Derfor er kenyanske løbere så hurtige

motionslob.dk

Så skete det igen, igen i Berlin: En kenyansk løber vinder et stort internationalt marathon. Dennis Kimetto ikke bare vinder i Berlin, han slår samtidig verdensrekorden fra sidste år på distancen i tiden 2.02.57 og er dermed 26 sekunder hurtigere end landsmanden Wilson Kipsangs rekord fra sidste år. Det sætter en tyk streg under de kenyanske løberes dominans på løbescenen. Op mod 80% af verdens langdistanceløb er siden 1980’erne vundet af en løber fra det mellemstore øst-afrikanske land på 41 mio. indbyggere. 20 af de seneste 25 vindere af Boston Marathon er Kenyanere. 8 af de sidste 10 mandlige vindere af Berlin Marathon er fra Kenya. Samme billede ses ved de store marathons i New York, London, Paris og mange andre steder. Og hvis ikke vinderen er fra Kenya, er han eller hun sikkert fra nabolandet Etiopien. I 2011 var verdens 20 hurtigste marathonløbere alle fra Kenya.

Spørgsmålet er, hvorfor de kenyanske løbere er så meget bedre end alle andre? Det har videnskaben søgt svar på siden 1980’erne, da de østafrikanske løbere for alvor trådte ind på den internationale løbescene. Det har vist sig, at de allerhurtigste faktisk kommer fra en ganske bestemt kenyansk minoritet kaldet Kalenjin-stammen på bare 4,4 mio. mennesker – svarende til 0,06% af jordens befolkning. Mysteriet har givet forskerne grå hår i hovedet. Især fem teorier har vundet tilslutning.

Lange tynde ben
En af de mest udbredte teorier er udviklet af danske forskere, som i starten af 1990’erne tilbragte 18 måneder i den nordvestlige kenyanske by Eldoret - hovedstaden i den provins, hvor Kalenjin-stammen bor. Herfra kommer en stor del af verdens bedste langdistanceløbere gennem flere år.

Ved at sammenligne kenyanske løbere med danske/europæiske løbere, fandt forskerne, at afrikanerne havde "fuglelignende ben og meget lange underben, som er meget, meget tynde". Det gjorde det muligt for dem at hoppe og springe over jorden, med langt hurtigere fodnedslag end europæerne.

De kenyanske atleter nærmest fløj over jorden sammenlignet med de europæiske, der landede tungt i jorden og nærmest måttet trække sig fremad.

Forskerne konkluderede, at de europæiske løbere var "trækkere", mens kenyanerne var "sparkere".

Kenyaners ben er hele 400 gram lettere end en europæers ben, selvom kenyanerne generelt har længere ben. Men den energi det kræver at svinge benet fremad reduceres, når benet er lettere at løfte fra jorden. Og med to ben er den gennemsnitlige kenyaners ben altså 800 gram lettere end en gennemsnitlig europæers. Det giver dem efter teorien en fordel især på de lange distancer.

Tynd luft
En anden teori peger på, at de Kenyanske løbere er opvokset på de kenyanske højdedrag, hvor luften er tynd. Forskningsresultater har vist, at disse løbere er langt bedre til at optage ilt end andre løbere. Deres hjerterytme er bemærkelsesværdigt langsommere selv på lange distancer end f.eks. europæiske løberes. Teorien er, at den tynde luft træner lungerne til at udvinde ilt selv af den iltfattige luft. Når de kenyanske løbere deltager i løbsarrangementer, hvor luften er mere iltmættet, har de en overskydende kapacitet, som de kan udnytte til at løbe hurtigere. Den iltmættede luft giver dem populært sagt et boost. Det er det samme fænomen, som kendes især inden for cykelsporten, hvor træning ofte foregår i højtliggende områder for at få et kapacitetsoverskud.

Lavt BMI
Et af de nyeste studier (fra juni 2013) peger på, at de kenyanske løbere har et utroligt lavt BMI på bare 15,5 for unge mænd og 17 for unge kvinder. BMI er omvendt proportionalt med den aerobe kapacitet (vo2 max). De kenyanske mænd har således et potentiale, som langt overstiger f.eks. vestlige mænds. Den teoretiske marathontid baseret på BMI og vo2 max er på 2 timer og 18 minutter. Det giver kenyanerne et langt bedre udgangspunkt end andre. Der skal i praksis ikke så meget træning til for at forbedre det teoretiske udgangspunkt. 

Barfodsløb
En teori refereret til i dokumentarprogrammet ”Mennesket – den perfekte løber” peger på, at de kenyanske løbere benytter sig af en barfodsløbestil, som er mere løbeøkonomisk og bygger på et for mennesket naturligt bevægelsesmønster. De kenyanske løbere er ofte opvokset i fattige kår, hvor der ikke er råd til sko. De vokser således op med en barfodskultur, hvor de løber, arbejder og går på bare fødder. Det giver ifølge teorien en stærk fod-muskulatur, som eliteløberne nyder godt af. Muskler og sener er på bare fødder med til at afvikle hver skridt – ikke mindst i løb, hvor senernes elasticitet udnyttes til fremdrift. Selvom de kenyanske eliteløbere løber i sko, er barfodsløbestilen stadig intakt og udbredt blandt de hurtigste.

Løbekultur
Endnu en teori peger på, at hverdagslivet i de fattige kenyanske landsbyer indeholder ganske meget løb. Børn løber til skolen om morgenen, løber hjem til frokost, løber til skolen igen om eftermiddagen og løber så hjem igen efter skoletid. Da skolerne ofte ligger langt væk, kan det blive til en daglig træning på omkring 20-30 km. Det praktiske arbejde på landet især med dyrene inkludere også ofte af løb.

Samtidig er der udviklet en kultur, som føder eliteløbere. At vinde et internationalt marathon giver som regel en pengepræmie, som gør vinderen rig i Kenya. Det er for mange unge mænd og kvinder blevet den mulige vej ud af fattigdom. Hver gang en Kenyaner kommer hjem med en præmie bliver han eller hun rollemodel for lokalbefolkningen og på den måde skabes et utalligt grundlag for rekruttering til eliteniveauet.

Vejen til rigdom gør løberne utroligt dedikerede. Når først, man har besluttet sig for at træne målrettet, bliver det en livsstil. På de Kenyanske løbeskoler foregår der ikke meget andet for løberne end at spise, sove og løbe. Jo hårdere og længere desto bedre. En Kenyansk løber har ofte omkring 50.000 km. i benene, inden han debuterer på den internationale løbescene.

Bare hård træning
Omvendt fremfører løbeskolernes trænere, at de mange teorier om kenyanske løberes dominans er udtryk for en gammeldags imperialistisk opfattelse. Når de hvide ikke er de bedste i verden, må der være en vidensakebelig forklaring, siges det om teorierne. Forklaringen er ifølge trænerne simpelthen, at de kenyanske løbere træner mere og hårdere end andre løbere. Så simpelt her det.

Afslutning
Selvom teorierne hver især har fortalere, har ingen af dem vundet almindelig bred tilslutning. Visse af teorierne kritiseres for at have et gammeldags nedvurderende vestligt verdenssyn, mens andre ikke kan forklare, hvorfor folk fra andre sammenlignelige områder ikke også føder eliteløbere. Debatten om de kenyanske løberes fortrin fortsætter derfor ufortrødent alt imens kenyanerne vinder det ene internationale løb efter det andet.

Log ind

Nyt medlem

Velkommen til medlem nr. 12595:

Nyhedsbreve




Løber
Løbsarrangør

Fra shoppen