Hvorfor løber vi?

Henrik Lund Jensen

Et tusinde ni hundrede og enogtres sekunder. Det var den tid, som jeg tilbragte i løbeskoene her sidst på formiddagen. Føler mig egentlig ret godt tilpas efter et bad og en gang frokost. Kaffen oveni er heller ikke at foragte, og så kommer the 100 dollars question: Hvad er det, der sker? Hvorfor løber du egentlig?

Udgangspunktet vil jeg tage i den japanske forfatter Haruki Murakamis bog "What I Talk About When I Talk About Running" fra 2008. Heri skriver den 60-årige langdistanceløber: "Når jeg fortæller folk, at jeg løber hver dag, gør det indtryk på nogle af dem: "Du må have en stærk vilje", siger de nogle gange. Selvfølgelig er det rart at blive rost på denne måde. Langt bedre end at blive nedvurderet, det er sikkert. Men jeg tror ikke, det i udpræget grad er vilje, der får dig til at gøre noget. Så enkel er verden ikke. For at sige sandheden, så tror jeg ikke, der er nogen særlig sammenhæng mellem mit daglige løb og hvorvidt eller ikke, jeg har en stærk vilje. Jeg tror, jeg har løbet i mere end 20 år på grund af én ting: Det passer til mig. Eller i det mindste fordi jeg overhovedet ikke finder det smertefuldt. Mennesker bliver i bund og grund løbere, fordi det er meningen, at de skal blive det".

Spørger ikke
Helt ærligt har jeg det på mange måder som Murakami. Jeg føler, at det er det, jeg skal. Når jeg vågner på et hotelværelse i København, Berlin, Paris, Budapest, Marakkech eller Stockholm, tænker jeg ofte på en løbetur som noget af det første. Betragter løbeturen som et ritual, jeg ikke overvejer eller vurderer.

Det er det, jeg skal. Sådan mellem halv syv og halv otte. Op af sengen, strækøvelser og toiletbesøg. Et kig ud ad vinduet på vejret, som jeg efter mange års erfaring kan spotte på få sekunder. Løberens indbyggede seismograf. Skal der eventuelt drikkes lidt vand eller juice før løbeturen? Det rigtige tøj tages på til den rigtige anledning. Morgenløbeturen på et sted mellem 25 og 45 minutter alt efter gefühl.
Hilser på personalet ved receptionen, afleverer nøglen eller har den med i lommen. Står og vejrer lidt udenfor. Hvordan er luften, lyset, vinden? Laver lidt flere strækøvelser og begynder stille og roligt at jogge af sted. I en ukendt by, eller den første morgen gælder det om at finde vej. Er der parker i nærheden? Havn? Gode stier? Hvordan er underlaget, fortovene og asfalten. I Paris er kantstene meget høje, det skal synet, benene og kroppen lige vende sig til. Tager også ind imellem undergrundsbanen til et andet og mere attraktivt sted end der, hvor hotellet ligger, hvis der er tid til rådighed.

Opdagelse
Du lærer en by rigtigt godt at kende ved at løbe. På morgenturen kommer du forbi parker, kirker, skoler og bagerbutikker. Du ser kvarterer, som du ikke kendte til. Du benytter stier og smutveje, som du ellers aldrig ville se, mærke og føle under dine fødder. Du fornemmer byens puls sammen med din egen. Og du ser, sanser og oplever mere intenst end ellers. Om morgenen er alle byer i en særlig fase. Den vågner, trafikken er begyndt, postbude og skraldemænd har travlt. Folk er på vej til arbejde. Du bliver end el af byens fysiske og mentale rum, når du løber.

Det skal helst være alene. For man har en slem vane med at snakke uforholdsmæssigt meget, når man løber to eller flere sammen. Og så kan det godt være, at forrige aftens menu, sportresultaterne og valutakurserne lige får en kommentar eller to med på vejen. Men man sanser ikke omgivelserne på samme intense måde, når man er i flertal på en løbetur, med mindre der bliver tiet stille. Efter noget tid sveder du sammen med byen og dens indbyggere.

Kan ikke lade være
Det føles helt naturligt at løbe. På en morgentur i en storby, hvor man også møder andre løbere. I et sommerhusområde, mens solen står op. Og hjemmefra, hvor alting stort set er, som det plejer at være. Det mærkes også helt normalt at deltage i et løb. Hvad enten det er i Berlin, Stockholm eller London sammen med titusindvis af andre løbere. Eller det er i Veflinge, i Svaneke eller på Østerbro. Det at bevæge sig i en gruppe, at mærke den fælles krop, pulsen, sveden, åndedrættet.

Jeg kan slet ikke lade være, og jeg spørger ikke mig selv, hvorfor? Det føles rigtigt for mig, og det er det, jeg skal. Indrømmet, der er da dage, hvor jeg skal tage mig sammen, enkelte dage, men de er ikke mange. Jeg har haft nogle af de bedste løbeture i regnvejr, snevejr, blæst og kulde. Hvor jeg bagefter har kunnet nyde et varmt bad, en kop kaffe og en stille stund i sofaen. Det er de ture, der giver oplevelser - og gør, at man føler, at man lever. Jeg tror aldrig, jeg holder op med at løbe. Hvis skader eller uheld spolerer muligheden for at løbe, vil jeg cykle, svømme eller gå.

Log ind

Nyt medlem

Velkommen til medlem nr. 12829:

Nyhedsbreve




Løber
Løbsarrangør

Fra shoppen