Vi er skabt til at røre os – også idrætmæssigt
Idræt, i betydningen aktivitet som dyrkes med den hensigt at fremelske og vedligeholde legemlig styrke og udholdenhed, er ikke et ukendt fænomen i verdenshistorien og heller ikke i samtiden. Alligevel ser vi at kun en lille andel af befolkningen sætter sig som at opnå en træningstilstand betydelig over det niveau en utrænet person befinder sig på. Rigtignok er mange engagerede i moderate motionsaktiviteter, men da som regel på et niveau, hvor man ikke kan snakke om nogen egentlig kondition, fordi evnen til yde ikke er blevet trænet op til at blive særlig meget bedre end hos et gennemsnitlig raskt, men utrænet individ. Dette er tankevækkende, da den legemlige dygtighed dermed er det eneste af vore færdighedspotentialer, som det ikke alment betragtes som selvfølgelig at udvikle.
En undtagelse finder vi inden for den konkurrencerettede topidræt. Her stilles store krav, og udøverne har høje færdigheder, men hovedproblemet med topidrætten er at dens formål ikke er at fremelske idræts evner hos befolkningen som helhed. Desuden er målet i topidrætten indskrænket, siden en virksomhed, som udelukkende sigter efter maksimalpræstationer nødvendigvis må mangle et perspektiv ud over den periode, hvor man har mulighed eller motivation til at være på toppen ydelsesmæssigt. Resultatet bliver at idræt fremstår som hensigtsløs, hvis man ikke leverer toppræstationer, og for konkurrenceudøvere på topniveau bliver idrætten et kortvarigt engagement, fordi grundlaget for idrætsudøvelsen falder bort, når man ikke længere kan eller vil være på toppen. Dermed ser vi, at hverken den rendyrkede konkurrenceidræt eller motionsbevægelsen evner at stimulere til livslang udvikling af potentialerne i vores krop. Samtidig eksisterer der i dag kun svage sociale traditioner for at voksne mennesker driver regelmæssig og omfattende træning. Langt de fleste mennesker er derfor i idrætsmæssig forstand meget langt fra at være udviklede. Den tjekkiske langdistanceløber, verdensrekordholder og trippel-guldmedaljevinder Emil Zatopek belyste dette forhold særdeles rammende med sit yderst indsigtsfulde udsagn: ”Alt i naturen bevæger sig, bare ikke mennesket.”
Denne situation foranlediger nogle spørgsmål:
Hvad er idræt, og hvilken rolle bør den spille i hvor tilværelse? Skal evnen til at kunne bruge sit legeme på højt niveau være forbeholdt topudøvere og unge mennesker, mens det almindelige for andre vedbliver at være mere eller mindre uregelmæssig motionering i bedste fald måske 1-2 gange om ugen? Med andre ord en aktivitetsfrekvens som nok giver resultater, men alligevel kun hos de færreste leder til nogen særdeles god præstationsevne. Er det nødvendigvis sådan at en beslutning om i voksen alder, med krævende engagementer i arbejdsliv og familie, at fortsat udstrakt træningsaktivitet, er en fejlprioritering, når man føler at dette er rigtigt og udbytterigt?
Er idrætsudøvelse af natur noget egoistisk eller har idræt, på samme måde som en hvilken som helst anden færdighed, man kan dygtiggøre sig i, en værdi som strækker sig ud over individet og den personlige oplevelse? Kunne det måske tænkes, at det at træne den krop vi bærer med os 24 timer i døgnet, 365 dage om året i mange år, med god grund kan erkendes som så værdifuldt at dette bør anses som et normalt, for ikke at sige centralt, element i hverdagen? Er der ikke vægtige grunde til at anse muligheden for at udvikle hele mennesket som værd at benytte?
Idrættens ”ansigt” i vor samtid
Idræt har i lang tid spillet rollen som udpræget stjernefokuseret underholdningsartisteri, sensationsbetonet og dramatisk formidlet af et bredt udvalg af massemedier. Mere sjældent har publikum fået indblik i at idræt kan have og bør have værdier udover det at skabe spænding og underholdning. Den betydningsfulde realitet at vi her har at gøre med resultaterne af en langvarig og målbevidst optræning, som altså sætter mennesker i stand til med sit eget legeme at gennemføre præstationer som for en utrænet person er fuldstændig urealistisk, forstå enhver umiddelbart. Følgen af den ensidige, cirkusprægede fokusering på topudøvere og vindere bliver alligevel at den jævne kvinde og mand bibringes et indtryk af idræt som udelukkende et underholdningsfænomen. Karakteristisk for denne måde at behandle idrætten på er, foruden en påfaldende negligering af de mange gode udøvere som på resultatlisterne placerer sig bag de absolutte bedste, en næsten total mangel på interesse for at fremstille idræt som noget forbundet med udvikling, evne, glæde og store gevinster for alle dem, som beslutter sig for at træne sig op til et niveau ud over det almindelige, det vil sige at inkluderer træningsaktivitet, som en naturlig del af sit liv. Konsekvensen af denne situation er at idrættens positive sider skjules, idræt degraderes til noget man passivt, i egenskab af tilskuer, adspredes af, og således ikke noget man personligt aktiverer sig med.
Det er hævet over enhver tvivl, at hvis man ikke tillægger idrætten andre værdier end den der skabes at massemediernes spektakulære underholdningsfunktion, vil den sociale accept og anerkendelse af træning som en udviklende, positiv og agtværdig aktivitet udeblive. Også på grund af den så ulyksagelige, og højst irrationelle distinktion mellem krop og ånd som den vestlige kultur er belastet af, bliver træning af legemlige færdigheder beklagelig ofte betragtet som en luksusaktivitet, defineret som noget der stjæler tid fra andre mere væsentlige ting i tilværelsen. Hvis vi ser nøgternt på dette, ser vi at en opfattelse om at idrætsudøvelse indebærer et element af egoisme hos de eller den som udøver den, er udtryk for et værdistandpunkt. Et værdistandpunkt om at idræt, og da særlig når den drives seriøst og regelmæssigt i den bevidste hensigt at udvikle og vedligeholde en træningskapacitet betydelig over det sædvanlige, er en mindre nyttig aktivitet. Det har altid været accepteret at investere meget tid og personlige ressourcer i kundskabstilegnelse og intellektuel vækst, samt i den daglige arbejdsfunktion, selvom denne i høj grad fylder en stor del af vor disponible tid, og i mange tilfælde i højeste grad fortrænger andet socialt liv. Dette er ikke en kritik: Erhvervsliv, fagarbejde, og viden er en forudsætning for ethvert samfunds beståen. Det der er bemærkelsesværdigt er den manglende respekt for brug af tid og energi i træning af legemlig kapacitet, selvom træningen begrænser sig til en brøkdel af den tid som bruges til lønarbejde og anden aktivitet. Hvis en person arbejder 8-10 eller endda flere timer daglig, er det nromalt, men hvis den samme person erklærer at for ham eller hende er en kun gennemsnitlig idrætlig ydeevne uacceptabel, og at det derfor er nødvendigt at træne i 70 minutter pr. dag, vil mange finde det overdrevet og unødvendig. Traditionelt er idræt kommet langt ned på listen over hvad vi prioriterer at have tid til, og samtidig noget af det første bliver droppet, når tiden er knap.
Hvad bør idræt være?
Med andre ord: idræt er ikke blevet betragtet som et udviklende, nødvendigt og opbyggende element i tilværelsen, men defineres ofte som en individualiseret, egocentrisk og lidet værdifuld aktivitet, selvom seriøs træning af legemlig kompetence beviselig fører til opbygning af en ydeevne meget højt over det utrænede niveau. Hvad tilsiger at opbygning og vedligehold af en sådan kapacitet ikke er vigtig? Den traditionelle opfattelse af at træning som en regelmæssig, daglig aktivitet sker på bekostning af andre sider af tilværelsen, og særlig familielivet, er en forestilling vi er nødt til at stille et alvorligt spørgsmålstegn ved. Et moment er her at en påstand om at træningen fortrænger andre ting, ikke anerkender egenværdien af høj idrætlig ydeevne. Hvorfor kan vi ikke i stedet for at definere idræt som noget der fortrænger, begynde at acceptere at træning, og de øgede færdigheder, den udvikling af potentialer den resulterer i, i mindst lige så høj grad tilfører vor tilværelse helt væsentlige værdier?
Når det gælder påstanden om, at en udstrakt træningsaktivitet er fundamentalt egoistisk i sin natur, er denne påstand svært problematisk. Hvis den skulle være rigtig, ville det i sin konsekvens indebære at enhver personlig søgen efter nye og forbedrede færdigheder, enhver bestræbelse på dygtiggørelse og niveauhævning, måtte anses som grundlæggende egoistisk og dermed socialt uacceptabel. Ingen vil hævde dette. Tværtimod er det i andre sammenhænge anset som ubestrideligt at det er til fordel for fællesskabet, når nogen går foran med et eksempel på dygtighed og kompetence. Til trods for dette, ser vi at hyppig og regelmæssig idrætsudøvelse betydelig oftere bliver anset for at være egocentrisk end det, som er tilfældet for andre typer færdighedsaktiviteter. Opfattelsen af daglig træning som en negativ faktor i sociale relationer er derfor funderet i en manglende accept og anerkendelse af idræt som et konstruktivt, helsebringende og glædesskabende livsprojekt.
Her er grund til at tænke sig om. Når det drejer sig om ethvert andet færdighedsbetonet gøremål, det være sig eksempelvis pianospil, møbelsnedkeri, kunstmaling eller at dygtiggøre sig inden for en hvilken som helst teoretisk disciplin, er alle enige om, at stor dygtighed er ønskelig og meget værdifuld. Samtidig har dette en social og pædagogisk funktion som strækker sig ud over det enkelte individ, fordi udøveren af sin disciplin gennem aktiviteten og sine gode færdigheder skaber motivation i omgivelserne. Det vigtigste aspekt ved konsekvent at opøve og bevare et højt niveau er således ikke enkeltindividets personlige tilfredsstillelse, men derimod de signaler man derigennem automatisk sender ud til andre: Det kan du også gøre.
Vi ved i dag, at på alle felter er en af nøglefaktorerne for at kunne frembringe høje ydelser at der eksisterer sociale rammebetingelser som støtter op om og opmuntrer til udvikling af de evner, vi har indbygget, og naturligvis skabes det messt præstationsfremmende miljø, der hvor nogen går foran pg præsterer. Hvad idrætlige kompetencer angår, er det vanskeligt at se hvorfor disse skal nedprioriteres som uvigtige. Vi lever et helt liv med vort fysiske legeme, og hvis vi ved træning kan give os muligheden til at bruge kroppen, det vil sige hele os selv, som et redskab for gode præstationer, bliver vi i stand til at udnytte endda flere af vore medfødte gaver. Eksistensens horisont vil blive udvidet og mere rig på muligheder til god funktion, bevægelse, aktivitet, udvikling – alt sammen kendetegn på liv. Her er det centralt, at det er fejlagtigt og tilsørende at gå ud fra en væsensforskel mellem fysisk og åndelig virksomhed. En pianospillers fingrer manipulerer tangenterne, høreorganerne registrerer, og hjernen bearbejder sanseindtrykkene. Som man ser, er dette lige meget en fysisk som åndelig foreteelse. En skelnen her er mange gange praktisk brugbar, men savner et faktisk grundlag. Således også på idrættens område. Den som besidder et fremragende ydelsesniveau oplever en høj grad af tilfredsstillelse, en sanselig glæde ved udøvelsen af sin aktivitet og denne transcenderer det rent fysiske arbejde som udføres. Her ser vi en helt tydelig parallel til musikanten. I begge tilfælde medfører færdigheden en tydelig øget livskvalitet.
Den allervigtigste pointe ligger i at både pianisten og idrætsudøveren gennem eksemplets magt opmuntrer medmennesker til selv at forsøge. Og præstationsglæden, lysten til at træne sit legeme, er en uvurderlig arv at give til sine børn! Dette betyder, at ved at gøre familieforpligtelser til et argument mod træningsaktivitet, overses betydningen af de inspirerende, motivationsskabende stimuli omgivelserne modtager når nogen yder noget, som er præget af høj kvalitet. Dersom man lader familiesituationen blive en grund til at undlade at træne, lærer man sine børn at træning er mindre vigtig. Hvis derimod træning under børnenes opvækst indgår som en naturlig del af en familiesituation, læres børnene til at blive aktive, ikke bare i de unge år, men livet igennem, fordi børn som i opvæksten oplever seriøs træningsaktivitet, integrerer brugen af det menneskelige legeme på et højt niveau i sin opfattelse af, hvordan de selv skal organisere deres tilværelse.
De vil med stor sandsynlighed lære at stille høje krav til egne ydelser, og aldrig acceptere et lavt niveau hos sig selv, når de når voksenalderen. Vi ved i dag, at de første år af et barns liv er afgørende for personlighedsudviklingen, sådan at børn allerede fra de allertidligste leveår, endda før sproget udvikler sig, registrerer de rutiner og mønstre for adfærd, som omgivelserne viser, og bygger dem ind i den erfaringsbaggrund, som er med til at skabe mønstre for egen adfærd resten af livet. Af denne grund må opfattelser om at træning er noget som sker på bekostning af familien afvises. Det bør ikke under nogen omstændigheder betragtes som egocentrisk og kritikværdigt at, ved hjælp af sin egen aktivitet, lære medmennesker at opdage glæden ved en god præstationsevne. Når kun et begrænset antal voksne individer prioriterer at have en høj fysisk ydeevne, er den vigtigste årsag efter al sandsynlighed at for majoriteten har barndom og ungdom været fattig på sociale modeller i form af voksne som har lært dem at det naturlige er at udvikle og bruge også vore legemlige potentialer. Er dette en ønskesituation?
Vi må stille spørgsmålet om, hvorfor der skulle være større grund til at acceptere det utrænede eller moderattrænede individs fysiske kapacitet som et normalniveau, end der er at godtage for eksempel analfabetisme og tilbagelænethed på andre områder. Siden regelmæssig træning udvikler kapacitet til høj ydelse, bør man anerkende idrætten som et aktværdigt og vigtigt virkefelt for menneskelige ressourcer, og gode færdigheder på dette område må erkendes som akkurat lige væsentlige og vigtige som på et hvert andet.
Fysisk aktivitet i teknologiens og automatiseringens tidsalder
Denne sag har mange sider. For mennesket i teknikkens og automatiseringens tidsalder vil det være af stor vigtighed at vælge træning som en del af livet. Sker det ikke, kan de legemlige iboende muligheder til udfoldelse ikke opretholdes. Det er derfor fejlagtigt at tro at Homo Sapiens med sin intelligens og med sin teknik ikke har behov for betydelig fysisk ydeevne. I så henseende må den utrænede persons gennemsnitlige ydeevne blive at betegne som uacceptabel dårlig, fordi den utrænedes kapacitet og muligheder ligger på et meget lavere niveau end hvad potentialerne tilsiger. Kun de individer som er gået ud over den utrænedes adaptive begrænsninger kan undgå at den normale hverdag falder uforholdsmæssig tung og at mange former for indholdsrig og positiv aktivitet umuliggøres. Livskvaliteten for mennesker i nutid og fremtid vil følgelig radikalt forbedres, hvis vi gennem omfattende fysisk aktivitet i befolkningen som helhed kan befordre en massiv legemlig udvikling på linje med den åndelige og intellektuelle. Forudsætningen for at dette skal kunne ske er at vi revurderer idrættens plads og betydning i hverdagen.
Hvis man sørger et større antal mennesker, hvor de undlader at udøve regelmæssig og hyppig træning, vil svaret i langt de fleste tilfælde blive at de mangler tid til at gøre det. Denne påstand er urigtig. Realiteten er at opfattelsen af idrætsudøvelse som individualistisk og egocentreret kombineret med forestillingen om at det at have meget gode fysiske færdigheder egentlig er unødvendigt, har skabt en social tradition hvor stor legemlig præstationskapacitet tillægges lille vigtighed. Under sådanne omstændigheder forekommer det sig ikke mærkeligt, at træning bliver nedprioriteret. Hvis vi ser på den meget ofte fremsatte påstand om at træning foregår på bekostning af familien og fællesskabet, ser vi at dette er kun muligt at hævde, når idrætten er defineret som noget individet alene har udbytte af, og som har den personlige tilfredsstillelse som eneste gevinst. Hvis træning bliver opfattet som noget som kun repræsenterer en individuel behovstilfredsstillelse, bliver den også betragtet som egoistisk og antisocial.
Spørgsmålet er imidlertid hvorvidt der er nogen dækning for at betragte idrætsaktivitet som en egocentrisk behovsudlevelse, når træning for det første, lig al anden kompetanceskabende virksomhed, udbredes effektivt gennem social erfaring og læring, og for det andet resulterer i dramatisk øgede færdigheder og muligheder for de som involverer sig aktivt i den. Det eneste realistiske svar er at idræt aldrig kan være egoistisk, hvis man hele tiden sørger for, i ord og med hele sin adfærd, at udtrykke overfor omverdenen at disse muligheder har de også, hvis de vælger at bruge dem. Dette sker i stor grad automatisk, ved at en persons dygtighed skaber ønske hos andre om at opnå tilsvarende færdigheder. Konsekvensen er at det er en stor og vigtig udfordring at være med til at bidrage til den nødvendige revurdering af idræt for alle. Det vil være at håbe, at vi bruger vort intellekt til at gennemføre det.
Kropsopfattelsen
Forestillingen om at kroppen og dens funktioner skulle være noget sekundært i vor tilværelse har kunnet blive fremherskende, fordi vi i nyere tid i stadig større udstrækning har ladet maskiner og automatik overtage mange af de arbejdsfunktioner menneskelegemet tidligere havde.
Tidligere, da fysiske arbejdsopgaver fyldte hverdagen, måtte kroppen være stærk, robust og funktionel. Efter moderne teknik har gjort sit indtog, er legemlig ydeevne tilsyneladende blevet overflødig, noget som over tid har ledt til at den moderne kultur er kommet til at nedvurdere og nedprioritere den fysiske krop, sådan at den i stadig mindre grad er blevet opøvet til at blive de stærke brugsredskab den måtte være i tidligere tider. Teknologiske innovationer af enhver art er faktisk også en del af vor kollektive erkendelsesproces, og er positive og ønskelige, men der påhviler os samtidig et stort ansvar for at varetage behovet for træning af legemet. Brugen af muskler og kondition kan i mange sammenhænge erstattes af tekniske nyvindinger. Sådan kan vi tilsyneladende lure naturen, men svækkelsen af den kropslige ydeevne sker til gengæld med øget hastighed.
I virkeligheden narrer vi udelukkende os selv til at tro at menneskeracen ikke er underlagt de samme forudsætninger som gælder for andet liv. At moderne teknik kan træde ind i stedet for brug af kroppen betyder ikke, at det utrænede eller udygtige legeme giver en livskvalitet på højde med det som kan opnås, hvis vi er fysisk trænede til høj kapacitet. Hvis vi ikke øger den fysiske aktivitet gennem omfattende idrætsudøvelse, vil prisen som må betales for dette blive en stadig mere reduceret fysisk ydeevne. Et sådan scenario er fuldt ud tænkelig, fordi hver ny generation er tilbøjelig til at betragte tingenes kendte tilstand som fuldstændig naturlig og normal, og således acceptere den. Det er muligt at forestille sig en tilstand, hvor menneskeheden nedprioriterer brugen af kroppen og dens muligheder i en sådan grad at endog de reproduktive funktioner erstattes af kunstig teknik.
Vi skaber selv vore livsbetingelser
Fremtidens livsmønstre er ikke noget som bare kommer. Det er op til os at udforme dem, og vi er nødt til at tage stilling til, om det er en sådan fremtid vi vil have. Nu har det vist sig, at det menneskelige legeme ubønhørlig forfalder, når det ikke bruges, og det som forfalder bliver snart sygelig og en kilde til utallige helt eller delvis inaktivitetsbetingede patologiske tilstande, som med hurtig øgende frekvens er kommet til at hjemsøge det moderne, inaktive menneske. Nødvendigheden af at træne og dygtiggøre os har følgelig fået en solid medicinsk begrundelse. At bruge kroppen fremmer derfor selvsagt sundheden.
Men dette kan alligevel ikke være den eneste begrundelse for at træne. Eftersom god helse, sundhed og det at være i form ikke er noget objektivt definerbat, og derfor let bliver reduceret til uforpligtende hurraord, er sådanne kriterier utilstrækkelige som personlig motivationsfaktor. Noget som illustreres ved at kun et mindretal af de som siger at holde sig i form for helsens skyld, opviser en ydelseskapacitet ud over det almindelige. Her er det man igen kan bruge musikken til at trække en parallel. Meget få, om overhovedet nogen, ville sige at de spiller et musikinstrument for sundhedens skyld. Derimod vil de fremhæve ønsket om at hæve sine færdigheder til et højt niveau, og give udtryk for vigtigheden af dette. Det samme må gælde for idrætten. Resultatet af regelmæssig, konsekvent træning er at man sættes i stand til at yde det som med et lavere aktivitetsniveau havde været umulig, og det bør da også være motivationen. Angående begrebet helse bør dette naturligvis omfatte hele mennesket, og betegne noget andet og mere end fravær af sygdom. Selve ordet helse kommer da også ud fra ordet hel, det vil sige fuldstændig. Komplet. Set i denne sammenhæng er vi mest fuldstændige og har bedst helse, når vi bruger og udvikler hele det spektrum af ressourcer og potentialer vi er født med. En god eller meget god præstationsevne på et eller flere områder må derfor med al ret siges at være et kriterium på optimal helsetilstand. At vores krop, som vi bærer på 24 timer i døgnet, ikke skal være velstrimmet og i top stand, er meningsløst. En veltrænet krop er et ubetaleligt aktiv, og den selvfølgelige ledsager af et sundt, stærkt og frimodigt sind.
Træning i hverdagen
Dernæst melder spørgsmålet sig om hvor ofte og meget man bør og skal træne for at opnå den ønskede effekt. Det er ikke muligt at give definitive anvisninger. Som en vejledning kan kan siges at hvis man træner konditionsidræt, altså aerobisk udholdenhedsdiscipliner af typen løb, cykling og svømning, vil en præstationsforbedring i forhold til utrænet niveau kunne forventes med fire træninger eller mere pr. uge.
Ved styrketræning af muskulatur vil fremgang i styrke opnås med en mindre hyppig indsats. Imidlertid må det stærkt understreges, at for personer som ikke tidligere har drævet regulær fysisk aktivitet, er det nødvendig at indsatsperiodens varighed og intensitet tilpasses dette forhold. For trænede på ethvert niveau gælder at øgning i træningens mængde og intensitet må ske gradvis og langsomt, og at regelmæssighed er det helt afgørende element i al træning. Over tid er det op til hver enkelt at sætte sig personlige målsætninger og afgøre hvor meget man ønsker at investere i sin legemlige ydeevne.
Her er det nødvendigt at opfordre til en realistisk holdning til træning. Var alle registreret utallige opfordringer til at motionere. Eksempler her er kom-i-form kampagner. Alt dette er naturligvis i udgangspunktet prisværdige, konstruktive tiltag, specielt med tanke på alle dem, som gerne vil, men trænger til opfordringer og støtte til at komme i gang. Hvad det desværre er grund til at rette et kritisk blik mod, er hvad der synes at være en gennemgangsmelodi i meget af sådanne kampagner. Rigtignok fremhæves motion som både sundt og rigtigt, men vi har længe erfaret en tydelig tendens til at nedtone færdighedsaspektet ved at opøve de fysiske færdigheder. Selve sprogbrugen er også værd at lægge mærke til. Man snakker ikke om idræt, men om motion, eller højst motionsidræt. Der snakkes ikke om forbedrede færdigheder, men om det vage, nærmest intetsigende ”at komme i form”.
At bemærke er her for det første at adskillelsen mellem motion og idræt er kunstig. Enten udfolder man en regelmæssig aktivitet som fører til visse planlagte og forventede effekter, eller også gør man det ikke. For det andet kan indholdet i den uklare formulering at komme i form sammenlignes med at sige at man skal lære sig et fag eller en arbejdsprocedure tilnærmelsesvis. Når det kommer til de praktiske råd hører man normalt, at træning 1-2 gange om ugen er fuldt tilstrækkeligt, ja endog rigeligt.
Over for nybegyndere er dette et godt og fornuftigt råd. For at rejse et solidt bygningsværk, kræves tid og ethvert fundament må samvittighedsfuldt grundlægges med den første lille sten. Efter begynderstadiet bør man være klar over at en aktivitet begrænset til to gange pr. uge eller deromkring ikke fører til noget fremragende ydelsesniveau. Hvis man ønsker at realisere de af naturen givne muligheder, mestre, være dygtig, er en udvidet indsats påkrævet. Akkurat her er det at alt for mange blandt motions- og sundhedsapostlene svigter. De stiller utilstrækkelige krav til hvad det indebærer at være i form. Delvist i den hensigt at lægge niveauet så lavt, at ingen skal føle sig skræmt fra at begynde, delvis som en følge af de konventionelle forestillinger om, hvad et ønskværdigt fysisk formniveau bør være. Dermed forsømmer de at informere om at det samme gælder inden for motion/idræt som ellers gælder, når vi snakker om trænbare færdigheder: udbyttet, nytteværdien og glæden så vel som den motiverende virkning på omgivelserne øges i takt med dygtigheden.
Den vigtigste kilde til motivation ligger netop i høj kvalitet af det man foretager sig. Mangler denne, får det man gør let karakter af et tvangspræget, ulystbetonet slid, og det bliver vanskeligt at fortsætte. Realisme i forhold til træning indebærer også at have indsigt i at vedligeholdelsen af fysisk dygtighed i høj grad er afhængig af regelmæssighed og konsekvens. Et afbrud i træningen på flere uger eller måneder medfører uundgåeligt en mærkbar reduktion i kapacitet, senere en derpå følgende ubehagelig tung genoptræningsperiode, hvis varighed gerne strækker sig til det tredobbelte af den forudgående inaktive periode. Derfor er det påkrævet at minimere antallet af langvarige træningsafbrydelser.
Realisme betyder ligeledes at forstå at selv om ens tilværelse er presset, med fuldt arbejde, børn som kræver sit, skal hentes og bringes, og som fra tid til anden bliver syge, er det alligevel fejlagtig at definere seriøs træningsaktivitet som en egoistisk, individcentreret luksus, man ikke har tid til og må give afkald på. Børn har brug for meget omsorg. Men en del af denne omsorg er også at være forbilleder for sine børn, give dem en social arv. Det er et grundlæggende princip for social læring at man ikke kan udvikle sig selv uden i den samme proces at påvirke andre i samme retning. Ingen har større læringspotentialer end børn, og de har derfor mere end nogen nytte af et aktivt opvækstmiljø, hvor idrætsudøvelse indgår som en del af den daglige rutine. At opgive det man har udviklet af misforstået hensyn til sine børn, indebærer at opgive de talenter som i stedet burde være udviklet for at inspirere, vise vej for den opvoksende generation. At udvikle disse talenter er derimod at give den opvoksende generation en umistelig gave, nemlig bevidstheden om, hvad vi kan opnå ved at træne og bruge alle vore medfødte evner.
Konklusion
På områderne kunst, litteratur, videnskab og over alt i det seriøse arbejdsliv værdsættes høj kvalitet, store ressourcer og meget tid sættes ind på at opnå dette, mens idrætten ofte mødes med den indstilling at det at besidde en meget god legemlig ydeevne er unødvendig for det almindelige individ. Motion beskrives som noget vi kun behøver at udøve i moderat udstrækning, og som noget vi kun behøver at bedrive i moderat udstrækning, og at det er overdrevet at sætte sig mere omfattende målsætninger om ydeevne og dygtighed. Fra personer som taler for sådanne synspunkter høres ofte udsagn som: ”man bliver ikke lykkeligere af at have bedre kondition.” Spørgsmålet vi derefter må stille til denne type ytringer er, om vi bliver lykkeligere ved fravær af evne til præstation. Vi forstår, at bag sådanne udsagn ligger forestillingen om at et præstationsbehov og ønske om at repræsentere kvalitet på idrættens område indebærer noget anstrengt, ubehageligt og negativt. For dem som føler at udvikling og brug af konditionsmæssige færdigheder er rigtig og væsentlig for en udvikling af hele mennesket, er det imidlertid sådan at der foreligger en indre glædesfyldt drivkræft, sådan at aktiviteten bliver en selvfølgelighed, og de som med denne motivation har trænet sig op til et højt niveau, ved at træne eksempelvis 6-8 timer om ugen er langt mindre ubehagelig end belastningen forbundet med at leve indenfor rammen af det utrænede gennemsnitsindivids adaptive grænser. Hvad er galt i at ønske at have og vedligeholde et højt niveau af dygtighed? Det er vanskeligt at forstå andet end at stor grad af dygtighed og færdighed bidrager stærkt til at berige vor tilværelse, særligt når vi kan give dette videre til andre. Hvis kvalitet på alle de øvrige områder i tilværelsen er væsentlig værd at fremelske, hvorfor skal da udviklingen af også det menneskelige legeme til et højt kalitetsniveau ikke være en selvfølge?
Idrættens egentlige mission
Temaet er den universelle værdi og eksistensberettigelse af højt udviklede færdigheder med basis i vores medfødte talenter. De fleste af os bliver ikke vindere eller verdensmestre, derimod kan alle, uden undtagelse, hæve sit niveau betydeligt og komme et langt stykke videre i udvikling. Herer vi ved selve kernen i det hele: Når vi søger hen imod en perfektionering, når vi i os bærer ønsket om at repræsentere noget udmærket, da må vi aldrig gøre dette bare for vores egen skyld, men for at trække også medmennesker op til større færdighed, kundskab og indsigt; en stadig højere grad af fuldkommenhed. Den norske filosof Arne Næss har udviklet følgende bedømmelsesgrundlag for, hvornår vore personlige aspirationer og målsætninger er egoistiske og implicit derfor mindre værdifulde, og når de kan siges at være ikke egocentrerede og altså aktværdige i sin natur: Hvis dit ønske er ekskluderende i den forstand at opfyldelsen samtidig udelukker alle andre, eksempelvis når ønsket er et mål om at blive positioneret øverst i en hierarkisk struktur eller komme øverst på sejersskamlen, kan vi tale om en egoistisk motivation. Hvis dine målsætninger derimod i udgangspunktet er universelle, det vil sige ikke-ekskluderende, da har du moralsk ret til at opretholde dem, og handle derefter. Når man dertil lægger vægt på at fremme medmenneskers udvikling ved at invitere dem til at tage del i det man har udviklet i sig selv, må motiverne og følgelig aktiviteterne, betegnes som højst sunde og aktværdige. Sådan bliver idrætten, i tillæg til hvad der er i kraft af sin øjeblikkelige åbenbare berigende kvaliteter, et symbol på og en bærer av noget langt mere vidtfavnende end den enkeltes gevinster.
Slutord
Den bevidste higen mod høje mål, længslen efter at gå ud over de til enhver tid gældende grænser, kan siges at være menneskehedens varemærke. Idrætten, som en grænseoverskridende aktivitet, hvis kerne er opnåelse og udvikling, er i dette perspektiv berettiget til at have sin selvfølgelige og permanenter plads i vort liv, på lige linje med alle andre potentialer vi i kraft af deres eksistens faktisk er givet som imperativ at udvikle og bevare i os selv. Det handler om at træffe personlige valg, for så at gøre de samme valg tilgængelige for andre. Dette er vort ansvar overfor os selv og overfor fællesskabet vi alle er en del af.
(Oversat fra norsk med tilladelse af forfatteren)
