Længe leve maratonløbet, amen…

Løbeekspert Henrik Lund Jensen

Er vores stræben efter sundhed og et ”evigt liv” gået amok? Er det et tegn på overdreven jagt på et lykkeligt liv at løbe maraton og dyrke ironman? Morten Ebbe Juul Nielsen er ude med riven i en tankevækkende og provokerende bog.

Af Henrik Lund Jensen

Denne skribent sad forleden og så første afsnit af DR2´s udsendelsen ”Lægen flytter ind”. Her var temaet hovedpersonens almene sundhedstilstand, dvs. vægt, blodtryk, levertal, kostvaner m.m. En meget fin og tankevækkende udsendelse, hvor personer, der fik besøg af Charlotte Bøving, blev portrætteret med respekt. Men samtidig også fik klar besked om ”body age”, risici ved sin livsførelse m.m. Jeg tog derfor fat i Ebbe Juuls bog ”Forbandede sunddom” for at se, hvordan han nu stiller sig til at det her med sundhed.

Svær bog

Forfatteren er Ph.d. og lektor i anvendt filosofi m.m. på Københavns Universitet. Han har været en del i medierne, også i tv med sine synspunkter, der er sammenfattet og koncentreret i bogen med den opsigtsvækkende titel. Lad mig sige, at det er en vanskelig bog at anmelde. Den er akademisk på den lidt ”ufede måde”, dvs. fyldt med data og synspunkter, men også med indskudte sætninger og kommentarer, der ikke alle bidrager til en dybere forståelse af emnet.

Den gode form giver status

Er jagten på ”det perfekte liv” med sund mad, fitness, maratonløb, økologi udelukkende positivt? Eller er det udtryk for status? Således, at de, der lever dette liv, banker den øvrige del af befolkningen oven i hovedet med deres ”somatiske etik”. En livsanskuelse og tilgang til det levede liv, der ikke bidrager til, at andre lever mere sundt og fornuftigt, men tværtimod ”putter sig”, skammer sig og bliver ligeglade.

Ansvaret, hvis er det?

Hele bogen igennem er det centrale tema ansvaret for den enkeltes sundhed. Er det samfundets, moder stat, eller er det den enkeltes? Her er Ebbe Juul meget provokerende og ”kontrær”, selv om hans sine steder argumenterer overbevisende. For er det sunde liv også det gode liv? Bestemt ikke entydigt. Det kan også være det formynderiske liv, det dominerende liv, det der virker som en ”social og klassemæssig” markør.

Hvad koster det usunde liv?

Interessant er også forfatterens indspark omkring sundhed og ulighed. Og sundhed og økonomi. Blandt andet, hvad det tilsyneladende koster samfundet, at nogle personer/grupper f.eks. ryger og lever usundt. Her er det ikke entydigt, at ”de usunde” er en økonomisk byrde for samfundet, demonstrerer Ebbe Juul med tal og teorier. Lidt overraskende, ikke?

Bogen kan anbefales, hvis man som læser ønsker at dykke ned i sundhedsdiskussionen. Og grave et spadestik dybere omkring de forhold, der gør sig gældende omkring sundhed, motion, kost m.m. Den er ikke letlæst, nærmest som groft rugbrød, men ikke uden humor og pudsige indspark. Tag dig som læser god tid - og læs i mindre bidder.

Se også interview med forfatteren på dette link: http://www.information.dk/546289

Læs også denne artikel:  http://politiken.dk/kultur/boger/ECE2851808/forfatter-sundhedsraeset-ligner-en-religion/

Morten Ebbe Juul Nielsen: Forbandede Sunddom, 162 sider. Forlaget DreamLitt

Log ind

Nyt medlem

Velkommen til medlem nr. 12842:

Louise webers billede
Løber en gang imellem 5 km, vil gerne kunne læbe 10 km

Nyhedsbreve




Løber
Løbsarrangør

Fra shoppen