Fordele ved at skifte til Chi-running

Lars Sall

Efter mange år som fodboldspiller begyndte jeg for 3 år siden, som 31-årig at løbe. Argumenterne kan de fleste motionsløbere sikkert kende; Job og familie var svært at kombinere med faste træningstider, og kampe i weekenderne. Jeg løb i starten mere af nød end af lyst, og det tog mig vel omkring et år at blive rigtig glad for at løbe. I dag vil jeg under ingen omstændigheder undvære mine 2-3 ugentlige løbeture. 

I forbindelse med min træning til Hamborg maraton sidste år lavede jeg en klassisk fejl. Da jeg overgik fra mine normale hyggeløbeture til mit egentlige 16 ugers løbeprogram var jeg så forhippet på at komme i gang, at jeg forøgede det ugentlige kilometerantal for meget. Regningen kom prompte i form af smerter i knæene og skinneben pga. overanstrengelse. De første par uger ignorerede jeg det, og håbede det ville gå i sig selv. Da det naturligvis ikke var tilfældet måtte jeg skære ned på kilometrene, og i min søgen på løsninger faldt jeg tilfældigt over en tråd i Dourun´s forum, der omtalte Chirunning med udtalelser fra løbere, som havde sluppet af med overanstrengelsesskader uden at skære ned på træningen. 

Umiddelbart syntes jeg det lød lidt for fantastisk, og Chirunningstilen lidt for filosofisk for en jordnær jyde som mig. Men efter endnu et par uger med smertende knæ valgte jeg alligevel at investere i bog og instruktions DVD om emnet, vel vidende at med kun ca. 10 uger til mit løb var det ikke det mest optimale tidspunkt at lave fundamentale ændringer i min løbestil. Jeg brugte et par dage til at se materialet igennem inden jeg tog min første Chirunning tur.

Løbestilen forekom mig temmelig ubekvem og svær at praktisere på denne første tur. Det føltes ikke naturligt at "vælte forover" og jeg blev temmelig forpustet da jeg konstant fik for meget fart på. Jeg fortsatte dog ufortrødent, og på min næste tur - en langsom weekendtur på omkring 20 km - fik jeg lidt af en aha oplevelse. Med nedsat tempo kunne jeg rigtigt koncentrere mig om principperne i Chirunning, og jeg fik her virkelig fornemmelsen af, at løbestilen faktisk fungerer. Efter denne tur fik jeg tro på projektet, og det dig bedre og bedre for hver gang. Efter bare to uger havde jeg ikke længere ondt i knæ og skinneben efter hver løbetur. Jeg forøgede herefter mit ugentlige kilometerantal, og det uden på noget tidspunkt efterfølgende at få problemer med overbelastning.

Resten af min maratontræning gik uden problemer, og jeg var derfor meget spændt da jeg stillede til start til Hamborg Maraton med min nye stil. Jeg havde godt og vel et halv år forinden løbet Stockholm maraton i fire timer rent, og håbede at forbedre min tid. Det lykkedes - jeg løb på 3:28. Chirunning kan ikke tilskrives hele æren for det, men har helt sikkert gjort sin del. Under min maratontræning løb jeg fast 3 ugentlige ture med 35-55 km. om ugen. 

I dag er jeg tilbage i mine tre ugentlige hygge-løbeture, og løber vel omkring 30-35 km. pr. uge. Chirunning føles i dag helt "rigtigt", og jeg kan slet ikke forestille mig at løbe i min gamle stil igen. Jeg forestiller mig dog at min nuværende Chirunning stil er en lidt udvandet version, da jeg ikke længere koncentrerer mig om at gøre det helt rigtigt. En gang i mellem tager jeg dog min bog frem, og strammer bardunerne lidt op for at få stilen på plads igen. 

Min konklusion er helt klart, at Chirunning hjalp mig til at tænke over, hvordan kroppen belastes af løb, at lytte til kroppens signaler, og reagere på det. Jeg er ikke i tvivl om, at stilen har hjulpet mig af med mine overbelastningsproblemer. Jeg er ikke religiøs omkring stilen. For mig er det underordnet om stilen hedder Chirunning, POSE eller noget andet - forskellene er for mig at se små, men resultatet det samme: Det hjælper med at fokusere på at bevæge sig fremad med størst mulig fart, mindst mulig energiforbrug og lavest muligt risiko for skader. For mig er det det der gør løb sjovt.

Log ind

Nyt medlem

Velkommen til medlem nr. 12470:

Micks billede
Korte distancer

Nyhedsbreve




Løber
Løbsarrangør

Fra shoppen