specielt omkring fedtforbrænding og løbeøkonomi. Og med udgangspunkt i disse - og almindelige testresultater over f.eks. 10 min og 60 minutter - formes træningssystemet. Hechmann har konstrueret 9 træningszoner, som hans løbere opererer inden for. Ud fra disse zoner, som hver især er defineret ud fra den enkeltes AT ("anaerobe tærskel", over hvilken der dannes for meget mælkesyre til at tempoet kan holdes i længere tid, red.), tilrettelægges programmet i perioder, der implementeres i forhold til konkurrencemålene og den enkelte løbers sæsonplaner.

Grundigt arbejde

Claus Hechmann arbejder meget systematisk og grundigt med testning, analyser og praktisk udførelse af træning. Bogen bærer præg af en systematisk tilgang til alle aspekter af både den daglige og den mere langsigtede træning. Man kan være mere eller mindre enig med Sparta-træneren, men en række forhold taler i hans favør.

I forbindelse med de tekniske anvisninger, praktiske øvelser m.m. mangler Løb med eliten illustrationer og fotos, der kunne peppe teksten op. Og, så kunne denne anmelder godt savne specifikke programmer for nogle af Hechmanns eliteløbere. Af almindelig nysgerrighed og interesse.

Løb med eliten kan absolut anbefales som grundbog og inspiration for almindelige løbere til at optimere - og evt. ændre sin træning. Og Claus Hechmann har med sine flotte resultater bevist, at han kan være med i den absolutte træner-top. Vi har ikke set det sidste fra ham og hans mange løbere.

Claus Hechmann: Løb som eliten. 214 sider. Gyldendal

Log ind

Nyt medlem

Velkommen til medlem nr. 12598:

Camillas billede
Komme i bedre form

Nyhedsbreve




Løber
Løbsarrangør

Fra shoppen